TEKST 180: Walter Cancellarius: Tyrkerne torturerer og dræber tilfangetagne korsriddere, 1119

Efter Det 1. Korstog oprettedes en række korsfarerstater, der skulle sikre den kristne kontrol med pilgrimsruterne og de hellige steder og byer, herunder Jerusalem og Antiokia. Disse korsfarerstater var dog ofte under angreb fra de omkringliggende muslimske magthavere. I fyrstedømmet Antiokia kom Roger af Salerno til magten i 1112 og havde held til at udvide fyrstendømmets magtområde. Men i 1119 angreb den tyrkiske hersker Il-Ghazi, der var emir i Aleppo. I slaget på Blodets Mark (Ager Sanguinis) led Roger nederlag og blev selv dræbt. Øjenvidne til slaget og det, der skete derefter, var Rogers kansler, Walter (Galterius Cancellarius), der omkring 1122 skrev et værk (Bella Antiochena) om disse krige. [Læs / udskriv som PDF]


[Walter Cancellarius beretter, at Rogers hær blev omringet og Roger selv dræbt under tyrkernes angreb] Efter dette angreb blev præsten, som bar samme kors [som Roger] i sine hænder, dræbt. […] Nogle [af Rogers mænd] blev dræbt, og nogle, der var lemlæstede af forskellige kvæstelser, blev ført ud til udryddelse på slagmarken, mens andre ved den retfærdige Guds dom blev underlagt det mest elendige fangenskab (1).

Nogle blev slået ned med sten, nogle gennemboret af spyd, og mange blev lemlæstet på forskellige måder. Idet han [Il-Ghazi] betragtede dette, blev den onde hedning henrykt over deres pinsler, og han lo ad dem. Men han var endnu ikke tilfreds og udtænkte mere grusomme ting. Han befalede, at alle på én gang, uanset hvor mange der var, skulle bringes ud på midten af ​​marken. På hans ordre havde tusind eller flere soldater gjort sig klar. De havde dragne sværd i deres hænder, så de ved at slå ud både kunne sønderhugge fangerne og glæde deres vanhellige leder.

Il-Ghazi beordrede, at tingene skulle ordnes således: udvalgte fanger blev ført til den ene side til tortur, resten blev efterladt på marken til udslettelse (2). Så sagde den ondeste leder: "Kom, soldater! Den øverste lovs vogtere og håndhævere! Her er et offer bestående af hunde klar til jeres sværd.” Og han råbte: "Hey! Hey! Angrib dem beredte og hurtige!” Så i ét angreb huggede de ​​onde soldater de dømte mænd ned med dødens sværd, og de holdt ikke op med at dræbe, før der ikke var nogen af ​​fangernes [krops]dele tilbage i deres helhed.

Endnu ikke mæt af denne nedslagtning af mennesker bad de [de tyrkiske soldater] på bøjede knæ deres fyrste om lov til på hans ordre og ved en lignende nedslagtning at udrydde de fanger, der var udvalgt til tortur. Dette nægtede hans guddommelige majestæt imidlertid. Han [Il-Ghazi] beordrede de udvalgte fanger overgivet til sin søn, der førte dem i fangenskab til Aleppo for at torturere dem.

Han modtog de ​​udvalgte fanger og gav dem flintesten som mad og hårde slag at drikke. Som seng gav han dem en grime bundet om deres fødder og halse.

Den følgende dag blev de ført til gabestokken i Aleppo, hvor de led under gentagne slag og forskellige former for tortur. Nogle blev dræbt, men nogle blev løskøbt.

Ved siden af ​​slagmarken holdt man fem hundrede eller flere fanger bøjet mod jorden, med deres hænderne vredet om på ryggen og bundet med jernkæder, og med deres fødder bundet meget stramt. Som hunde var de bundet sammen ved halsen to og to, idet de i en cirkel ventede på dødsdommen.

De hårdt sårede og de ​​andre, der blev ført til henrettelse, led under kvaler, idet huden blev flået fra deres levende og halvt afhuggede hoveder, før de blev halshugget af hedningene. Resten tilbragte vel vidende, at de skulle tortureres på den måde, den mørke nat under vold og frygt, idet de bad om døden, og dog alligevel ofte bad om, at den ikke skulle komme til dem i denne deres ulykke.

Efter en trang nat, hvor de var sammenlænket, blev de ved solopgang den følgende dag – sol, siger jeg, den var sortere for dem end den mørke nat – beordret ud af teltene, så ondskabens fyrste, tyrkeren Il-Ghazi, kunne beslutte, hvad der skulle ske med dem.

Og dette var den afskyelige fyrstes fornøjelse: Ved den tredje time om morgenen blev de nøgne fanger, omkring to eller tre hundrede, alle bundet sammen med reb om ​​halsen, under sværd og knipler, pisk og reb, ført ud i en afstand af en mil gennem marker beplantet med brombærbuske og tidsler til en nyligt høstet vinplantage ved Sarmedan.

Det var selvfølgelig varmt, ikke kun for de sårede og skrantende fanger, men selv for de sunde, fjenden og de frie mænd, således at enhver af ​​fangerne ville have givet et af ​​sine lemmer eller selve livet for en kop koldt vand. Visse fanger, der så vinplantagens druer liggende på jorden, overhalede hinanden og faldt med ansigtet nedad, idet ivrigt med munden indsamlede druer – selv dem, der var dækket af snavs og nedtrådt af fødder. Når saften løb fra munden af ​​en, der bed i druerne, blev den [saften], uanset hvordan, opsamlet af en andens mund. Ofte bed de sig selv tungen, idet de drevet af begær troede, at de havde fået fat på den dryppede saft. Nogle var rasende og holdt fast i andres skæg, efter at have set en elendig lille dråbe saft.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Walter (Galterius Cancellarius), Bella Antiochena, red. H. Hagenmeyer, Innsbruck (1896). Her efter E. Hallam (red.): Chronicles of the Crusades. Eye-Witness Accounts of the Wars between Christianity and Islam. London (1989) s.110.

(1) Walter oplyser at Rogers hær bestod af 700 riddere og 3000 fodfolk. Walter anser Gud for retfærdig, fordi nogle af Rogers mænd var gået i krig grundet begær efter fjendens rigdomme. Gud havde derfor straffet dem ved at give muslimerne sejren.
(2) Dvs. henrettelse.
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD