TEKST 146: Beretninger om diskrimination af jøder og kristne samt massakren på jøderne i Granada i år 1066

Abu Bakr Abd Allah Al-Maliki (1000-tallet) var muslimsk historieskriver fra Tunesien.
  Abraham ibn Daud (ca. 1110-1180) var spansk jødisk astronom, filosof og forfatter. Ibn Duad var født i Córdoba, men flygtede i 1147 fra almohadernes forfølgelser til det kristne Toledo. I 1161 forfattede han værket ’Traditionens bog’ (Sefer ha-Qabbalah), hvori han gør rede for sin teologi og filosofi. Samtidig beretter han om vigtige begivenheder i det spansk-jødiske samfunds historie, bl.a. Samuel og Josef ibn Naghrelas storhed og fald i midten i 1000-tallet.
  Abu Ishaq af Elvira var født af en arabisk familie, uddannet som jurist og arbejdede som skriver og underviser i Granada, hovedstaden under det berbiske ziridiske dynasti. Han fungerede som sekretær for overdommeren i taifa-kongedømmet Granada under den ziridiske hersker Badis ibn Habbus’ regeringstid (1038-1073). På et tidspunkt i sin karriere, synes Abu Ishaq at være faldet i unåde, enten pga. en sammensværgelse mellem andre muslimske jurister (som hans egne skrifter antyder) eller pga. bagvaskelse fra jødiske fjender (hvilket er blevet hævdet af andre). Uanset den oprindelige årsag, var Abu Ishaq forbitret over denne begivenhed, og senere bebrejdede han jøderne sit fald. Før sin død i 1067, skrev han bl.a. et smædedigt (Qasida), hvori han angreb jøderne i Granada og især Josef ibn Naghrela, kongens jødiske rådgiver. Hans indsats kan have været med til at tilskynde til mordet på ibn Naghrela samt massakren på tusinder af jøder i Granada d. 30.-31. december, 1066.
  ’Abd Allah af Granada var hersker Granada fra 1073 indtil 1090, da Granada blev erobret af almoraviderne. ’Abd Allah blev herefter fængslet i Aghmat i Marokko, hvor han skrev sine erindringer. Heri beskriver han de hofintriger, der gik forud for mordet på jødiske vesir Josef ibn Naghrela og massakren på den jødiske befolkning i Granada i 1066. ’Abd Allahs erindringer bærer præg af et indædt had til Josef ibn Naghrela (der kun omtales som ’jøden’ eller ’svinet’). Blandt andet beskyldes Josef ibn Naghrela for i 1064 at have forgiftet ’Abd Allahs fader, tronarvingen, Sayf al-Dawla. [Læs / udskriv som PDF]


[Al-Maliki:]

Qadien [dommeren] Ahmed b. Talib (1) tvang dhimmierne [jøder og kristne] til på deres skuldre at bære et stykke hvidt stof [riqa’] med et billede af en abe (for jøderne) og en gris (for de kristne), og at fastsømme et bræt på deres dør, der bar billedet af en abe. (2)


[Abraham ibn Daud:]

En af hans [Rabbi Hanokh b. Moses’ (3)] fremragende disciple var Samuel ha-Levi Nigid b. Josef med efternavnet Ibn Naghrela fra Córdoba-samfundet. Ud over at være en stor lærd og højt kultiveret person, var Samuel velbevandret i arabisk litteratur og stil og var i høj grad kompetent til at tjene ved kongens palads. Ikke desto mindre levede han under meget beskedne levevilkår som krydderihandler, indtil den tid da der udbrød krig i Spanien. Da Ibn Abi ’Amirs hus (4) ophørte med at besidde herredømmet, og med berberhøvdingenes overtagelse af magten, sygnede byen Córdoba hen, og deres indbyggere var tvunget til at flygte. Nogle drog bort til Zaragoza, hvor deres efterkommer er forblevet til nutiden, mens andre rejste til Toledo, hvor deres efterkommere har beholdt deres identitet frem til nutiden (5).

Denne Samuel [ibn Naghrela] flygtede dog til Malaga, hvor han havde en butik med krydderihandel. Da hans butik tilfældigvis stødte op til gårdhaven, der tilhørte ibn al-’Arif, der var minister (6) hos kong Habbus b. Maksam (7), berberkongen i Granada, plejede ministerens husassistent at bede ham [Samuel] om at skrive breve for hende til hendes herre, vesiren Abu ’l-Qasim ibn al-’Arif (8). Da den sidstnævnte modtog brevene, var han forbavset over den lærdom, de afspejlede. Derfor da denne vesir, ibn al-’Arif, efter et stykke tid fik tilladelse af sin konge, Habbus, til at vende tilbage til Malaga, spurgte han folkene i sin husstand: ”Hvem skrev brevene, som jeg modtog fra jer?” De svarede: ”En vis jøde fra Córdoba-samfundet, der bor ved siden af din gårdhave ålejede at skrive for os.” Ministeren beordrede herefter, at Samuel ha-Levi skulle bringes til ham og sagde til ham: ”Det anstår dig ikke at bruge din tid i en butik. Herefter skal du forblive ved min side.” Han blev således skriver og rådgiver for kongens rådgiver. De råd, som han gav, var som fra Guds orakel og takket være hans råd opnåede kong Habbus succes og blev overordentligt storslået [som regent]. […]

Efter ministerens død bragte kong Habbus Samuel ha-Levi til sit palads og gjorde ham til minister og rådgiver. Han kom således til kongens palads i år 4780 [1019/20] (9). […]

[Efter Habbus’ død i 1038 bliver sønnen Badis ibn Habbus konge.] Samuel blev nu udnævnt til nagid (10). […] Han opnåede meget godt for Israel i Spanien, Mahgreb, Ifriqiya (11), Ægypten, Sicilien og så langt væk som Babylonien og Den hellige Stad. […] [Samuel støtter studierne af den jødiske lov og overlevering. Han dør i 1056]

Hans søn, Josef ha-Levi Nagid [ibn Naghrela], efterfulgte ham på posten. Af alle de fine kvaliteter, som hans far besad, savnede han kun én. Da han var opdraget i velstand og aldrig havde måttet bære en byrde i sin ungdom, savnede han faderens ydmyghed. Faktisk blev han hovmodig, - og det i en grad, at det medførte hans egen ødelæggelse. Berber-priserne blev så misundelige på ham, at han blev dræbt på sabbatten, den 9. i måneden Tevet [d. 31. december 1066] sammen med det [jødiske] samfund i Granada og alle dem, der var kommet fra fjerne lande for at se hans lærdom og magt (12). Han blev begrædt i hver en by og hver en landsby. […] Efter hans død blev hans bøger og skatte spredt over hele verden. 


[Abu Ishaq af Elvira:]

Gå, fortæl alle sanhajaerne (13),
vor tids fuldmåner, løverne i deres hule

Ordene fra en, der nærer kærlighed til dem, og er bekymret
og regner det for en religiøs pligt at give råd.

Jeres leder har begået en fejl,
som fryder de ondsindede skadefro

Han har valgt en vantro som sin sekretær
når han, hvis han havde ønsket det, kunne have valgt en troende.

Grundet ham er jøderne blevet store og stolte
og arrogante - de, der var blandt de mest usle

Og har fået opfyldt deres ønsker og opnået det største
og dette skete så pludseligt, før de selv forstod det,

Og hvor mangen en værdig muslim adlyder ydmygt
den sletteste abe (14) blandt disse skurke.

Og dette skete ikke på grund af deres egen indsats
men gennem en fra vores eget folk, der viste sig, som deres medskyldige.

Åh, hvorfor behandlede han dem ikke efter
det eksempel, der blev sat af værdige og fromme ledere?

Bring dem tilbage til der, hvor de hører hjemme
og reducér dem til det laveste af det lave,

Idet de strejfer rundt blandt os, med deres små poser,
med foragt, fornedrelse og hån som deres lod,

Idet de roder i møgdynger efter farvede klude
til at dække deres døde til begravelsen.

De gjorde ikke nar af vore store
eller stillede sig an mod de retfærdige,

Disse lavfødte mennesker ville ikke have plads i samfundet
eller marchere sammen med herskerens fortrolige.

Badis! Du er en klog mand
og din dømmekraft er sikker og nøjagtig

Hvordan kan deres ugerninger være skjult for dig,
når de er udbasuneret i hele landet?

Hvordan kan du elske denne bastardyngel
når de har gjort dig forhadt i hele verden?

Hvordan kan du færdiggøre din opstigning til storhed
når de ødelægger, mens du bygger?

Hvordan er du blevet lullet til at nære tillid til en skurk
og gøre ham til din følgesvend - selvom han er ondt selskab?

I sine afsløringer har Gud forundt [os]
en advarsel mod de ondes samfund (15).

Vælg ikke en tjener, blandt dem
men overlad dem til de forbandedes forbandelse!

For jorden skriger mod deres ondskab
og er ved at svulme og sluge alle.

Vend dine øjne mod andre lande
og du vil se jøderne er udstødte hunde.

Hvorfor skulle du være anderledes, og bringe dem i nær,
når de i hele landet holdes langt borte?

- Du, som er en vel elsket konge,
ætling af herlige konger,

Og er den første blandt mænd
som dine forfædre var de første i deres tid.

Jeg kom for at bo i Granada
og jeg så dem boltre sig der.

De opdelte byen og provinserne
med en af deres forbandede mænd overalt.

De samler alle indtægterne,
de gumler og gnasker.

De klæder sig i det fineste tøj
mens du bærer det ringeste.

De er forvaltere af dine hemmeligheder
- men hvordan kan forrædere være til at stole på?

Andre spiser, hvad der er en dirham (16) værd, langt borte [fra dig],
mens de er i nærheden [af dig], og spiser godt.

De udfordrer dig over for din Gud
og de bliver hverken stoppet eller irettesat.

De omgiver dig med deres bønner
og du hverken ser eller hører.

De slagter dyr på vores markeder
og du spiser deres trefa (17).

Deres øverste abe har marmoreret sit hus
og ført det fineste kildevand til det (18).

Vores sager er nu i hans hænder
og vi står ved hans dør.

Han griner af os og vores religion
og vi vender tilbage til vor Gud.

Hvis jeg sagde, at hans rigdom er lige så stor
som din, ville jeg sige sandheden.

Skynd dig at slagte ham som et offer,
offer ham, thi han er en fed vædder

Og du behøver ikke skåne hans folk
for de har sammendynget alle dyrebare ting.

Bryd løs af deres greb og tag deres penge
for du har større ret til det, de indsamler.

Anse det ikke som et brud på troen at dræbe dem
- Et brud på troen ville det være at lade dem fortsætte.

De har overtrådt vores pagt med dem
Så hvordan kan du kendes skyldig i forhold overtrædere? (19)

Hvordan kan de have en pagt,
når vi er uanselige, og de er fremtrædende?

Nu er vi ydmyge, ved siden af dem,
som hvis vi havde handlet forkert, og de ret!

Tolerér ikke deres ugerninger mod os
for du er garant for, hvad de gør.

Gud våger over sit eget folk
og Guds folk vil sejre.

 

[’Abd Allah af Granada:]

Da min far (20) døde, var det til stor sorg for folket, der havde håbet, at han ville have ladet retfærdigheden ske fyldest. Folket var oprørt og ønskede at dræbe jøden (21). Dette var de første tegn på hans fald, men de [folket] forventede, at min farfar (22),herskeren, ville straffe ham. […]

Efter Sayf al-Dawlas død opførte jøden sig som om, han var en barmakide (23) og prøvede at indsætte min onkel, Maksan, som tronarving. På dette tidspunkt var min farfar meget gammel. Han var tilbøjelig til at fralægge sig [styret], og på grund af sin alder og sin søns død, foretog han ingen yderligere erobringer, idet han overlod styrets tøjler til jøden, der tjente i hans palads. Han var derfor i stand til at beordre og forbyde, som det passede ham.

En tid var der fred og trivsel. Skatkammeret blev fyldt og i flere år hørtes ingen utilfredshed og man så ingen uro. Så gik tingene galt. Jøden – må Allah forbande ham – spillede falsk spil, og Gaudix (24) og hele dets territorium blev underlagt Ibn Sumadihs magt (25). De andre fyrster angreb vore lande, indtil intet var tilbage for os undtagen Granada, Almunecar, Priego og Cabra. Et rygte om, at den store hersker var død, spredte sig blandt undersåtterne. Han var så sandelig også forsvundet ud af syne. Slottene blev forladt af deres garnisoner, og befolkning benyttede lejligheden til at flytte ind i dem. […] [Det berettes herefter, at en ny embedsmand ved hoffet, al-Naya, gør lynkarriere og udfordrer Josef ibn Naghrelas magt.]

Takket være sin fortrolighed med sultanen [Badis], vendte han [al-Naya] hans [Badis’] sind mod jøden, når han var alene med ham, eller når han kunne drage fordel af hans drukkenskab, og sagde til ham: ”Han har ædt dine penge, han har sat sig i besiddelse af størstedelen af din formue og han har bygget et finere palads end dit. Ved Allah! Du må skaffe dig af med ham og gøre dig fortjent til muslimernes kærlighed ved at fjerne ham.” [Badis] Al-Muzaffer afgav løfter til ham og sagde: ”Jeg må så sandelig gøre dette, og jeg vil give dig den opgave at dræbe ham.” Han udtalte uden tvivl dette i nogle af sine slavers eller hoffolks påhør, som han ikke var opmærksom på, og som med det samme gik hen og underrettede jøden.

Dette svins raseri og had voksede desto mere, og han var næsten ved at dø af såvel bekymring og vrede som af misundelse på al-Naya grundet dennes høje rang, som han havde opnået på hans bekostning. Det, han ønskede sig mest af alt, var at kræve ham til regnskab foran sultanen, men sultanen var ikke villig hertil.  Da han så, at al-Nayas position blev endnu stærkere, og da han frygtede, at han ville tilskynde sultanen til at dræbe ham, mistede han alt håb og sagde til sig selv: ”Det var kun til sultanens forherligelse, at jeg behandlede folk med foragt, idet jeg havde tillid til min egen sikkerhed under hans beskyttelse og omsorg. Men nu er alt håb ude, jeg kan ikke henvende mig til sultanen for at få beskyttelse. En ond ledsager opildner ham mod mig, og det almindelige folk ønsker min død, og vi [jøder] er få og svage i landet. […] [’Abd Allah beskriver de videre hofintriger, hvorunder han bl.a. beskylder Josef ibn Naghrela for at forråde Granada ved at konspirere med den rivaliserende fyrste Ibn Sumadih, der indtager en række garnisoner]

Men Ibn Sumadih bakkede ud af foretagenet, da han ikke turde angribe en by som Granada. Samtidig forværredes situationen og uroen. Jøden flyttede fra sit hus til citadellet for at beskytte sig selv mod befolkningen, indtil hans forhåbninger gik i opfyldelse. Folk bebrejdede ham dette, ligesom hans opførelse af Alhambra, der havde til formål, at han ville tage dertil med sin familie, når Ibn Sumadih drog ind i byen og forblive der, indtil der atter var skabt orden. Både den brede befolkning og adelsfolkene følte afsky for jødens listighed, de berygtede forandringer i tingenes orden som de havde gennemført og den position de indtog i strid med deres pagt (26). Allah forordnede deres ødelæggelse lørdag d. 10. i måneden Safar 459 [d.31. december 1066]. […] [Ifølge ’Abd Allah forrådes Josef ibn Naghrela af en af sine slaver, der afslører hans hemmelige samarbejde med Ibn Sumadih].

Slaven gik bort i afsky og løb væk, fuld og råbende til folket: ”Alle I, der er loyale overfor [Badis ibn Habbus] al-Muzaffar! Jøden har forrådt ham og denne Ibn Sumadih er ved at drage ind i byen!” Alle, folket såvel som adelen, lyttede til disse ord, og de besluttede sig for at dræbe jøden. Det lykkedes ham at få [Badis] al-Muzaffar  til at vise sig for dem og sige til dem: ”Her er jeres sultan, i live!” Herskeren prøvede at berolige dem, men kunne ikke, og situationen kom ud af kontrol. Jøden flygtede ind i paladset, men mængden forfulgte ham, fik fat i ham og dræbte ham. De dræbte hver en jøde i byen med sværdet og tilegnede sig store mængder af deres ejendele.

Efter dette blev Sanhaja’en (27) dristig og fræk overfor deres hersker, der stod overfor oprør fra alle sider. De blev vesirer og statens egentlige herskere. På grund af dette var [Badis] al-Muzaffar opfyldt af angst og en følelse af vanære. Han hadede dem for det, de havde gjort mod hans vesir [Josef ibn Naghrela], idet han intet kendte til hans misgerninger og ikke troede på det, de sagde om ham (28)

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Al-Maliki, Riyad an-Nufus (Bibl. Nat., Paris: Ms. Arabe 2153, vol. 52v), hos H. R. Idris: ”Contributions à l’historie de l’Ifriqiya, REI (1935). Her efter B. Ye’or: The Dhimmi. Jews and Christians under Islam. Cranbury (1985) s.186. Abraham ibn Daud, Sefer ha-Qabbalah, redigeret og oversat af Gerson D. Cohen, Philadelphia (1967). Her efter N. A. Stillman: The Jews in Arab Lands, A History and Source Book (1979) s.211-213.  Abu Ishaq af Elvira: Overs. B. Lewis: Islam in History: Ideas, Men, and Events in the Middle East (LaSalle, IL: Open Court, 1973), s. 159-161. Her efter O.R. Constable: Medieval Iberia: Readings from Christian, Muslim, and Jewish Sources (1997), s. 96-99. ‘Abd Allah af Granada, Kitab al-Tibyan, oversat af Bernard Lewis. Her efter N. A. Stillman: The Jews in Arab Lands, A History and Source Book (1979) s.217-225.

(1) Ahmed b. Talib (d.889) dommer i Tunesien
(2) Jøder og kristne, der forvandles til aber og grise, se Koranen 2,65 (tekst 11); 5,60 (tekst 45) og 7,165-166.
(3) Ledende jødisk lærd, der bl.a. fik støtte fra Hasdai b. Shaprut ved hoffet i Córdoba (se tekst 143)
(4) Ibn Abi ’Amirs hus: der sigtes her til Al-Mansur Ibn Aamir (Almanzor), der som førsteminister var Córdoba-kalifatets reelle magthaver 981-1002. Han blev selv efterfulgt af sine sønner al-Muzaffar (1002-1006) og ’Abd al-Rahman Sanchuelo (1008-1009), hvorefter riget gik i opløsning og plaget af borgerkrige.
(5) Zaragoza og Toledo blev generobret af de kristne i henholdsvis 1118 og 1085.
(6) Minister:katib – egl. sekretær, men her snarere førsteminister. Vedkommende omtales også her som vesir.
(7) Dvs. Habbus bin Makhsen al-Muzaffar, der 1019-1038 var hersker af det ziridiske dynasti i Granada
(8) Ibn al-’Arif er altså bortrejst og i tjeneste ved hoffet i Granada.
(9) Ibn Dauds tidsangivelser stemmer ikke altid overens med andre kilders angivelser.
(10) Nagid: egl. ’prins’, men her i betydningen leder af det jødiske samfund
(11) Maghreb og Ifriqiya: svarer til det nordvestlige Afrika.
(12) Flere tusinde jøder menes dræbt i massakren, herunder Josef ibn Naghrela, der skulle være blevet korsfæstet.
(13) Sanhajaerne (Sanhaja’en) var et forbund af berberstammer, der var knyttet til ziridernes dynasti
(14) Koranen 5:61: ”Skal jeg underrette jer om en gengældelse hos Gud, der er værre end dette? Dem, som Gud forbandede og vrededes på, og hvoraf Han gjorde nogle til aber og svin, og de, der dyrker afguderne, de er værre stillet og har forvildet sig længere bort fra den rette vej.” Koranen 7:166: ”Og da de fremturede med det, som de var blevet forbudt, sagde Vi til dem: "Bliv til aber, som man kyser bort!"
(15) Koranen 5:25
(16) Valutaenhed af ringe værdi
(17) Jødisk mad fordømtes til tider som upassende føde for muslimer. Trefa (hebr.): uren mad
(18) Der hentydes til Samuel og Josef ibn Naghrela, hvis hus eller palads var Alhambra-borgen i Granada, som de ombyggede og renoverede.
(19) Dette henviser til den lange tradition for etablering af en pagt/aftale mellem muslimer og ikke-muslimer (kristne og jøder), der levede under muslimsk herredømme. Som modydelse for deres beskyttede status, skulle ikke-muslimer overholde bestemte adfærdsregler, der havde til hensigt at holde dem adskilt fra det muslimske samfund.
(20) Abd Allahs far var tronarvingen Buluggin Sayf al-Dawla, der døde i 1064 og som ’Abd Allah beskylder Josef ibn Naghrela for at have forgiftet
(21) Dvs. Josef ibn Naghrela.
(22) Badis ibn Habbus al-Muzaffar, der var konge i Granada 1038-1073
(23) Barmakiderne var en berømt familie, der opnåede stor rigdom indflydelse hoffet i Baghdad i 700-tallet
(24) Gaudix: by øst for Granada
(25) Al-Mu’tasim ibn Sumadih var hersker af Almeria og rival til ziriderne i Granada.
(26) Der sigtes til den pagt, der gør ikke-muslimer (jøder og kristne) til andenrangsborgere (dhimmier) i det muslimske samfund. Se Umarpagten (tekst 64).
(27) Sanhaja’en: klanlederne fra det berbiske stammeforbund
(28) Dette stemmer dårligt overens med det, ’Abd Allahs ellers tidligere har berettet, nemlig at Badis havde bestemt sig for at skaffe sig af med Josef ibn Naghrela, som derfor forrådte Granada til Ibn Sumadih.
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD