TEKST 186: Michael Syrus: Tyrkerne indtager og hærger Edessa i 1144 og 1146

I 1144 angreb den tyrkiske emir, Imad ad-Din-Zanghi den kristne armenske by Edessa, der var hovedstad i korsfarerstaten, grevskabet Edessa. Angrebet fandt sted, mens byens hersker, grev Joscelin d.2., var på felttog. Byen blev indtaget og plyndret d.24. december. Grev Joscelin genindtog dog byen i oktober 1146, men den nye emir, Zanghis søn Nur ad-Din, slog hurtigt igen og fordrev frankerne. Herefter blev alle kristne mandlige indbyggere dræbt og kvinder og børn gjort til slaver. Tyrkernes erobring og plyndring af Edessa gav anledning til Det 2. Korstog.
  Michael Syrus (ca. 1126-1199) var en syrisk historieskriver, der bl.a. skrev en verdenshistorie omhandlende tiden fra verdens skabelse til sin egen samtid. Til udarbejdelsen af sin verdenshistorie benyttede Michael Syrus en lang række kilder, som vi nu kun kender gennem hans værk. [Læs / udskriv som PDF]


[Om den første erobring i 1144 beretter Michael Syrus:] Tyrkerne indtog Edessa med dragne stave og sværd, idet de i flæng slagtede de gamle og de unge, mænd og kvinder, præster, diakoner, munke, nonner, jomfruer, diende spædbørn og dem, der var lovet hinanden i ægteskab! Det syriske vildsvin sejrede og fortærede den sødeste frugt.

Hvilken bitter fortælling! Abgars by (1), elsket af Kristus, Edessa blev nedtrampet på grund af vores ondskab: præsterne blev massakreret, diakonerne ofret og deres assistenter banket ihjel, kirkerne plyndret og altrene kastet til jorden. Ak, hvilken ulykke! Fædre fornægtede deres sønner, mødre glemte den kærlighed, de nærede til deres børn! Da sværdene huggede dem ned, flygtede mange til bjergets top, nogle samlede deres børn omkring sig, som en høne samler sine kyllinger, og krøb sammen, idet de ventede på at dø ved sværdet eller blive ført i fangenskab.

Ved synet af sådanne voldshandlinger gjorde aldrende præster, der bar martyrernes relikvier, intet forsøg på at undslippe; ej heller ophørte de med at messe deres bønner, før sværdet gjorde dem tavse for evigt. Senere blev de fundet, hvor de var faldet, deres blod udgydt omkring dem, idet de stadig knugede deres relikvier, som tyrkerne mirakuløst nok ikke havde taget.

De, der flygtede til citadellet, fandt porten lukket for dem, idet frankerne indenfor var blevet beordret til at holde den lukket, indtil ærkebiskoppen personligt mødte frem. Da han ikke flygtede før senere, blev tusindvis af mennesker kvalt dér, og bunken af deres lig var højere end porten. Da ærkebiskoppen ankom, blev porten åbnet for ham, men han var ude af stand til at komme ind, og da han forsøgte, faldt han imellem de døde og blev dræbt af en tyrkisk soldat.

Da Zanghi så dette blodbad, forbød han yderligere drab. Kort efter dette så han biskop Basilios (2) blive trukket nøgen rundt i ​​et reb. Da han bemærkede, at han var gammel og var kronraget, spurgte Zanghi, hvem han var, og da han fik at vide, at dette var den syriske biskop, begyndte han at bebrejde ham for at have nægtet at overgive byen. Basilios svarede modigt: ”Det, der er sket, er til det bedste.” –”Hvordan det?” spurgte emiren, og biskoppen fortsatte: ”For dig, fordi du grundet vores modstand har vundet en stor sejr. For os, fordi vi har fortjent din respekt. Således som vi forblev tro mod frankerne (3), således skal vi være det overfor dig, fordi Gud har givet os muligheden for at blive dine slaver.”

Idet han så, at Basilios var modig og talte flydende arabisk, beordrede Zanghi, at der skulle gives ham en kjortel, og han inviterede ham ind i sit telt for at diskutere genopbygningen af byen. En herold blev derefter sendt ud for at meddele, at alle overlevende kunne vende sikkert hjem.

To dage senere blev de, der var inde i citadellet, givet et løfte om, at deres liv ville blive skånet, og de overgav sig. Tyrkerne skånede de armeneres og grækeres [byzantineres] liv, der havde overlevet, men de dræbte frankerne, hvor end de fandt dem.

Det tilkommer ikke os at beskrive denne katastrofe yderligere. Det sømmer sig for profeten Jeremias og hans lige at opfordre sørgesangerne og grædekonerne at forfatte sørgedigte på vers for disse ulykkelige mennesker. […]


[Som nævnt i indledningen lykkedes det grev Joscelin kort at genindtage byen i oktober 1146, men den nye emir, Zanghis søn Nur ad-Din, slog hurtigt igen og fordrev frankerne. Herefter blev alle kristne mandlige indbyggere dræbt og kvinder og børn gjort til slaver. Om Edessa efter den anden erobring beretter Michael Syrus:]

Tyrkerne rykkede ned fra citadellet mod dem, der var forblevet i kirkerne eller andre steder, enten på grund af alderdom eller på grund af andre skavanker, og de torturerede dem, idet de ikke viste nogen medlidenhed. De, der havde undgået at blive kvalt eller trampet ned [i flugten] og havde forladt byen sammen med frankerne, blev omringet af tyrkerne, der lod en byge af pile regne ned over dem, der på grusom vis gennemborede dem. O vredens sky og dag uden nåde, på hvilken den voldsomme vredes svøbe atter slog ned på de ulykkelige indbyggere i Edessa! O dødens nat, helvedes morgenen og fortabelsens dag, der rejste sig mod borgerne i denne fremragende by. Ak, mine brødre! Hvem kan uden tårer fortælle eller høre om, hvordan moderen og spædbarnet, som hun bar i sine arme, blev gennemboret af den samme pil, uden nogen til at løfte dem op eller at fjerne pilen! Og så snart [de lå] i denne tilstand, nedtrampede de, der forfulgte dem, rasende dem under hestenes hove! Den hele natten var de blevet gennemboret af pile og ved daggry, der for dem var endnu mørkere, blev de ramt af sværd og lanser! [...] Og da rystede Jorden af rædsel på grund af den massakre, der fandt sted: Ligesom et segl over kornneg eller som ild i træflis førte sværdet de kristne bort. Ligene af præster, diakoner, munke, adelsmænd og fattige blev efterladt hulter til bulter. Men selv om deres død var grusom, så led de alligevel ikke så meget som dem, der var i live. For når sidstnævnte faldt i ilden og under tyrkernes vrede, blev de frataget deres klæder og deres fodtøj. Idet de slog dem med kæppe, tvang de dem – mænd og kvinder, der var nøgne og med deres hænder bundet på ryggen – til at løbe efter hestene. Disse perverse [mennesker] gennemborede maven på ​​enhver, der blev svag og faldt til jorden, og de efterlod ham døende ved vejen. Og således blev de bytte for de vilde dyr, og således omkom de eller blev føde for rovfugle, i hvilket tilfælde de blev pint. Luften blev forgiftet af stanken af lig og Assyrien (4) blev fyldt med fanger. [...] Edessa blev forladt af liv: et forfærdende syn, indhyllet i en sort sky, beruset af blod, inficeret af sine sønners og døtres af kadavere!

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene - Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Michael Syrus’ krønike her efter E. Hallam (red.): Chronicles of the Crusades. Eye-Witness Accounts of the Wars between Christianity and Islam. London (1989) s.120f. samt Jonathan P. Phillips: The Second Crusade: Extending the Frontiers of Christendom (2007) s.210 og Chronique de Michel de Syrien, fransk oversættelse af J.-B. Chabot, Paris (1905) vol. 3 s.261f, 270f.

(1) Abgar d. .5 var i det 1. århundrede e.Kr. syrisk hersker af kongeriget Osroene, der havde Edessa som hovedstad. Han skulle have omvendt sig til kristendommen og opfattes af den ortodokse, syriske og armenske kirke som helgen.
(2) Fra den vestsyriske (jakobitiske) kirke
(3) De frankiske korsriddere havde oprettet den første korsfarerstat i Edessa i 1097 med støtte fra de lokale kristne armenere (se tekst 167-168)
(4) Assyrien: den nordlige del af Mesopotamien (i dag det nordlige Irak)
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD