TEKST 184: Usama ibn Munqidh, Imad ad-Din al-Isfahani og Zakariya al-Qazwini: Erfaringer med gamle og nye korsriddere samt frankernes lægekunst, skikke og kønsroller

Usama ibn Munqidh (1095-1188) var muslimsk kriger og hofmand, der kæmpede mod korsfarerne sammen med Saladin. Dog havde han som indbygger i Palæstina-området også mulighed for at opbygge venskaber med nogle korsfarere. Som det fremgår, ser Usama som udgangspunkt ned på korsfarerne (frankerne) og er ofte forarget over deres løse moral og deres sære skikke, som f.eks. manglende kontrol med deres hustruer og manglende blufærdighed. Han kan dog til tider også både kritisere og rose dem, f.eks. når det kommer til visse eksempler på deres lægekunst. Hans selvbiografi dateres til ca. 1175. Imad ad-Din al-Isfahani (1125-1201) var Saladins sekretær og rådgiver og var ligeledes øjenvidne til en lang række begivenheder før og under Det 3. Korstog. Al-Isfahani skrev en biografi om Saladin (Barq al-Shami), hvori han bl.a. beretter om disse begivenheder. Zakariya al-Qazwini ‎(1203–1283) var muslimsk lærd og forfattede bl.a. et geografisk værk om jordens riger og folk. [Læs / udskriv som PDF]


[Usama ibn Munqidh:]

Gådefulde er Skaberens gerninger, ophavsmanden til ​​alle ting! Når man skal berette om de ting, der vedrører frankerne (1), kan man ikke andet end ære Allah (Han være ophøjet!) og forherlige Ham, for Han ser dem som dyr, der besidder dyder som mod i kamp, ​​men intet andet. Ligesom dyrene kun har dyder som styrke og det at kunne bære byrder (2). Jeg vil nu give nogle eksempler på deres handlinger og deres besynderlige mentalitet.  

Kong Fulk, søn af Fulk​​ (3), havde i sin hær en ærværdig frankisk ridder, der netop var ankommet fra deres land for at gennemføre den hellige pilgrimsfærd og derefter vende hjem. Han gjorde mig tæt følgeskab og var konstant i mit selskab, således at han begyndte at kalde mig ”min bror.” Mellem os var der gensidige bånd af kammeratskab og venskab. Da han besluttede at vende tilbage ad søvejen til sit hjemland, sagde han til mig: ”Min bror, jeg drager til mit land, og jeg ønsker, at du skal sende din søn til mig (min søn (4), der dengang var fjorten år gammel, var på det tidspunkt i mit selskab) til vores land, hvor han kan se ridderne og lære visdom og ridderlighed. Når han vender tilbage, vil han fremtræde som en klog mand.”

På den måde lød der i mine ører ord, som aldrig ville komme ud af hovedet af en fornuftig mand. For selv om min søn skulle tages til fange, kunne hans fangenskab ikke bringe ham en dårligere ulykke, end at man førte ham bort til frankernes lande. Jeg sagde dog således til manden: ”Ved dit liv! Dette har netop været min idé. Men det eneste, der forhindrede mig i at gennemføre dette, var, at hans bedstemor, min mor, er så glad for ham, at hun ikke lod ham drage ud med mig, før hun fik afkrævet en ed fra mig om, at jeg ville bringe ham tilbage til hende.” Derefter spurgte han: ”Er din mor stadig i live?” – ”Ja,” svarede jeg. – ”Godt, så vær hende ikke ulydig," sagde han.

Et eksempel, der illustrerer deres besynderlige lægekunst er følgende:

Herren af ​​al-Munaytirah (5) skrev til min onkel og bad ham om at sende en læge for at behandle nogle syge blandt sit folk. Min onkel sendte ham en kristen læge ved navn Thabit. Thabit havde kun været væk i ti dage, da han vendte tilbage. Så vi sagde til ham: "Så hurtigt du dog har helbredt dine patienter!" Han sagde: ”De bragte mig en ridder, i hvis ben der var vokset en byld, og en kvinde plaget af imbecilitet (6). På ridderen anvendte jeg et lille grødomslag, indtil bylden åbnede sig og blev bedre, og kvinden satte jeg på diæt og gjorde [dermed] hendes legemsvæske [mere] våd (7).

Derefter kom en frankisk læge til dem og sagde: ”Denne mand ved intet om at behandle dem.” Så sagde han til ridderen: "Hvad foretrækker du – at leve med ét ben eller dø med to?” Sidstnævnte svarede: ”At leve med det ene ben.” Lægen sagde: ”Bring mig en stærk ridder og en skarp økse.” En ridder kom med øksen, og jeg stod ved siden af. Så lagde lægen patientens ben på en træblok og befalede ridderen at hugge hans ben af med ét slag med øksen. Han huggede derfor til, mens jeg så på det. Men benet blev ikke hugget over. Han udførte endnu et hug, hvorefter marven flød ud af benet og patienten døde på stedet.

Han undersøgte derefter kvinden og sagde: ”Det er en kvinde, i hvis hoved der er en djævel, der har besat hende. Klip hendes hår af.” Derfor klippede de det af, og kvinden begyndte atter at spise deres almindelige kost – hvidløg og sennep (8). Hendes imbecilitet tog en drejning til det værre. Lægen sagde så: ”Djævelen er trængt gennem hendes hoved.” Han tog derfor en ragekniv og skar et dybt korsformet snit i det [hovedet], skrællede huden af fra midten af ​​snittet, så knoglen i kraniet blev blotlagt, og gned det med salt. Kvinden udåndede også med det samme.

Derpå spurgte jeg [den kristne læge Thabit] dem, om der stadig var brug for mine tjenester, og da de svarede afvisende, vendte jeg hjem efter at have lært noget om deres lægekunst, som jeg ikke kendte til før." (9)

Jeg [Usama] har dog oplevet et eksempel på deres lægekunst, som var helt anderledes end dette. Kongen over frankerne havde som skatmester en ridder ved navn Bernard, der (må Allahs forbandelse komme over ham!) var en af ​​de mest forbandede og onde blandt frankerne. En hest sparkede ham over benet, som efterfølgende blev inficeret og åbnede sig fjorten forskellige steder. Hver gang et af ​​disse [sår]åbninger lukkede sig ét sted, åbnede et andet sig i et andet sted. Alt dette skete, mens jeg bad for hans fortabelse. Så kom der en frankisk læge til ham og fjernede alle de salver fra benet, der var på det, og begyndte at vaske det med meget stærk eddike (10). Grundet denne behandling blev alle [sår]åbningerne helbredt og manden fik det godt igen. Han sprang op igen som en djævel.

Et andet eksempel, der illustrerer deres besynderlige lægekunst er følgende: I Shayzar (11) havde vi en håndværker ved navn Abu al-Fath, der havde en dreng, hvis hals var plaget skrofula (12). Hver gang en del af det [kirtelsvulsterne] lukkede sig, åbnede en anden sig. Denne mand skulle tilfældigvis til Antiokia ledsaget af sin søn i et forretningsmæssigt ærinde. En franker bemærkede drengen og spurgte hans far om ham. Abu-al-Fath svarede: "Dette er min søn."

Frankeren sagde til ham: "Vil du sværge ved din religion, at hvis jeg ordinerer en medicin til dig, der kan helbrede din dreng, så vil du ikke selv opkræve gebyrer for selv at ordinere den [til andre]? I så fald vil jeg ordinere en medicin til dig, der vil helbrede drengen.”

Manden aflagde ed og frankeren sagde: "Tag hele blade af salturt [salicornia], brænd dem, opblød derefter asken i olivenolie og stærk eddike. Behandl skrofulaen med det, indtil det sted, hvor det vokser frem er spist op. Tag derefter brændt bly, smør det ind i klaret smør og behandl ham med det. Det vil helbrede ham.”

Faderen behandlede drengen i overensstemmelse hermed, og drengen blev helbredt. Sårene lukkede sig og drengen vendte tilbage til sin normale sundhedstilstand. 
Jeg har selv behandlet mange, der er blevet ramt af en sådan sygdom, med denne medicin og behandlingen fjernede årsagen til lidelsen med succes. [...]

Enhver ny emigrant fra de frankiske landområder er mere uhøflig i karakter end dem, der er blevet akklimatiseret og har haft samkvem med muslimerne i lang tid. Her er et eksempel på af deres uhøflige karakter.

Når jeg besøgte Jerusalem, gik jeg altid ind i al Aqsa-moskéen, ved siden af hvilken ​​der stod en lille moské, som frankerne havde omdannet til en kirke. Når jeg, som jeg plejede, gik ind i al Aqsa-moskéen, der blev brugt af Tempelherrerne [al-dawiyyah], der var mine venner, ville Tempelherrerne forlade den lille tilstødende moské, så jeg kunne bede i den. En dag (13) trådte jeg ind i denne moské, udtalte den første påkaldelse, "Allah er stor" (14) og rejste mig under bønnen, hvorefter en af ​​frankerne styrtede hen til mig, fik fat i mig og vendte mit ansigt mod øst, og sagde: "Dét er den måde, du skal bede på!" En gruppe tempelriddere ilede hen til ham, greb ham og førte ham bort fra mig. Jeg genoptog min bøn. Mens de andre var ellers travl optaget, skyndte den samme mand sig endnu engang hen til mig og vendte mit ansigt mod øst, og sagde: "Dét er den måde, du skal bede på!" Tempelherrerne kom igen ind til ham og bortviste ham. De undskyldte til mig og sagde: "Dette er en fremmed, der først for nylig er kommet fra frankernes land, og han har aldrig før set nogen bede undtagen mod øst." Derpå sagde jeg til mig selv: "Jeg har bedt nok." Så jeg gik ud og har lige siden været overrasket over ​​denne djævel af en mands opførsel, over ændringen af farven på hans ansigt, hans skælven og hans følelser ved synet af en, der beder i bederetningen [qiblah]. […]

Jeg så én af frankerne komme hen til emiren Mu’in-al-Din (15) (må Allah være ham nådig og give hans sjæl hvile), da han var i Klippemoskéen, og sige til ham: ”Vil du gerne se Gud som barn?” Mu’in-al-Din sagde: ”Ja”. Frankeren gik foran os og viste os et billede af Maria med Kristus (må fred være med ham) som barn på hendes skød. Men Allah er langt hævet over det, de vantro siger om ham! […]

Frankerne mangler passion og jalousi. En af dem kan spadsere sammen med sin hustru. Han kan møde en anden mand, der tager hustruens hånd og tager hende til side og taler med hende, mens manden står ved siden af og venter på, at hans hustru afslutter samtalen. Hvis hun er for lang tid om det, lader han hende være alene med samtalepartneren og går. [Usama nævner flere eksempler på frankernes manglende kontrol med deres hustruer samt deres manglende blufærdighed mht. f.eks. nøgenhed.] […]

Blandt frankerne er der dem, der er blevet akklimatiseret og længe har dyrket samkvem med muslimerne. Disse er langt bedre end de senest tilkomne fra de frankiske lande. Men de udgør undtagelsen, og kan ikke opfattes som reglen.

Her er et eksempel. Jeg sendte en af mine mænd til Antiokia i et ærinde. I Antiokia boede dengang al-Ra'is Theodoros Sophianos, til hvem jeg var bundet af gensidige venskabsbånd. Hans indflydelse i Antiokia var overordentlig stor. En dag sagde han til min mand: ”Jeg er blevet inviteret af en af mine venner, som er en franker. Du skulle komme med mig, så at du kan se deres vaner." Min mand fortalte historien med følgende ord: ”Jeg gik med ham, og vi kom hjem til en ridder, der tilhørte den gamle slags riddere, der kom under frankernes første ekspeditioner. Han var på det tidspunkt blevet udskrevet og fritaget for tjeneste, og var for den indkomst, han levede af, kommet i besiddelse af en ejendom i Antiokia. Ridderen bød på et glimrende bord med usædvanlig ren og lækker mad. Da han så, at jeg afholdt mig fra maden, sagde han: "Spis og vær glad! Jeg spiser aldrig frankiske retter, men jeg har kvindelige ægyptiske kokke og spiser aldrig andet end deres mad. Desuden kommer svinekød aldrig ind i mit hjem.” Jeg spiste, men vagtsomt, og herefter gik vi.

Da jeg passerede markedet, hev en frankisk kvinde pludselig i mit tøj og begyndte at mumle ord på deres sprog, og jeg kunne ikke forstå, hvad hun sagde. Dette gjorde mig straks til midtpunktet i en stor skare af frankere. Jeg var overbevist om, at døden var nærtstående. Men lige pludselig nærmede den samme ridder sig. Da han så mig, kom han hen og sagde til kvinden: ”Hvad er problemet mellem dig og denne muslim?” Hun svarede: ”Det er ham, der har dræbt min bror Hurso.” Denne Hurso var en ridder i Afiimiyah som blev dræbt af nogle fra Hamahs hær. Den kristne ridder råbte ad hende og sagde: "Dette er en borgerlig (16), som hverken kæmper eller deltager i kamp.” Han råbte også ad de folk, der havde samlet sig, og alle spredte sig. Så tog han mig i hånden og gik væk. På den måde var resultatet af dette måltid min udfrielse fra den visse død.” […]

Nogle unge piger, der var blevet taget til fange fra frankerne, blev bragt til min fars (må Allahs nåde hvile på hans sjæl!) hjem. Frankerne (må Allahs forbandelse hvile over dem!) er et forbandet folk, hvis medlemmer ikke assimilerer sig [med andre] undtagen med folk af samme afstamning som deres. Min far så blandt dem en smuk pige, der stod i sin ungdoms fulde blomst, og sagde til sin husholderske: ”Giv denne kvinde et bad, orden hendes tøj og gør hende klar til en rejse.” Dette gjorde hun. Han betroede derefter pigen til en af sine tjenere og sendte hende til al-Amir Shihab-al-Din Malik ibn-Salim, herre over slottet Ja’bar (17), der var en ven af ​​ham. Han skrev også et brev til ham og sagde: ”Vi har taget krigsbytte fra frankerne, hvoraf jeg sender dig en andel.” Pigen passede Shihab-al-Din, og han var tilfreds med hende. Han tog hende til sig selv, og hun fødte ham en dreng, som han kaldte Badran. Badrans far gjorde ham til sin retmæssige arving, og han blev myndig. Ved sin fars død blev Badran guvernør for byen og dets folk, men hans mor havde den reelle magt. Hun kom til en hemmelig forståelse med en gruppe af mændene og lod sig hejse ned fra slottet i et reb. Gruppen førte hende til Saruj, som dengang tilhørte frankerne. Der giftede hun en frankisk skomager, mens hendes søn var herre over slottet i Ja’bar.

Blandt de frankiske fanger, der blev ført til min fars hjem var der en gammel kvinde ledsaget af sin datter – en ung kvinde af stor skønhed – og en granvoksen søn. Sønnen konverterede til islam, og hans omvendelse var ægte at dømme efter det, han viste i praksis med hensyn til bøn og faste. Han lærte kunsten at hugge marmor fra en stenhugger, der havde lagt gulve i min fars hjem. Efter han havde opholdt sig i lang tid med os, gav min far ham en kvinde som kone, der tilhørte en from familie, og betalt alle nødvendige udgifter for hans bryllup og hjem. Hans kone fødte ham to sønner. Drengene voksede op. Da de var fem eller seks år, tog deres far, den unge Ra'ul, dem – som han var meget glad for – sammen med deres mor og alt det, hans hus indeholdt og sluttede sig på andendagen til frankerne i Afamiyah, hvor han og hans børn blev kristne, efter at have praktiseret islam med dets bønner og tro. Må Allah derfor rense verden for sådanne mennesker!


[Imad ad-Din al-Isfahani:]

Der ankom med skib tre hundrede dejlige frankiske kvinder, fuld af ungdom og skønhed, samlet fra hinsides havet, og de tilbød sig selv i synd. De drog til udlandet for at komme dem, der selv var blevet udlændinge, til hjælp – beredte til at opmuntre den faldne for til gengæld modtage støtte og hjælp. Og de brændte af iver efter kødeligt samleje. De var alle tøjlesløse skøger, stolte og hånlige, som tog og gav, uhumsk kødelige og syndige, sangerinder og koketter, der offentligt optrådte hovmodige [...] [De] solgte sig selv for guld, dristige og glødende, kærlige og lidenskabelige, med lyserøde ansigter og ublu, sortøjede og hersende, kallipygiske (18) og yndefulde, med nasale stemmer og kødfulde lår, blåøjede og gråøjede, nedbrudte små tåber. Enhver af dem viftede sin kjole bag sig og fortryllede beskueren med sin stråleglans. Hun svajede som en ungt træ, afslørede sig som en stærk borg, dirrede som en lille gren, gik stolt med et kors på sit bryst, solgte sine nådegaver for taknemmelighed og længtes efter at miste sin kjortel og sin ære. De ankom efter at indviet deres person, som om det var en fromhedsgerning, og tilbød og prostituerede det mest kyske og dyrebare hos dem. De sagde, at de drog ud med den hensigt at ofre deres ynde, at de ikke havde til hensigt at nægte at give sig hen til ungkarle, og de fastholdt, at de ikke kunne gøre sig antagelige for Gud ved et bedre offer end dette. [...] De gjorde sig mål for mænds pile, de blev tilladte mål for forbudte handlinger, de tilbød sig lansens stød og ydmyget sig for deres kærester. [...] [De] vandrede vidt og bredt for at indsamle frugt, og fastholdt, at dette var en fromhedshandling uden lige, især overfor dem, der var langt fra hjemmet og deres koner. De blandede vin og med syndens øje tiggede de om betaling. Mændene i vores hær hørte om dem, og var ude af stand til at forstå, hvordan sådanne kvinder kunne udføre fromhedshandlinger ved at opgive al anstændighed og skam. Men et par tåbelige mamlukker (19) og uvidende stakler sneg sig bort hårdt drevet af begær, og fulgte vildfarelsens folk. [...] Blandt frankerne begår en kvinde, der hengiver sig til en mand, der lever i cølibat, ingen synd, og hun retfærdiggøres i endnu højere grad, når det er en præst, hvis kyske mænd finder lindring ved at nyde hende.

En anden person, der ankom fra havet, var en adelskvinde, der var meget velhavende. Hun var en dronning i hendes eget land, og ankom ledsaget af fem hundrede riddere med deres heste og penge, hofmænd og oppassere, idet hun betalte alle deres udgifter og behandle dem gavmildt med sin rigdom. De red ud, når hun red ud, angreb, når hun angreb, kastede sig ind i kampen ved hendes side, idet deres rækker var urokkelige så længe hun stod fast.

Blandt frankerne var der faktisk kvinder, der red i kamp iført kyrasser og hjelme, klædt i herretøj. De red ud i kampens tummel og handlede som modige mænd, selv om de blot var ømme kvinder, idet de hævdede, at alt dette var en fromhedshandling med det mål at vinde himmelske belønninger gennem dette og ved at gøre det til deres livsstil. Lovet være Ham, der vildførte dem på denne måde og bort fra visdommens stier! På dagen for slaget red mere end én kvinde ud med dem som en ridder og viste udholdenhed på trods af sin svaghed. Da de kun var i brynje, blev de genkendt som kvinder, før de [som fanger] var blevet frataget deres våben. Nogle af dem blev opdaget og solgt som slaver, og overalt var det fuldt af gamle kvinder. Disse var nogle gange en støtte og undertiden en kilde til svaghed. De formanede og tilskyndede mænd til at opbyde deres stolthed, idet de sagde, at korset pålagde dem en forpligtelse til at stå imod til den bitre ende, og at de kæmpende kun ville vinde evigt liv ved at ofre deres liv, og at deres Guds grav var i fjendens hænder. Bemærk, hvordan mænd og kvinder førte dem i vildfarelse. Sidstnævnte i deres religiøse nidkærhed, idet de var trætte af deres kvindelige taktfuldhed. Og idet de ville redde sig selv fra forfærdelsens rædsel (på dommens dag) blev de rådvildhedens tætte ledsagere, og efter de havde givet efter for hævnlyst, blev det forhærdede, dumme og tåbelige på grund af den skade, de havde lidt.


[Zakariya al-Qazwini:]

[Zakariya al-Qazwini roser frankernes mod og militære dyder, men fortsætter:] Men man ser ingen mere beskidte end dem. De er et folk med en forræderisk og ondskabsfuld karakter. De vasker eller bader sig ikke mere end én eller to gange om året, og så gør de det i koldt vandt. Og de vasker ikke deres klæder fra det tidspunkt, de tager dem på til det tidspunkt, hvor de falder fra hinanden. De barberer deres skæg af, og efter at have barberet sig lader de kun frastødende skægstubbe vokse frem.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Usama Ibn Munqidh: her efter P. Hitti: Usama Ibn Munqidh – Autobiography. An Arab Syrian Gentleman of the Crusades, New York (1929) s.159-170. Imad ad-Din al-Isfahani: her efter F. Gabrieli: Arab Historians of the Crusades. London (1969) s.204-207.Zakariya Qazvini: her efter C. Hillenbrand: The Crusades: Islamic Perspectives. New York (2000) s.272.

(1) Frankerne: en betegnelse som muslimske forfattere ofte anvender generelt om korsfarerne eller vesterlændinge.
(2) Det var ikke usædvanligt, at muslimske lærde fremstillede kristne og vesterlændinge som mindreværdige, dyriske og beskidte - se f.eks. tekst 105, 144 og 185 samt ligeledes al-Qawzini herunder.
(3) Fulk eller Foulques (d’Anjou). Jerusalems fjerde konge, søn af Foulques d.4., greve af Anjou.
(4) Abu-al-Fawaris Murhaf
(5) Al-Munaytirah: Lokalitet i det nuværende Libanon. Herren af al-Munaytirah må være en lokal frankisk herremand.
(6) Imbecilitet: der må her være tale om en form for psykisk lidelse eller febervildelse.
(7) I den antikke og middelalderlige medicin betragtedes blandingen af de fire kropsvæsker, der var forbundet med de fire elementer (ild, luft, jord, vand), som afgørende for et menneskes sundhed og mentale ligevægt.
(8) Thabit har givet anset det at indtage hvidløg og sennep for uhensigtsmæssigt, da disse spiser er stærke, eller ”varme.” Dermed ville ildelementet (varmen) blive forøget og dermed kropsvæskernes ubalance atter tage til. 
(9) Denne beretning er ofte blevet anvendt for at illustrere modsætningen mellem en tilbagestående og overtroisk kristen/vesteuropæisk lægekunst i forhold en højerestående arabisk/muslimsk lægekunst. Det er dog værd at bemærke, at beretningens fortæller (Thabit) selv er kristen læge, og at hans medicinske teorier (om f.eks. kropsvæskerne) ikke adskiller sig fra tidens gængse lægefaglige teorier i Vesteuropa. Det er også værd at bemærke, at Usama selv i det efterfølgende nævner andre eksempler på succesfulde frankiske behandlingsmetoder, som han selv har taget til sig.
(19) Eddike er bakteriedræbende.
(11) Shayzar (Shaizar): by i den vestlige del af det nuværende Syrien.
(12) Skrofula: Skrofulose eller skrofler (kirtelsvulster). En form for tuberkulose hos børn, der giver forstørrede lymfekirtler på halsen.
(13) Omkring år 1140
(14) Den muslimske bøn indledes med takbir, dvs. fremsigelsen af ”Gud er stor” (Allahu akbar)
(15) Mu’in-al-Din var muslimsk hersker i Damaskus og havde indgået en fredsaftale med korsfarerne
(16) Dvs. f.eks. en købmand
(17) Qal'at Ja'bar, borg i det nuværende nordlige Syrien.
(18) Kallipygisk: med en smuk bagdel
(19) Mamelukker: lejesoldater
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD