TEKST 177: Muslimske beretninger om korsfarernes indtagelse af Jerusalem

Jerusalem blev erobret af korsfarerne d. 15. juli 1099 og hører til en af de mest legendariske begivenheder under korstogstiden. Kampene og det efterfølgende blodbad er ofte blevet udlagt som et bevis på korstogenes særlige blodige karakter. Men erobringen af Jerusalem skiller sig ikke ud fra tidens normer. Både i det kristne Europa og i den muslimske verden kunne en belejret by, der ydede modstand, ikke regne med, at dens forsvarere og dens civile befolkning ville blive skånet ved indtagelsen. Korsfarernes fremfærd adskilte sig således ikke fra muslimske massakrer mod kristne byer i regionen, der f.eks. havde modsat sig arabernes eller tyrkernes erobring i årene forinden (se tekst 125, 126, 128, 152, 151, 153) eller senere (se tekst 180, 186, 199, 202, 209, 212, 214-216). Forhånelse og opbyggelsen af gensidigt had mellem belejrere og belejrede hører givet også med til baggrunden for myrderierne. Dette sås i forbindelse med korsfarernes belejring af Antiokia og særligt ved byen Marras mure (se tekst 169-173). Omvendt blev byer, der indgik overgivelsesaftaler skånet for repressalier. Dette var tilfældet med de mange byer i Libanon og Palæstina, der indgik aftaler med korsfarerne (se tekst 174).
  Der eksisterer ingen muslimske øjenvidneskildringer af korsfarernes erobring af Jerusalem i 1099. De ældste beretninger (Al-Azimi og Ibn al-Qalanisi) fra 1100-tallet er kortfattede og konstaterende. Al-Azimi (1090-1138) var syrisk muslim. Han skrev et værk om korstogstiden.Ibn al-Qalanisi (1070-1160) var arabisk statsmand og historieskriver. Han skrev et værk om Damaskus’ historie (Mudhayyal Ta'rikh Dimashq), hvori også indgik beretninger om Det 1. Korstog. Beretningerne om Jerusalems indtagelse bliver mere detaljerige i slutningen af 1100-tallet og i 1200-tallet. Den fornyede kamp mod korsfarerne gjorde begivenhederne i Jerusalem i 1099 velegnede til propagandaformål, hvilket da også afspejler sig hos både Ibn al-Jawsi og Ibn al-Athir. Ibn al-Jawsi (1115-1200) var muslimsk retslærd og historieskriver. Ibn al-Athir (1160-1233) rejste med Saladins hær, og hans historieskrivning skal bl.a. ses i lyset af Det 3. Korstog og den muslimske kamp mod korsfarerstaterne.  [Læs / udskriv som PDF]


[Al-Azimi:]

[År 492 / 1099] Så vendte de [frankerne] sig mod Jerusalem og erobrede [byen] fra ægypterne (1). Godfred (2) indtog den. De brændte jødernes kirke [Kanisat al-Yuhud] (3).


[Ibn al-Qalanisi:]

Frankerne stormede byen og fik den i deres besiddelse. Et antal byfolk flygtede til helligdommen (4), og en stor mængde blev dræbt. Jøderne forsamlede sig i synagogen, og frankerne nedbrændte den over deres hoveder (5). Helligdommen blev overgivet til dem mod garantier om sikkerhed den. 22. i måneden Sha’ban [14. juli] i dette år, og de ødelagde helligdommen og Abrahams grav (6).


[Ibn al-Jawsi:]

Blandt begivenhederne dette år var frankernes indtagelse af Jerusalem fredag den 13. i måneden Sha’ban. De dræbte mere end 70.000 muslimer dér (7). De tog nogle og fyrre sølvlysestager fra Klippemoskéen, hver af en værdi på 3600 dirham (8). De tog en sølvlampe, der vejede 40 syriske ratl (9). De tog nogle og tyve guldlamper, utallige klædningsstykker og andre ting.  


[Ibn al-Athir:]

Belejringen varede i nogle og fyrretyve dage, frankerne opførte to belejringstårne, af hvilke det ene var på Zionssiden (10), men det blev opbrændt af de rettroende, som dræbte hele dets besætning. Imidlertid, næppe havde de opnået denne fordel, før folk kom løbende om hjælp og meldte, at byen allerede var blevet stormet på den nordlige side.

Jerusalem blev indtaget fredag den 23. i måneden Sha’ban [15. Juli]. Der anrettedes et stort blodbad, og frankerne fortsatte myrderierne en hel uge igennem. En skare rettroende havde søgt tilflugt i Davidstårnet [Mihrab-Davud] og forskansede sig dér. I tre dage forsvarede de sig, hvorpå frankerne tilbød dem sikkerhed for deres liv, hvis de ville overgive sig. Det gjorde de, og frankerne brød ikke kapitulationen, men lod dem om natten drage bort til Askalon, hvor de tog bolig.

I al-Aqsa-moskéen nedsablede frankerne over 70.000 mennesker (11), hvoriblandt en stor mængde af is­lams ledende og lærde mænd samt gudfrygtige og fromme asketer, som havde forladt deres fædreland for at tilbringe deres liv på dette hellige sted (12). De plyndrede fra es-Sachra (13) nogle og fyrre sølvlamper, af hvilke hver vejede 3600 dirham, endvidere en sølvlysestage med en vægt af 40 syriske ratl, samt 150 mindre sølvlamper. Det samlede bytte, der blev gjort, var umådeligt.


Til Bagdad (14) ankom der flygtninge fra Syrien for at bede om hjælp i måneden Ramadan [august], anført af qadi’en Abu Saad el-Hervi [Abu Sa’d al-Hárawi]. De blev ført ind i statsrådet og fremkom der med en beretning, der fyldte alles øjne med tårer og alles hjerter med sorg og harme. Om fredagen stod de frem i moskéen for at kalde de rettroende til hjælp, og deres tårer lokkede alle de andres frem ved den frygtelige skildring af, hvad Muhammeds folk havde måttet lide, hvorledes den hellige by var blevet stormet og alle mændene dræbte, mens kvinder og børn slæbtes i fangenskab og al deres ejendom gjordes til krigsbytte. Så over­vældende var indtrykket af ulykken, at man helt glemte at overholde fasten. […] [Al-Athir beretter herefter, at kaliffen udsendte gesandter, men uden et større resultat]

De tyrkiske sultaner lå i indbyrdes stridigheder, og derved fik frankerne magten i landet. Abul-Muzaffer el-Abiverdi (15) har behandlet denne begivenhed i en qasida (16) af hvilken vi her skal anføre følgende:

Vi blander blod i vore tårer, der flyder.
Andet værn er os ikke levnet mod den overmægtige fjende.
Men tåren er et dårligt våben for manden,
når krigsflammen luer med de blinkende sværd.
I islams sønner, endnu venter der mange ulykker,
som skal ramme dem, der nedtrædes under heste­hovene.
Tror I på muligheden af et sorgløst liv
i skyggen af tryghed og lykke,
et liv som skovens prangende blomster?
Og hvorledes kan øjet sove,
når det er fuldt af tårer over de misgreb,
som må rive søvnen fra enhver.
Jeres brødre i Syrien har nu ikke andet hvilested
end kamelens ryg eller ådselgribbens mave.
Grækerne (17) bringer skændsel over dem,
mens I slæber magelighedens kjortelbræm,
som var der fred og ingen fare.
Hvor meget blod er ikke udgydt, og hvor mange
kvinder har i deres undseelse ikke haft andet
end hænderne at skjule deres skønhed med!
De blanke klinger har fået røde spidser,
og lanseodderne, er blevet farvet i blod.
Og mens lanserne og sværdene slår ned på deres bytte,
får selv børnene hvide hår.
Sådan er krigen, at den, som for at frelse sig
holder sig borte fra dens tummel,
bagefter skærer tænder af anger.
Hvasse er sværdene, der svinges af flerguderiets dyrkere (18).
Halse og hjerneskaller bruger de som skede.
Man skulle tro, at den i Medina begravede (19)
udstødte et råb herover:
”O Hashims folk! (20)
Jeg ser, at mit folk ikke retter lanserne mod fjenden,
skønt troen vakler i sine grundvolde.
De skyer ilden af frygt for døden
og tænker ikke på, at skændselen
nødvendigvis må ramme dem.
Vil arabernes høvdinge finde sig i denne ulykke
og de persiske krigere i denne fornedrelse?”

Og et andet sted i det samme digt hedder det:

Gid de dog, siden de ikke har villet forsvare troen,
ville bevæges af nidkærhed for deres kvinders ære!
Selv om de ikke bryder sig om paradisets løn (21),
når krigsskriget gjalder, kan de dog så ikke få lyst til byttet?
Men hvis hines ansigt nogen sinde bøjes i støvet,
gid de da aldrig må kunne ånde frit, men nedbøjet og ydmyget.
Vi råber til jer, mens krigen med sammen­knebne øjne
stirrer på os som en gammel grib.
Den venter af os et angreb af den slags
som araberne er vante til,
og som skal få grækerne til at bide sig i deres fingre af fortrydelse.
Kan I ikke efter disse begivenheder føle harmen dirre i jer,
da vil vi selv skyde på vore fjender med daddelkerner (22).

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Al-Azimi: C. Cahen, "La Chronique abrégée d'al-'Azimi," Journal Asiatique, CCXXX [1938]) s.373. Her efter Carole Hillenbrand: The Crusades: Islamic Perspectives. London (2000), s.64. Ibn al-Qalanisi: H.A.R. Gibb: The Damascus Chronicle of the Crusades: Extracted and Translated from the Chronicle of Ibn al-Qalanisi, London (1932) s.48. Ibn al-Jawsi: IX 108, her efter C. Hillenbrand op.cit. s.65. Ibn Al-Athir: da. overs.  J. Østrup: Arabiske Krøniker til Korstogenes Periode (1098-1193), Kbh. (1906) s.15-19.

(1) Ægypterne: dvs. det fatimidiske dynasti i Ægypten. Et oprør i Palæstina mod de tyrkiske seldsjukker blev nedkæmpet med hård hånd i 1077-78 og byer som Jerusalem, Gaza og Ramla blev hærget. Men i 1098 tilbageerobrede fatimiderne Jerusalem.
(2) Godfred af Bouillon (1060-1100), hertug af Nedre Lothringen. Fra 1100 hersker over Jerusalem.
(3) Der må her menes den jødiske synagoge. De samtidige korsfarere, der var øjenvidner til indtagelsen, nævner ikke afbrænding af synagoger eller drab på jøder (tekst 176). Dog kan noget sådan være foregået, idet visse korsfarere – imod kirkens ordre – anså forfølgelse af jøder, bl.a. som hævn for drabet på Jesus, som en del af felttogets formål (se tekst 162). Kirken afviste dog dette på det kraftigste (se tekst 161).
(4) Der må her enten menes Al-Aqsa moskéen eller Klippemoskéen, der var opført på det gamle jødiske Tempelbjerg.
(5) Se note 3.
(6) Abrahams grav: det er usikkert, hvad der her hentydes til, da Abrahams grav traditionelt henlægges til byen Hebron.
(7) Ifølge C. Hillenbrand, professor i islamisk historie ved University of Edinburgh, er dette tal ”tydeligvis overdrevet” (The Crusades: Islamic Perspectives, London (2000) s.66). De ældste muslimske krønikeskrivere nævner da heller ikke noget tal. Den frankiske præst, Fulcher af Chartres, der selv deltog i korstoget, men dog ikke i belejringen og indtagelsen af Jerusalem, beretter, at ”næsten ti tusinde [blev] dræbt” i templet. Dette tal kan Fulcher have fået fra deltagere i erobringen, som han senere talte med. Se tekst 176 note 19.
(8) Dirham: muslimsk mønt eller sølvmønt.
(9) Ratl: ældre muslimsk vægtenhed
(10) Dvs. sydsiden
(11) Skønt Ibn al-Athir sandsynligvis har dette overdrevne tal (se note 7) fra Ibn al-Jawsi, holdt han sig ikke selv tilbage, når det gjaldt overdrivelser. Således berettede han, at korsfarerne dræbte 100.000 i Marra. En by med ca. 8000 indbyggere (se tekst 173).
(12) I 1400-tallet vokser tallet yderligere. Den ægyptiske historieskriver Ibn Taghribirdi beretter således, at korsfarerne dræbte 100.000 mennesker herunder gamle og syge. Se Hillenbrand s.66.
(13) Et kapel til ovennævnte moské
(14) Baghdad: residens for kaliffen
(15) Mohammad Ibn Mohammad Anvari Abiverdi, persisk digter fra 1100-tallet
(16) Qasida: persisk-arabisk digtform
(17) Digteren mener sandsynligvis frankerne. Da byzantinerne var de første europæere, araberne kæmpede med, bruges ordet græker for at betegne alle vesterlændinge
(18) Flerguderiets dyrkere (al mushrikun). De, der dyrker flere end en Gud eller giver Gud partnere. Med hentydning til treenighedsdogmet sættes de kristne til tider i denne kategori, hvorfor de fordømmes og skal bekæmpes. Se tekst 44 og 45
(19) Dvs. Muhammed
(20) Hashims folk: Muhammeds slægt og hans efterkommere
(21) Paradiset som belønning for at føre hellig krig (jihad), se eksempelvis tekst 19.
(22) Dvs. angribe dem med selv de ringeste midler
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD