TEKST 134: St. Augustin om de jordiske riger og krige og Alcuin af York om den rette form for omvendelse

St. Augustin (354-430) hører ligeledes til oldkirkens betydeligste teologer, der har inspireret eftertiden. Hans overvejelser omkring krigens natur lå bl.a. til grund for teologen Thomas Aquinas’ (ca. 1225-1274) senere definition af retfærdig krig. Nedenstående uddrag er fra Augustins skrift ’Om Guds Stad’ samt skriftet ’Brev til manikæeren Faustus’.
  Alcuin af York (732-804) var munk og missionær. I 780’erne kom Alcuin i Karl d. Stores tjeneste og gjorde den frankiske hofskole til et nyt hovedlærdomscenter i Europa. Herunder bringes en række uddrag af breve, hvori Alcuin beskriver, hvorledes de frankiske magthavere bør sikre den rette form for omvendelse blandt sakserne.
[Læs / udskriv som PDF]


[St. Augustin, 'Om Guds stad':]

Bog 4, kapitel 4: Et rige uden retfærdighed er som en røverbande

Hvis retfærdigheden fjernes, hvad er et rige da andet end en stor røverbande? For hvad er røverbander, om ikke netop små riger?

Også det er en gruppe mennesker, der styres ved lederens ordrer, der holdes sammen af en samfundsmæssig overenskomst, og byttet deles efter vedtaget lov. Hvis den plage, en sådan bande er, vokser ved at fortabte eksistenser slutter sig til den og bliver så stor, at banden besidder landområder, etablerer sig som fastboende, erobrer byer og undertvinger folkeslag, så antager den mere tydeligt karakter af rige, og denne åbenlyse betegnelse skyldes ikke, at den har undertvunget sit begær, men at den har kæmpet sig til at undgå straf. Det var nemlig meget fint og sandt, hvad en fanget sørøver svarede Alexander den Store; for da Alexander spurgte ham, hvad han havde tænkt sig med således at gøre havet farligt, svarede denne ham med frimodig foragt: ”Det samme, som du med hele verden; men fordi jeg gør det med et lille skib, kaldes jeg en sørøver; fordi du gør det med en stor flåde, kaldes du feltherre.” […]

Bog 5, kapitel 24: Om de kristne kejseres sande lykke

[…] Vi kalder derimod de kristne kejsere lykkelige, hvis de regerer retfærdigt, hvis de, alt imens de prises højlydt og hilses med overdreven underdanighed, ikke bliver hovmodige, men husker på, at de er mennesker, — hvis de gør deres magt til en tjener for Guds majestæt til størst mulig udbredelse af Guds dyrkelse, — hvis de frygter, elsker, dyrker Gud, — hvis de elsker det højst, hvor de ikke skal frygte rivaler, — hvis de er sene til at straffe, hurtige til at tilgive, — hvis de fuldbyrder straffen for at sikre riget den nødvendige ledelse og beskyttelse og ikke for at mætte et had til personlige fjender, — hvis de tilgiver ikke for at lade den for handling ustraffet, men i håb om forbedring, — hvis de opvejer den strenghed, som de er nødt til at udvise, med barmhjertighedens mildhed og storsindede velgerninger, — hvis de begrænser deres luksus, lige så meget som de havde mulighed for at give den frit løb, — hvis de foretrækker herredømme over egne slette begæringer for herredømme over et hvilket som helst folk, og hvis de gør alt dette ikke af iver efter tom berømmelse, men kærlighed til den evige lykke, — hvis de husker for deres synders skyld til deres sande Gud at frembære ydmyghedens, barmhjertighedens og bønnens offer. Sådanne kristne kejsere kalder vi lykkelige, nu i håbet, senere vil de blive det i virkeligheden, når det, vi forventer er kommet.

Bog 19, kap. 7: Om forskellen i sprog, hvorved menneskers samfund sønderrives, og om ulykken ved krige, også ved dem, der kaldes retfærdige

Efter staden eller byen følger jordens kreds, som man anser for tredje trin i det menneske­lige samfund. […] Her gør for det første forskellen i sprog det ene menneske fremmed for det andet. For hvis to mennesker møder hinanden og tvinges til ikke at gå forbi hinanden, men til at være sammen, og ingen af dem kender den andens sprog, så kan umælende dyr, om de så er af forskellig slags, lettere danne fællesskab end de to, selv om de begge er mennesker. For når de ikke kan meddele hinanden, hvad de mener, så gavner den store lighed i natur alene på grund af sprogforskellen ikke spor med henblik på at knytte mennesker sammen i samfund. Derfor vil mennesket hellere være sammen med sin hund end med et fremmed menneske.  […] Men hvor mange og store krige, hvilke massakre på mennesker, hvilken udgydelse af menneskeblod har det ikke kostet?

Det er nu fortid. Men dermed er ulykken i sådanne onder ikke forbi. For selv om der ikke har manglet og fortsat ikke mangler fjender blandt folkeslag uden for riget, mod hvem der altid er blevet ført og fortsat føres krige, så har også selve imperiets udstrækning frem­bragt en værre slags krige, nemlig sociale krige og borgerkrige, hvorved menneskeslægten rystes, enten mens krigene føres, for at der omsider må blive ro, eller mens man frygter, at de skal bryde ud igen. […]

Men den vise vil føre retfærdige krige, siger de. Som om han ikke, hvis han husker på sig selv som menneske, vil føle meget større smerte over, at retfærdige krige er blevet en nødvendighed for ham. For hvis de ikke var retfærdige, skulle han ikke føre dem, og så ville der ikke være krige for den vise. Det er modpartens uretfærdighed, der nøder den retfærdige til at føre krig, og denne uretfærdighed må under alle omstændigheder — fordi den begås af mennesker — smerte et menneske, også selv om den ikke gør det nødvendigt at føre krig. Lad derfor enhver, der betragter disse så store, så forfærdelige, så grusomme onder med smerte, bekende sin ulykke. Men den, der ikke føler smerte i sindet ved at lide dette eller ved at tænke på det, er så meget mere ulykkeligt stillet, eftersom han kun mener sig lykkelig, fordi han også har mistet sin menneskelige sans. […]

 

[St. Augustin, ’Brev til manikæeren Faustus’:]

[…] Beretningen om Moses’ krige vil ikke udløse overraskelse eller forargelse, for i krige gennemført på guddommeligt bud udviste han ikke vildskab, men lydighed. Og Gud handlede ikke grusomt, da han påbød dette, men derimod for at straffe retfærdigt, idet han gav alle, hvad de fortjente og advarede dem, som havde behov for at blive advaret. Hvad er det onde i krig? Er det døden for nogle, som snart vil dø alligevel, for at andre kan leve i fredelig underkastelse? Dette er den rene kujonagtige modvilje, ikke nogen religiøs følelse. Krigens sande onder er kærligheden til vold, grusom hævn, rasende og uforsonlig fjendskab, vild modstand og grådigheden efter magt og den slags; og det er generelt for at straffe den slags ting, at magtanvendelse er nødvendig for at udføre straffen, så at gode mænd kan føre krig i lydighed overfor Gud eller en retmæssig myndighed, når de finder sig i en sådan situation, hvad den menneskelige opførsel angår, at den rette opførsel kræver af dem at handle på denne måde eller at få andre til at handle på denne måde. Ellers ville Johannes (1), da soldaterne kom til ham for at blive døbt og spurgte ham: ”Hvad skal vi gøre?”, da ville han da også have svaret: ”Smid jeres våben væk. Opgiv soldatertjenesten. I skal aldrig slå, såre eller lemlæste nogen.” Men fordi han vidste, at den slags handlinger i kamp ikke var morderiske, men retfærdiggjort af loven og at soldaterne på denne måde ikke var ude på at hævne sig, men på at forsvare den offentlige orden, så svarede han: ”Udøv ikke vold mod nogen, anklag ikke nogen uretfærdigt og vær tilfredse med jeres løn.” Og tilsvarende i tilfældet med den romerske centurion, som sagde: ”Jeg er en mand under myndighed og jeg har soldater under mig og jeg siger til en af dem: ’Gå’ og han går, og til en anden: ’Kom’ og han kommer. Og til min tjener: ’Gør dette’ og han gør det”. Kristus priste hans tro og bad ham ikke om at opgive soldatertjenesten. Men der er ikke nogen grund til her at indlede en lang diskussion om retfærdige og uretfærdige krige. Meget afhænger af de årsager, der får mænd til at føre krige og af den myndighed, som de har for at føre dem; for den naturlige orden, som søger at bevare menneskehedens fred, den tilsiger at kongen skal have myndigheden til at føre krig, hvis han finder det tilrådeligt og at soldaterne skal gøre deres militære pligt for at sikre samfundets fred og sikkerhed.

 

[Alcuin af York:]

[Efter at have erobret de saksiske områder (Sachsen) gennemførte Karl d. Store i 782 en lovbestemmelse (Capitulatio de partibus Saxoniae), der skulle underkue sakserne. Loven pålagde i flere tilfælde dødsstraf for religiøse forseelser, som ellers kun blev straffet med bøde, bod eller bandlysning. Loven antages traditionelt at være udstedt i årene 782 til 785, men blev måske først til i 795. Alcuin af York (732-804) var munk og missionær. I 780’erne kom Alcuin i Karl d. Stores tjeneste og gjorde den frankiske hofskole til et nyt hovedlærdomscenter i Europa. I 796 blev han abbed i Tour og blev én af Karls vigtigste rådgivere mht. kirkelige og uddannelsesmæssige spørgsmål. Alcuin kritiserede i en række breve til både Karl og højtstående embedsfolk den måde sakserne blev behandlet på.]


[I et brev til bl.a. Karl den Store skriver Alcuin i 796:]

Til Karl, konge af Tyskland, Gallien [Frankrig] og Italien, den mest fremragende og fromme herre, og til Guds ords hellige prædikanter sender Albinus (2), en ydmyg søn af moderkirken, kristne hilsener. [...] [Alcuin roser herefter Karl for at have udvidet sit riges grænser og derved at have gjort det muligt at udbrede kristendommen til hedenske folkeslag. Herefter fortsætter han:]

Gid du nu i din kloge og gudfrygtige bekymring [for troen] må skaffe de nye folk gode prædikanter – ordentlige i adfærd, lærte i troen, fyldte af evangeliets lære og opsatte på at følge apostlenes eksempel i forkyndelsen af ​​Guds ord. For de [apostlene] gav deres tilhørere mælk – det vil sige blid undervisning – da de [tilhørerne] var begyndere i troen. Som apostlen Paulus sagde: ”Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle,” (3) hvilket betyder, at nyomvendte til troen skal næres af blidere undervisning ligesom spædbørn, der får mælk, i frygt for, at sind, der er for svage til mere fast undervisning, kaster det op, som de har indtaget. [...]

Derfor bør du i din visdom overveje, om det er rigtigt at pålægge et udannet folk, der er begyndere i troen, fuld tiende (4). […] Vi bør spørge, om apostlene, der blev undervist af selve Herren og som blev udsendt for at prædike for verden, ethvert sted krævede betaling af tiende. Vi ved, det er godt for vores besiddelser, at der betales tiende heraf, men det er bedre at miste tiende end at ødelægge troen. Selv vi, der er født og opvokset i den katolske tro, finder det svært at acceptere betaling af fuld tiende af vores ejendom. Hvor meget desto sværere er det så ikke for deres [saksernes] spæde tro, for deres barnlige vilje og for deres grådige ånd. Når deres tro bliver styrket, og de er grundfæstede i det kristne liv, så kan de som voksne gives en fastere belæring, hvilket et sind, der er sundt rodfæstet i kristendommen, ikke vil afvise.

Ligeledes må den rette fremgangsmåde med hensyn til forkyndelse og dåb omhyggeligt overvejes, således at dåbens afvaskning af kroppen ikke gøres ubrugelige på grund af sjælens manglende forståelse for troen. [...] Herren sagde i evangeliet til sine disciple: ”Drag ud og belær alle folkeslagene, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (5)." Den velsignede Hieronymus (6) forklarede i sin kommentar til Mattæus-evangeliet rækkefølgen i dette bud som følger: ”Først underviser de alle folkeslagene, og derefter dypper de dem i vand. Kroppen kan ikke modtage dåbens sakramente, hvis sjælen ikke først har taget imod troens sandhed. [...]

Så jeg mener, at vi bør være omhyggelige med at overholde rækkefølgen i undervisningen af voksne, som Skt. Augustin (7) fastlagde i sin bog ’Om at undervise den uuddannede i katekismen.’ (8) [...] [Alcuin gør herefter rede for denne rækkefølge i undervisningen.] Efter denne forberedelse og styrkelse i troen, bør han [den omvendte] døbes. Undervisningen i evangeliet bør gives gennem hyppig prædiken på passende tidspunkter, indtil han vokser sig til et fuldkomment menneske og gøres til en værdig bolig for Helligånden og i barmhjertighedsgerninger gøres til en fuldkommen søn af Gud. [...]


[I et brev til Karls skatmester, Megenfrid, skriver Alcuin i 796 bl.a.:]

[...] Som Skt. Augustin siger, er troen et spørgsmål om [fri] vilje, ikke [tvungen] nødvendighed. En mand kan blive tiltrukket af troen, ikke tvunget. Han kan blive tvunget til at blive døbt, men det er ubrugelig for troen (9). [...] En voksen mand skal svare for sig selv angående sin tro og sine ønsker. Hvis han bekender troen falskt, vil han ikke få sand frelse. [...]

Hvis Kristi lette åg og nemme byrde blev prædiket lige så emsigt for det hårde saksiske folk, som tienden blev opkrævet og lovens straf blev pålagt for de mindste forseelser, ville de [sakserne] måske ikke reagere imod dåbsritualet.

Troens undervisere skal skoles i apostlenes eksempler. De bør være prædikanter, ikke rovdyr, og i godhed bør de stole på ham [Jesus], der sagde: ”Tag ikke pung eller taske med.” (10)


[I to breve til biskop Arno af Salzburg skriver Alcuin i 796 bl.a.:]

[...] Vær en godhedens prædikant, ikke en tiendeinddriver. […] De siger, at tienden forstyrrer saksernes tro. Hvorfor skal vi lægge et åg på den uddannedes hals, som hverken vi eller vore brødre har været i stand til at bære? […]

[...] Vor Herre Jesus Kristus belærte sine disciple og sagde: ”Drag ud og belær alle folkeslagene, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” [...] Han fortalte dem, at de først skulle undervise i den katolske tro og efter troen var blevet modtaget, døbe i Treenighedens navn. […] Så den ulykkelige saksiske nation har så ofte ødelagt dåbens sakramente, fordi den aldrig har haft troens grundlag i sit hjerte. Det må ligeledes indses, at tro, som Skt. Augustin siger, kommer af vilje, ikke af tvang. Hvordan kan et menneske blive tvunget til at tro, hvad det ikke tror? (11)


[Efter Alcuins breve og nedkæmpelsen af flere saksiske oprør blev der i 797 udstedt en ny lovbestemmelse vedrørende sakserne (Capitulare Saxonicum). Med denne lov opnåede sakserne samme rettigheder og vilkår som andre undersåtter i Frankerriget og tvangsdåben og de strenge straffe fra den tidligere lov blev ophævet..]

 

(1) Johannes Døberen
(2) Alcuins fulde navn var Flaccus Albinus Alcuin
(3) Passagen er fra 1. Korintherbrev kapitel 3, vers 1-3 og lyder: ”Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker.”
(4) Som betegnelsen antyder, udgjorde tiendeskatten en tiendedel af ens indkomst, der betaltes til en kirke
(5) Mattæus-evangeliet 28,19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple [elever], idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
(6) Hieronymus (347-429) teolog inden for oldkirken
(7) Augustin (354-430), se ovenfor
(8) Katekismen (katekismus): En kortfattet sammenfatning af de centrale elementer i den kristne tro.
(9) Alcuin ligger her på linje med kirkens officielle holdning, idet tvangsdåb ikke blev accepteret.
(10) Lukas-evangeliet 10,4
(11) Vedrørende kirkens afvisning af tvangsdåb, se ligeledes tekst 161

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Uddrag af Augustins Guds stad er efter den danske oversættelse af B. Dalsgaard Larsen: Augustin – Om Guds Stad. Århus 2002. Augustin Brev til manikæeren Faustus, oversat af M. Pihl efter S.J. Allen o.a. (red.): The Crusades: A Reader, Toronto (2014), s.6. Alcuin af York – breve til Karl d. Store og andre (brev 56, 57, 59, 137 = MGH 110, 111, 107, 113) oversat af J. Rosenløv efter S. Alcott: Alcuin of York – his life and letters. York (1974), s.72-75, 143

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD