TEKST 144: Vidnesbyrd om religiøs forfølgelse og undertrykkelse under og efter Cordoba-kalifatet

Den muslimske historiker Ibn Hayyan (987-1075) havde været ledende embedsmand ved al-Mansurs hof i Córdoba og skrev senere et historisk værk om det muslimske herredømme i Spanien, bl.a. under kaliffen Abd al-Rahman d. 3. Den muslimske krønikeskriver Said al-Andalusi (1029-1070) fortæller i det nedenstående uddrag om al-Mansurs styre. Den muslimske historiker Ahmed Mohammad al-Maqqari (1578-1632) skrev et værk om Andalusiens historie, hvor der på baggrund af ældre kilder berettes om den muslimske erobring og tiden derefter. Ibn Abdun (død 1134) var spansk jurist og forfatter til en autoritativ juridisk afhandling, der angav en række retningslinjer og bestemmelser for markedsinspektørernes pligter. Angående den muslimske undertvingelse af Spanien samt religiøse forfølgelser under det muslimske styre, se ligeledes tekst 109, 136, 140 samt 145-148. [Læs / udskriv som PDF]



[Domsafsigelse, 919:]

[I året 919 blev en kristen kvinde bragt for en sharia-domstol i Córdoba og idømt dødsstraffen, fordi hun offentligt skulle have udtalt, at Jesus var Gud og Muhammed en falsk profet. Den muslimske dommer kundgjorde:] De, som nedgør Allah, Allah være priset, eller som kritiserer hans Budbringer, fred være med Ham, de skal uden mulighed for at gøre bod straffes med døden og det uanset, om det er en muslim eller en vantro.

 

[Ibn Hayyan:]

Torsdag tredje dag af yumada II (1) blev Muhammad b. Yusuf etc. korsfæstet, en korrumperet person og oprører, hvem An Nasir (2) havde frigivet fra fængslet i starten af sin regeringstid, da han havde været fængslet i hans bedstefars, emiren Abdullas (3), epoke, men han havde benådet ham (fra livsstraf) under garanti af, at han ville vedholde lydighed, alligevel var han ikke sen til at gøre oprør og gå ud og fremme ondskab, idet han krydsede havet med en af de (disse) skrifter, der konspirerede mod staten, men han blev pågrebet og korsfæstet på (ved?) paladsets port med skriftet bundet til den venstre (hånd?), som afskrækkende eksempel for hans ligesindede. Han blev den første korsfæstede i denne regeringstid. […]    

En kristen bueskytte blev korsfæstet dette år (4). Hans navn var Abu Nasr. Det skete på den brolagte vej til porten i kongeborgen i Córdoba. Han havde kæmpet i Ibn Hafsuns oprør (5) i tiden under Umar. Han blev berømt for sin præcision. Når han sigtede på et fjernt mål, ramte han sjældent ved siden af. Han var meget frygtet, da mange muslimer blev dræbt ved hans hånd. Derfor blev han fanget og ført til paladsets porte. Sultanen befalede, at han skulle korsfæstes og beskydes med pile som straf for det, han havde gjort ved mændene og andre, der bekæmpede skurkene.

Han blev fæstnet til korset, og en talrig skare krævede hans blod. Bueskytternes pile ramte ham på vitale steder og gennemborede hans lemmer. Det gjorde en ende på hans forbryderiske liv. Liget lignede et pindsvin og hang på korset indtil der kom befaling om at nedtage det og brænde det, hvilket tilfredsstillede folket, takket være Allah. […]

[Kaliffen Abd al Rahman d. 3. (An Nasir) brugte et netværk af spioner til at skaffe sig oplysninger om muslimske kættere, kristne og politiske fjender, der ofte blev straffet med halshugninger og korsfæstelser. Om kaliffen Abd al-Rahman d.3.’s muslimske inkvisition mod kættere i Córdoba-kalifatet beretter Ibn Hayyan bl.a.:] Religionen blev strengt opretholdt efter profetens bud under de perfekte kaliffers herredømme [...], som overholdt de regler, som er nedlagt i sunna (6), idet de sikrede religionen, kvalte kætteriets ild, ødelagde de kætterske sekter, udviste rafidierne (7), ydmygede oprørerne og fik dem til at underkaste sig, anstrengte sig (8) og forsvarede Gud med Guds sværd. […]

[De gode kaliffer] bekæmpede alle nyfortolkninger (9) og de tillod ingen nye påfund at komme ind i nationen. Men så kom abbasidernes fordrejede regering og afvigende fraktion og der kom mange nyfortolkninger. [...] Gud beskyttede folket i al-Andalus og bevarede religionen fra skade takket være [...] de rettroendes fyrste (10) [...] som Gud ønskede som kalif, [...] som gik i sine forfædres fodspor og strengt overholdt skriftens ord og udpegede sunna [...] således at intet djævelsk kætteri skulle opstå, som han ikke ville ødelægge, intet fortabelsens flag blev rejst, som han ikke ydmygede, således at Gud med ham holdt sammen på islams fællesskab, lydigt og fredeligt. [...] Med ham blomstrede videnskaben, folket nød velstand. […] Han forfulgte nyfortolkninger og samlede i sin hovedstad den mest udmærkede kultur, som nogensinde havde eksisteret, […] og han var nidkær i religiøse anliggender, idet han undersøgte muslimernes opførsel, og deres forsamlinger i moskeerne ved hjælp af spioner, som han gav ordre til at trænge ind i folkets mest intime hemmeligheder, således at han kunne vide alt om enhver handling, enhver tanke hos gode eller dårlige folk og om [...] de forskellige befolkningsgruppers åbne og skjulte holdninger. [...] Gud belønnede ham med gaver [...] på grund af hans opretholdelse af loven og hans underkastelse af mennesker, så de lovpriste ham og hans forsvar for folkets hjerter imod kætteriet [...], idet han fulgte den sande og bevidnede tradition, som føres tilbage til den største af alle imamer, Malik ibn Anas (11), folkets imam i Medina. [...] [Disse traditioner] har gavnet dette land, og renset folket fra de tendenser, som […] [Abd al-Rahman d. 3.] straffede hos dem, der besad dem, og han gav sin zalmedina (12), Abdallah b. Badr, ordre til at forhøre de anklagede og gennemføre en inkvisition imod dem, […] idet han skræmte og straffede dem hårdt. [...]

[Ifølge Ibn Hayyan gav kaliffen Abd al-Rahman d. 3. ordre til at nedenstående erklæring skulle læses op i alle moskéer i Andalusien, efter at han i årene 952-957 havde gennemført en række forfølgelser af muslimske kættere og tilhængere af den gnostiske præst Ibn Masarra. I undertrykkelsen af oprør forfulgte Abd al-Rahman enhver muslim, der afveg fra den malikitiske retslære og religionsforståelse:] Kaliffen har besluttet at omfatte alle hans lande i sin beslutning og han sender den ud på landet og til byerne og han beder jer og de andre qadier (13) og  guvernører om at gennemføre hans beslutning, således at erklæringen skal blive læst fra muslimernes prædikestole […] [så alle nyder godt af hans] renselse og hans likvidering af denne urenhed og beskyttelsen af alle muslimerne imod al tvivl og grund til afvigelse, fordi nationer går tabt, bygninger nedbrydes, folk fortjener udryddelse og Gud ødelægger nationer af den slags, som denne onde gruppe af mennesker har frembragt, som krænker traditionen og angriber den store Koran og hadith-fortællingerne (14) om den trofaste profet. […] Forfølg dem med alle midler, send jeres spioner mod dem, bestræb jer på at kende deres hemmeligheder og når det er klart, at der er nogen, der tilhører dem, så skriv til kaliffen en liste med deres navne, opholdssted, navne på vidner imod dem og deres anklager, således at man kan give ordrer til at bringe dem til al-Suddas port (15) og blive straffet i deres hovedstad. […]

[Om de muslimske myndigheders behandling af kristne fanger under Córdoba-kalifatet beretter Ibn Hayyan:] Muhammed (16) udvalgte de 100 mest betydningsfulde blandt barbarerne [de kristne] og sendte dem til Córdobas alcazar (17), hvor de ankom fredag den 7. i yamada I (18). Men de blev dernæst bragt til lunden ved an-Naura [La Noria], fordi an-Nasir [Abd al-Rahman d. 3.] holdt ferie der. Deres ankomst faldt på samme tidspunkt, hvor folket ophidset efter afslutningen på fredagsbønnen strømmede ud fra Aljama-moskéen i Córdoba, så derfor samlede sig og fulgte efter for at se, hvad der skulle ske med fangerne. Og det viste sig at an-Nasir var anbragt oppe på den øverste balkon over lunden overfor floden [...] for at overvære henrettelserne. Alle fangerne blev én for én halshugget i hans nærvær og øjesyn og således, at også folket kunne se det. Og Allah ophidsede folkets følelser imod de vantro og de udtalte mangfoldige velsignelser over kaliffen. Disse barbarers død blev også fejret i et digt af Ubaydallah b. Yahya b. Idris, hvor han fremsagde:

Besejret ankom fangerne
ført og lænket af Allah
som en vred løve så I på dem
omringet af vilde løver og drager,
og så alle kunne se det blev de udryddet af dit sværd,
blandt velsignelser og lovprisninger af Allah. [...]

Yahyah Bin Muhammad Bin Numa Al Attar videregav information fra sin far, der var troværdig.  Han var til stede den dag, da Furtun (19) blev pint og henrettet. De skyndte sig at hænge ham op, før kaliffen var til stede. Da Furtun var fæstnet til træet, kom han for at betragte [Furtun], inden soldaterne stak spyd i ham. Hans tunge var skåret af. Kaliffen beordrede, at han ville betragte ham, før han skulle dræbes. I nogen tid stod han ved korset og så på ham med tilfredshed, idet han fornærmede ham og takkede Allah for den ulykke, der havde ramt ham. Det hørte Furtun, som bevægede læberne. Men han kunne ikke tale, da han havde mistet tungen. Så samlede han spyt og blod i munden og spyttede på An Nasir, der måtte forvisse sig om hans mentale styrke i en frygtelig tilstand, hvilket forbavsede tilskuerne. Kaliffen blev endnu mere irriteret og gav med en håndbevægelse ordre til, at hans mænd skulle stikke deres lanser i [Furtun ]. Så sporede han hesten og red ind i paladset, og mængden opløstes. Men senere kom den tilbage for at se noget langt mere forfærdeligt.

[Ibn Hayyan beretter i det følgende om, hvordan kaliffen Abd al-Rahman d. 3. korsfæstede nogle af sine egne soldater efter et nederlag til kristne styrker i slaget ved Alhandega i Kastillien-León i år 939. På paladset i Córdoba indrettede han ti dørlignende platforme:] Yahya sagde: Da An Nasir var vendt tilbage fra dette felttog, begyndte han at bygge en etage over det magasin, som blev kaldt "Det syndige" til højre for en tagterrasse, som vendte mod den sydlige Blodport. Den var borgens største ud mod gaden. Han lod den bygge med murtinder og opdelte den med ti åbninger.
Da der var et stort antal håndværkere, blev byggeriet snart færdigt. Her anbragte han sig for at mønstre hæren under Mina-festen [d. 27. september] efter at have beordret opstilling af ti kors, anbragt foran hver af åbningerne. Folk var forbavsede, da de ikke kendte hans hensigt, og derfor samledes de i en endnu større mængde end tidligere.
Da mønstringen fandt sted, befalede han politimesteren at arrestere ti af troppens fornemste ryttere, som var de første, der flygtede under slaget ved Alhándega. Han udpegede dem og befalede, at de skulle korsfæstes, hvilket betjentene straks gjorde.
De straffede skreg og bad om hjælp, nåde og pardon. Men det gjorde ham kun mere vred, og han overdyngede dem med fornærmelser og råbte til mængden, at de havde svigtet, da der var brug for dem. "Se på disse stakler. Har de ikke gjort sig til vore undergivne tjenere for at forsvare og beskytte os? Men de gør sig til vore ligemænd, mens de svigter og viser mangel på karakter overfor fjenden. Står de over os, når vi skal frelse livet, og de skal tabe deres eget? Allah tillader ikke jeres ulydighed. Nu skal I smage konsekvensen af jeres handlinger." […]

[Ibn Hayyan citerer et øjenvidne:] ”Jeg var fanget midt i mængden [...] jeg forsøgte at se væk og var ved at besvime ved synet [...] og så rystet var jeg, at en tyveknægt stjal min oppakning. [...] Det var en frygtelig dag, der skræmte folket længe efter.”

 

[Said al-Andalusi:]

[Af ummayadernes efterfølgere var Muhammad Ibn Abu Amir (ca. 938-1002) også kaldet al-Mansur  eller Almanzor en af de mest brutale ledere af det muslimske Spanien. Al-Mansur brændte kætterske bøger og plyndrede byerne Zaragoza, Osma, Zamora, León, Astorga, Coimbra og Santiago de Compostela. Om al-Masurs offentlige bogbrændinger af kætterske og filosofiske værker fra kalifatets bibliotek beretter Said al-Andalusi:]

Enhver, som havde studeret disse videnskaber [filosofi] blev anset for at være forfalden til heterodoksi og de blev mistænkt for kætteri. De fleste af dem, der indtil da havde studeret filosofi, mistede nu deres interesse for det og holdt deres viden om emnet hemmelig. De bedst begavede mænd i tiden indtil ummayyadernes sammenbrud i Spanien dyrkede nu kun de videnskaber, som var tilladt, som f.eks. aritmetik […] medicin og lignende videnskaber.

 

[Al-Maqqari:]

[I 985 nedbrændte al-Mansur Barcelona. Efter plyndringen af Santiago de Compostela i 997 gav han kristne slaver ordre til at bære katedralens store kirkeklokker til Córdoba, hvor klokkerne blev vendt og benyttet som gigantiske kandelabere i Mezquita de Córdoba. Det blev husket på den kristne side. Kastiliens konge Fernando d. 3. generobrede Córdoba i 1236 og tvang muslimske krigsfanger til at bære dem tilbage.
  Al-Maqqari fortæller længe efter begivenheden, om hvordan tilbygningen til den store moské i Córdoba blev bygget af kristne slaver fra Kastillien og] andre vantro lande, idet de i lænker arbejdede på byggeriet i stedet for muslimerne og således fremhævede den sande religion og nedtrampede polyteismen. [...]

[Al-Maqqari beretter ligeledes om brugen af korsfæstelse som straffemetode overfor forbrydere i Andalusien, da Muhammad ibn Abbad al-Mu'tamid herskede over taifa-kongedømmet Sevilla i 1000-tallet:]Der fortælles en meget underholdende anekdote om den berømte landevejsrøver ved navn Den grå høg, som levede i kong Muhammad ibn Abbad al-Mu'tamid af Sevillas regeringstid [ca. 1069–1091]. Han var berømt for sin dristighed og sit mod og han blev snart en plage for hele landet, for som leder af en lille bande udvalgte krigere begyndte han at hærge markerne og overraskede indbyggerne i deres gårde og landsbyer og frarøvede dem deres værdier. Længe undslap han lovens håndhævere og slap væk fra enhver hær, der var sendt ud for at fange ham, men til sidst faldt han en dag i hænderne på kongens officerer og efter al-Mutamids ordre blev han dømt til at blive korsfæstet ved en meget befærdet vej midt i det område, hvor han havde hærget allermest. Da dommen var blevet udført og manden hang ynkeligt strakt ud på korset, da hans kone og døtre pludselig kom forbi og begyndte at græde og beklage sig for ham.

 

[Ibn Abdun:]

En muslim må ikke virke som massør for en jøde eller en kristen, og han må ikke rydde deres affald eller rengøre deres latriner. Faktisk er jøden og den kristne mere egnet til den slags arbejde, der er nedværdigende. En muslim må ikke være røgter eller staldkarl for et dyr, der ejes af en jøde eller kristen, og han må ikke være deres æseldriver eller holde stigbøjlerne for dem. Hvis det opdages, at en muslim overtræder disse forbud, skal han irettesættes.

Muslimske kvinder skal hindres i at gå ind i deres afskyelige kirker, for præsterne er misdædere, horkarle og sodomitter. Frankiske kvinder (20) skal hindres i at gå ind i kirken undtagen på dage med gudstjeneste og under højtider, for de har for vane at spise, drikke og hore med præsterne, blandt hvem, der ikke er én, der ikke har to eller flere kvinder, som han går i seng med. Dette er blevet en skik iblandt dem, for de har tilladt det, der er forbudt, og forbudt det, der er tilladt (21). Præsterne bør beordres til at gifte sig, som de gør i de østlige lande (22). Hvis de ønskede det, ville de gøre det.

Ingen kvinde må tillades i en præsts hus, hverken en gammel kvinde eller nogen anden, hvis han nægter at gifte sig. Du bør tvinges til omskæring, som al-Mu’tadid ’Abbad (23) gjorde det. De hævder at følge Jesu bud (må Gud velsigne og frelse ham). Nuvel, Jesus var omskåret, og de fejrer dagen for hans omskæring som en højtid, og alligevel praktiserer de ikke dette selv. […]

En jøde må ikke slagte et dyr for en muslim. Jøderne kan bemyndiges til at åbne deres egne særlige slagterforretninger.

Det er forbudt at sælge en beklædningsgenstand, som engang tilhørte en syg [spedalsk], en jøde eller en kristen, medmindre køberen oplyses om dens oprindelse; på samme måde hvis denne beklædningsgenstand engang tilhørte en moralsk udsvævende person. Dej til bagning af brød må ikke modtages fra en syg mand. Heller ikke æg, kyllinger, mælk eller nogen form for madvarer må købes af ham. De bør kun købe og sælge indbyrdes. […]

Ingen jødisk eller kristen skattefunktionær eller politimand, kan få lov til at bære en aristokrats, en jurists eller en velhavende persons klædedragt, tværtimod, skal de afskys og undgås. Det er forbudt at tiltale dem med hilsenen "Fred være med dig!" (as-salam alayka!). Faktisk: ”Satan har fået dem i sin magt og ladet dem glemme Guds påmindelse. De er Satans tilhængere. Satans tilhængere, de er fortabte” [Koranen 58:19]. Et særligt tegn skal pålægges dem, så de kan genkendes, og det vil være en vanære for dem. […]

Lyden af klokker skal forbydes i muslimske områder og være forbeholdt de vantros lande.

Det er forbudt at sælge videnskabelige bøger til jøder og kristne, medmindre de behandler deres særlige lov. De har faktisk oversat videnskabelige bøger og tilskrevet dem deres trosfæller og deres biskopper, når det i virkeligheden er værker af muslimer! Det ville være bedst ikke at gøre det muligt for jødiske eller kristne læger at helbrede muslimer. Da de er ude af stand til at nære ædle følelser mod muslimer, så lad dem behandle deres fæller i vantroen; idet man kender deres følelser, hvordan er det så muligt at tiltro dem muslimers liv?

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Domsafsigelse 919: Oversat af M. Pihl efter D. Fernández-Morera: The Myth of Andalusian Paradise,  Wilmington Delaware (2016),  s. 125. Ibn Hayyan: Oversat af B. Ledskov og Torben S. Hansen efter Ibn Hayyan de Cordoba: Cronica del Califa Abdarrahman III An Nasir entre los Anos 912 y 942, Traduccion, notas e indices por M. Jesus Vigueera y Federico Corriente, Zaragoza (1981) s. 53f., 156, 334f. samt M. Pihl efter Fernández-Morera s. 126-130. Said al-Andalusi: Oversat af M. Pihl efter Fernández-Morera s. 135f. Al-Maqqari: Oversat af M. Pihl efter Fernández-Morera s.135 samtThe History of the Mohammedan Dynasties in Spain by Ahmed Ibn Mohammed Al-Makkari, London (1964), s.291. Ibn Abdun: i Levi-Provencal, E.: “Séville musulmane au début du 12e siècle” (Traité sur la vie urbaine et les corps de métiers d’Ibn Abdun). In Islam d’hier et d’aujourd’ui. Vol. 2. Paris. Oversat af J. Rosenløv efter: B. Ye'or: The Dhimmi. Jews and Christians under Islam (1985). Tekst 10 samt C. O. Constable:  Medieval Iberia Readings from Christian, Muslim, and Jewish Sources. Philadelphia (1997), s.178f.

(1) 8. februar 913
(2) Eller al-Nasir li-Din Allah (Forsvareren af Allahs religion). Tilnavnet givet kaliffen Abd al Rahman d. 3., der regerede i Córdoba 912-961.
(3) Abdullah: hersker i Córdoba 888-912
(4) Fra 29. marts 925 til 18. marts 926
(5) I bjergene mellem Ronda og Málaga.
(6) Sunna: Muhammeds sædvane og praksis.
(7) Rafidierne: dvs. dem, som afviser den muslimske vej. Her sigtes f.eks. til shiiterne.
(8) I form af hellig krig (jihad)
(9) I overensstemmelse med den malikitiske retslære og religionsforståelse.
(10) Abd al-Rahman d. 3.
(11) Malik ibn Anas: (ca. 716-795) grundlæggeren af den malikitiske retsskole.
(12) En muslimsk dommer, der skal håndhæve sharia-loven i det offentlige rum.
(13) Qadi: Muslimsk dommer
(14) Hadith: fortællinger om Muhammeds liv, sædvane og praksis (sunna).
(15) Al-Sudda-porten var en byport med buer, der markerede indgangen til kaliffens palads ved navn Medinat al-Zahra. I nyere tid har man ofte beundret al-Sudda-porten for dens fine arkitektur, og har sjældnere bemærket, at det var her kaliffen til skræk og advarsel udstillede sine fjenders halshuggede hoveder eller korsfæstede dem.
(16) En af kalif Abd al-Rahman d. 3.’s officerer
(17) Kaliffens palads i Córdoba
(18) Den 2. marts i år 939
(19) Furtun b. Muhammad fra Huesca (i Aragonien). Han allierede sig med kaliffens kristne fjender.
(20) Dvs. kristne kvinder
(21) En hentydning til Koranen Sura 22,41 om at påbyde det rette og forbyde det forkastelige
(22) Det var tilladt for græsk-ortodokse præster at gifte sig.
(23) al-Mu’tadid ’Abbad, muslimsk herkser i Sevilla (1040-1069)

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD