TEKST 165: Beretninger om indtagelsen af Nikæa og Svend Korsfarer

Efter at have krydset Bosperus-strædet, belejrede korsfarerhæren byen Nikæa mellem 14. maj og 19. juni 1097. Den frankiske krønike, Gesta Francorum, blev udarbejdet af en anonym forfatter (omkr. år 1100) og omhandler Det 1. Korstog, som forfatteren selv deltog i. Raymond d’Aguiliers var munk og historieskriver og deltog ligeledes i Det Første Korstog, hvorom han kort efter 1099 skrev et værk (Historia Francorum qui ceperunt Iherusalem)Albert af Aachen var kannik ved kirken i Aachen og skrev mellem 1125 og 1150 et værk om Det 1. Korstog (Historia Hierosolymitanae expeditionis). [Læs / udskriv som PDF]


[Gesta Francorum:]

[…] På dagen for Kristi himmelfart begyndte vi at angribe byen fra alle sider og at konstruere maskiner af træ og trætårne, med hvilke vi måske ville være i stand til at ødelægge murenes tårne. [...] [Fra de nærliggende højdedrag bliver belejrerne dog angrebet af en tyrkisk styrke, som man imidlertid besejrer.]  Lige så mange, som kom ned [ad højdedraget] forblev på stedet og fik af vores mænd hugget hovedet af. Vores mænd kastede desuden de dræbtes hoveder langt ind i byen, for at de [tyrkerne] skulle blive mere skrækslagne af dette. [...]

Omsider anførte Bohemund (1) belejringen af byen fra forreste geled. Ved siden af ​​ham var Tancred (2), efter ham hertug Godfred (3), så greven af ​​St. Gilles (4) og ved siden af ​​ham biskoppen af ​​Puy (5). Byen var belejret fra landsiden, så ingen vovede at gå ud eller ind. Dér var alle vores stridskræfter samlet i ét legeme, og hvem kunne have talt så stor en hær, der tilhørte Kristus? Ingen, tror jeg, har nogensinde før set så mange fornemme riddere eller vil nogensinde gøre det igen! [...] [For at afskære byen dens forsyningslinjer over Iznik-søen (Askania) beder korsridderne kejser Alexios om at indsætte krigsskibe på søen.]

Da tyrkerne i øvrigt så, at de ikke kunne få yderligere støtte fra deres hære, sendte de en besked til kejseren om, at de gerne ville overgive byen, hvis han ville tillade dem at drage bort med deres koner og børn og hele deres formue. Så beordrede kejseren, der var fuld af forfængelighed og ondsindethed, dem til at rejse bort ustraffet og uden frygt, og [han beordrede], at de under stor sikkerhed skulle føres til ham i Konstantinopel. Han bekymrede sig nidkært for disse, således at han havde forberedt dem på, at frankerne eventuelt ville gøre [dem] fortræd og lægge hindringer [for dem]. Vi havde i syv uger og tre dage belejret byen. Mange af vore mænd modtog dér martyriet og tilbagegav, glade og ved godt mod, deres lykkelige sjæle til Gud. Mange af de meget fattige døde af sult for Kristi navn, og disse bar triumferende martyriets klæder til himlen, idet de med én stemme råbte: "Hævn, Herre, vores blod, der er blevet udgydt for dig, der evigt og altid er velsignet og prisværdig. Amen." I mellemtiden, efter at denne by havde overgivet sig, og tyrkerne var blevet ført til Konstantinopel, beordrede kejseren, der glædede sig mere og mere, fordi byen var blevet overgivet til hans magt, at de største almisser skulle uddeles til vores fattige.

 

[Raymond d’Aguiliers:]

Omsider blev byen, rædselsslagen af frygt, tvunget til at overgive sig. En af grundene var, at skibe fra kejseren, som var blevet slæbt over land, blev sat i søen. De [tyrkerne] overgav sig derfor til kejseren, da de nu ikke forventede yderligere hjalp og så frankernes hær vokse dagligt, mens de selv var afskåret fra deres styrker. Greven af ​​Normandiet (6) var kommet. Alexios havde lovet fyrsterne og frankernes folk, at han ville give dem alt det guld, sølv, heste og varer, der var indeni [byen] (7), og at han dér ville etablere et latinsk kloster og et hospice for fattige frankere (8); desuden, at han ville give hver enkelt i hæren så meget af sine egne ejendele, at de altid ville ønske at kæmpe for ham. Derfor, idet de fæstede lid til disse løfter, godkendte frankerne overgivelsen. Og således, da Alexios havde modtaget byen, gav han hæren et sådant eksempel på sin taknemmelighed, at folkene, så længe de levede, forbandede ham og erklærede ham for en forræder (9).

 

[Albert af Aachen:]

Mens disse katastrofer (10) endnu var i frisk erindring, kom et ondt rygte den hellige hær for ørene, om at kongen af Danmarks søn, ved navn Svend og af ædel byrd og meget smuk, efter erobringen og indtagelsen af Nikæa var blevet opholdt i nogle dage og fornemt modtaget og underholdt af kejseren af Konstantinopel, hvorefter han modigt fortsatte sin rejse gennem Rum (11), idet han havde hørt om de kristnes sejr (12) og idet han medbragte 1500 krigere og fæller til at hjælpe med ved belejringen af Antiokia. Men Suleyman var undsluppet gallerne (13) efter sit nederlag og han havde søgt tilflugt i bjergene mellem Philomelium og Farna, byer i Rum, og mens prinsen lå midt i en tætbevokset skovtykning af buske og træer, blev han dræbt af en byge af pile og hele hans følge blev dræbt af de onde mordere i det samme martyrium. Det er ikke underligt, at de blev overmandet af de tyrkiske styrker og faldt. For deres tilstedeværelse var blevet forrådt af visse onde kristne, det vil sige grækere (14), og uden at vide det blev de omringet af Suleymans bande, som havde samlet sig fra bjergene. Ikke desto mindre kæmpede kongens søn Svend imod med stor våbenstyrke, og han fældede mange tyrkere med sit sværd og det samme gjorde hans mænd. Til sidst var de trætte og kunne næsten ikke løfte deres våben og de kunne ikke modstå fjendernes usigelige mængde, og de blev alle som én skudt med pile og dræbt. I det samme sted var en kvinde ved navn Florina, datter af fyrsten af Burgund, som havde været gift med en prins af Philippi, men nu desværre var enke, og også hun var i selskab med danskerne, idet hun efter de troendes sejr håbede at blive forenet i ægteskabet med den samme store adelsmand. Men tyrkernes barbari afskar dette håb. For de skød hende med seks pile, da hun red på sit muldyr og forsøgte at flygte mod bjergene. Selvom hun var blevet ramt, faldt hun ikke af sit muldyr og hun troede stadig hun kunne undslippe døden, indtil hun til sidst blev indhentet på sin flugt og dræbt med kongens søn. Tyrkerne og Suleymans soldater glædede sig derfor over deres sejrrige resultat og den enorme nedslagtning af kristne, og de red hurtigt til en sø med varme kilder, som strømmede der ved siden af Philomelium. Der fandt de nødstedte og feberramte pilgrimme, som badede i vandet for at helbrede deres svage legemer, og de gennemhullede dem med pile, så vandet blev farvet af blod. Og de tvang andre, som skjulte deres hoveder under vandet for at undgå deres slag, til at lide en grusom druknedød.



J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Gesta Francorum og Raymond d’Aguiliers Historia Francorum qui ceperunt Iherusalem: her efter A. C. Krey, The First Crusade: The Accounts of Eyewitnesses and Participants, Princeton (1921), s.101-105. Albert af Aachen, oversat af M. Pihl, her efter S. B. Edington: Aalbert of Achen: Historia Ierosolimitana – History of the Journey to Jerusalem, Oxford (2007), s. 223-225

(1) Bohemund af Tarent (1058-1111) var normannisk fyrste i den syditalienske by Tarent. Søn af hertugen af Apulien og Calabrien. Blev senere hersker af Antiokia.
(2) Tancred var en af Bohemunds miltære ledere. Tancred var Bohemunds nevø.
(3) Godfred af Bouillon (1060-1100), hertug af Nedre Lothringen. Fra 1100 hersker over Jerusalem.
(4) Grev Raymond d.4. af Toulouse (1041-1105) også kaldet greven af St. Gilles.
(5) Biskop Ademar af Puy (eller Adhémar de Monteil) (d. 1098) betegnes som Det 1. Korstogs åndelige leder. Han deltog dog også i både organiseringen, de diplomatiske forhandlinger, i kampene og belejringerne.
(6) Grev Robert d.2. (Curthose) af Normandiet (1054-1134)
(7) Der sigtes muligvis bl.a. til aftalen om, at kejseren ville godtgøre korsriddernes tab, se tekst 164
(8) Der tænkes formentlig på gennemrejsende pilgrimme på vej til Det Hellige Land.
(9) Kejser Alexios indfriede med andre ord angiveligt ikke sine løfter.
(10) Albert af Aachen har tidligere fortalt om andre kristne pilgrimme og korsfarere, som var faldet i tyrkernes baghold
(11) Gennem Vestanatolien og den del af det nuværende Tyrkiet, som engang havde været en del af Det Byzantinske Rige, men var blevet erobret af seldsjukkerne, der havde grundlagt Rum-sultanatet.
(12) Korsfarernes erobring af Nikæa i 1097
(13) Gallerne: frankerne
(14) Grækere: byzantinere
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD