TEKST 167: Fulcher af Chartres: Balduin hyldes i Edessa

Fulcher af Chartes (ca. 1059-1127) var frankisk præst og forfattede mellem 1100 og 1105 et historieværk (Historia Hierosolymitana) om Det 1. Korstog, som Fulcher selv deltog i. Han drog i 1098 sammen med Balduin af Boulogne til Edessa og i 1100 til Jerusalem, hvor han døde. [Læs / udskriv som PDF]


Da vi ikke var mere end tre dage fra Antiokia i Syrien, forlod jeg, Fulcher, hæren i oktober 1097, sammen med min herre Balduin af Boulogne (1), bror til Godfred af Bouillon (2), og drejede mod vest. [...] Idet han [Balduin] nu stolede på Gud og sin egen styrke, samlede han omkring sig et par riddere og drog mod floden Eufrat. Der indtog han mange befæstede byer med magt og list. Blandt dem, han indtog, var der en særlig fin [fæstningsby] kaldet Turbessel. Armenerne, der boede der, overdrog den til ham fredeligt, og mange andre fæstninger blev undertvunget af ham.

Balduins berømmelse spredtes vidt og bredt i et omfang, at en delegation blev sendt til ham fra Thoros, fyrste i byen Edessa, en berømt by, rig på jordens produkter. Den ligger i den syriske del af Mesopotamien, omkring tyve mil på den anden side af Eufratfloden og hundrede mil eller måske lidt længere fra Antiokia.

Balduin blev anmodet om at komme dertil, så de to mænd kunne blive venner, så længe begge levede, ligesom far og søn. I det tilfælde at Thoros af Edessa skulle dø, skulle Balduin straks arve hans by og lande i evighed, som om han var hans søn, for Thoros havde ingen børn. Da han ikke kunne forsvare sig mod tyrkerne, ønskede denne armenske fyrste Balduin til at forsvare sig og sit land, for han havde hørt, at Baldwin og hans riddere var usædvanligt modige krigere.

Da han havde hørt dette, og idet han stolede på de delegeredes ed, drog Balduin over Eufrat i februar 1098 med en meget lille hær på blot firs riddere. Efter at have krydset floden, rejste vi frygtsomt og i al hast hele natten forbi de saracenske byer, der lå rundt omkring. Men I ville have været forbløffet over, hvad der skete, når vi passerede armenernes byer, for de kom ydmygt ud for at møde os med kors og standarder og kyssede vores fødder og kapper af kærlighed til Gud. Det var fordi, de havde hørt, at vi ville forsvare dem mod tyrkerne, under hvis åg de havde været undertrykt i lang tid (3). Så kom vi omsider til Edessa, hvor prins Thoros og hans kone sammen med alle borgerne modtog os med stor glæde, og de opfyldt hurtigt, hvad der var blevet lovet Balduin.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Fulcher af Chartes: Historia Hierosolymitana (Gestis Francorum Hierusalem Peregrinantium). Her efter . Hallam (red.): Chronicles of the Crusades. Eye-Witness Accounts of the Wars Between Christianity and Islam. London (1989) s.76f.

(1) Balduin af Boulogne (1058-1118) varGodfred af Bouillons bror og senere hersker over Edessa og efter Godfreds død over Jerusalem.
(2) Godfred af Bouillon (1060-1100), hertug af Nedre Lothringen. Fra 1100 hersker over Jerusalem.
(3) Om tyrkernes undertrykkelse af de kristne armenere, se tekst 125, 152 og 153
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD