TEKST 191: Vidnesbyrd om den muslimske opfattelse af korsfarerne samt retslærdes opfordringer til hellig krig under korstogene

Mens den muslimske historieskriver Al-Azimi (1090-1138) havde blik for, at årsagerne til korstogene bl.a. skulle findes i de muslimske overfald på de kristne pilgrimme (se tekst 130), havde senere muslimske historieskrivere et noget mere uklart billede af korsfarerne og årsagerne til korstogene. Ibn al-Athir (1160-1233) så korstogene som en del af en større normannisk erobringsplan (se tekst 170), mens  Imad ad-Din al-Isfahani (1125-1201) fortolkede korsfarernes motiver som parallelle til den muslimske forestilling om hellig krig (jihad) (se tekst 192).
  I tekstuddraget herunder tolker Ali ibn Tahir al-Sulami (d. 1106) dog primært korsfarernes motiv som grådighed. Al-Sulami var retslærd og udgav i 1105 skriftet ’Kitab al-Jihad’ (Bogen om hellig krig), hvori han opfordrede de muslimske herskere til at føre krig mod korsfarerstaterne – en opfordring, der senere blev fulgt af Nur ad-Din og Saladin (se tekst 192).  
 Præcedens og forskrifter for udførelsen af hellig krig (jihad) var allerede givet i Koranens anvisninger (se f.eks. tekst 7, 14, 16, 19, 22, 39, 44), profetens sædvane og hadith (tekst 46) samt de første kaliffers fremgangsmåde (tekst 47). På denne baggrund udviklede de muslimske retsskoler fra 700- til 900-tallet retningslinjer for den hellige krig i forbindelse med den muslimske ekspansion (se tekst 48). Som det fremgår af nedenstående uddrag blev disse retningslinjer ligeledes gentaget, underbygget og uddybet af muslimske retslærde i korstogsperioden – samt efter korstogenes afslutning (se tekst 217).
  Abu Hamid ibn Muhammed Al-Ghazali (1058-1111) var islamisk retslærd, mystiker og højt anerkendt teolog af persisk oprindelse.  Han skrev bl.a. et værk, Al-wajiz fi fiqh al-imam al-shafi'i, der indeholder en udlægning af den den shafi’itiske retsskole lære, som nedenstående uddrag stammer fra.  Burhan al-Din al-Marghinani (1135-1183) var muslimsk retslærd inden for den hanafittiske retsskole. Burhan al-Din forfattede et værk, Al-Hidayah (Vejledningen), der opnåede høj autoritativ status inden for den muslimske retslære.
  ʾAbū l-Walīd Muḥammad Ibn ʾAḥmad Ibn Rušd – eller Averroes (1126-1198) – er blandt de mest berømte muslimske filosoffer.  Averroes var født i Spanien (al-Andalus). Han værdsatte filosofien og tænkningen som vej til erkendelse og blev særlig berømt – også i Vesten – for dine kommentarer til Aristoteles.  Under almohaderne (1133-1269) i Spanien blev kulturlivet underlagt en strengere ortodoks muslimsk linje. Averroes støttede en hård linje i behandlingen af jøder og kristne og skrev ligeledes et værk, Bidāyat al-Mujtahid, hvori han udlagde den malikitiske retsskoles principper og uddybede de allerede givne retningslinjer om bl.a. hellig krig. Trods dette blev han i 1195 fordømt og afskediget fra sin stilling som dommer. Han blev forvist og hans bøger brændt.
  Ibn Quduma (1147-1223) var muslimsk retslærd inden for den hanbalitiske retsskole og skrev en lang række afhandlinger om lovgivning og teologi.  Al-Muhaqqiq Al-Hilli (1206-1277) var shiitisk muslimsk retlærd, der var kendt for sin udlægning af islamisk lov ifølge den shiitiske tradition i værket Shara ’i’u ’i-Islam (Kitabu ’n-Nikah).  
  Shihāb al-Dīn al-Qarāfī (ca.1228–1285) var imam i Ægypten af den malikitiske retsskole. Han skrev i 1200-tallet skrev et polemisk skrift imod kristendommen ved navn ”Kostbare Svar på skændige Spørgsmål”. Her fremhæver han muslimernes hellige bog og Muhammeds lære på bekostning af kristendommen, fordi den muslimske tradition og hellige bog ifølge Qarāfī opfordrede muslimerne til at kæmpe imod deres religions fjender, modsat de kristne korsriddere, der brød evangeliets forbud mod voldsanvendelse, når de mente at kæmpe for deres sjæls frelse. [Læs / idskriv som PDF]


[Al-Sulami:]

En gruppe [frankere (1)] overfaldt øen Sicilien på et tidspunkt, der var præget af disharmoni og gensidig rivalisering [mellem muslimerne], og de erobrede på en lignende måde den ene by efter den anden i Spanien. […]

Denne afbrydelse [i udførelsen af jihad] kombineret med muslimernes forsømmelighed i forhold til de foreskrevne regler [inden for islam] [...] har uundgåeligt medført, at Gud har fået muslimer til gå imod hinanden, skabt voldelig fjendtlighed og had mellem dem og tilskyndet deres fjender til at erobre deres territorier. [...]

Efter at have undersøgt landet Syrien blev de [frankerne] bekræftet i, at staterne lå i indbyrdes strid med hverandre, at deres holdninger afveg fra hinanden og at deres relationer hvilede på et skjult begær efter hævn. Deres [frankerne] grådighed blev derved forstærket, hvilket tilskyndede dem til at bestræbe sig [på at angribe]. [...]

[Muslimerne kunne kun takke sig selv for] udvisning af mangel på energi og enhed i krig, idet enhver forsøgte at overlade opgaven til andre. [...]

Jerusalem var målet for deres [frankernes] ønsker. [...] Selv nu fortsætter de bestræbelserne på at udvide deres territorium; deres grådighed er i konstant vækst, da de ser fejheden blandt deres fjender, der er glade for at leve på afstand af faren. Desuden håber de nu sikkert på at gøre sig selv til herrer over hele landet samt at tage dets indbyggere til fange. Må Gud i Hans godhed forpurre deres forhåbninger ved at genetablere enheden i [det muslimske] samfund [umma]. [...]

[Den muslimske] hersker [...] skal dyrke sine forbindelser til regenterne i andre [muslimske] lande, Syrien, Mesopotamien [al-Jazira], Ægypten og de tilstødende regioner, for frygten [for frankerne] kan forsone gammelt had og det skjulte fjendskab mellem indbyggerne i disse lande samt vende dem fra deres rivalisering og deres gensidige jalousi. [...]

Man kender med sikkerhed deres [frankernes] svaghed – det lille antal kavaleri og udstyr, som de har til deres rådighed samt afstanden, som deres forstærkninger skal tilbagelægge. […] Dette udgør en mulighed, der hurtigt må udnyttes.

 

[Al-Ghazali:]

[...] Man skal drage på krigstogt [jihad] mindst én gang om året. […] Man må anvende katapult mod dem [ikke-muslimer], når de er i en fæstning, selvom der blandt dem er kvinder og børn. Man må sætte ild til dem, og/eller drukne dem. […] Hvis en person fra bogens folk (2) er blevet gjort til slaver, bliver hans ægteskab ophævet. [...] Man kan skære deres træer ned. […] Man skal ødelægge deres unyttige bøger. De, der fører jihad, må tage hvad som helst, de bestemmer sig for, som bytte. […] De kan stjæle så meget mad, de har brug for. […]

En dhimmi (3) er forpligtet til ikke at nævne Allah eller Hans budbringer [...] Jøder, kristne og majianere (4) skal betale personskatten [jizya]. Idet han indbetaler personskatten, skal dhimmien bøje sit hoved, mens embedsmanden tager fat i hans skæg og slår ham på den fremstående knogle under hans øre (5). […] De [dhimmierne] må ikke demonstrativt fremvise deres vin eller kirkeklokker [...] Deres huse må ikke være højere end muslimernes, uanset hvor lavt det er. Dhimmien må ikke ride på en elegant hest eller muldyr. Han må ride på et æsel, hvis sadlen er af træ. Han må ikke gå på den gode side af vejen. De [dhimmierne] skal bære et mærke [på deres tøj], selv kvinder, og selv i de [offentlige] bade [...] skal de forholde sig tavse [...]

 

[Burhan al-Din al-Marghinani:]

Det hellige påbud om krig er [...] indstiftet som en guddommelig forordning ved Guds ord, som i Koranen sagde: "Dræb de vantro”, og også ved en udtalelse fra profeten: ”Krig er indstiftet permanent indtil Dommedag.” […]

Vantro har pådraget sig sværdets ødelæggelse, selvom de ikke måtte være de første aggressorer, hvilket fremgår af forskellige passager i de traditioner, der generelt er modtaget herom.
Når muslimerne invaderer fjendens land og belejrer byerne eller de vantros fæstninger, er det nødvendigt at opfordre dem til at omfavne troen [islam], for Ibn ’Abbas (6) beretter om profeten, at han aldrig tilintetgjorde nogen uden først at indbyde dem til at omfavne troen. Hvis de derfor omfavner troen, er det unødvendigt at kæmpe med dem, fordi det, der var formålet med krigen, således opnås uden krig. Profeten har desuden sagt, at vi kun er anvist at føre krig mod mennesker, indtil de bekender: ”Der er ingen Gud, foruden én Gud.” (7) Men når de gentager denne trosbekendelse, er deres personer og ejendomme under beskyttelse [aman]. […]

Hvis en muslim angriber vantro uden forud at kalde dem til troen, er han en overtræder, fordi det er forbudt. Og dog, hvis han angriber dem, før således at have kaldt dem [til troen] og dræber dem og tager deres ejendom, så skyldes der hverken bøde, bod eller erstatning, fordi det, der beskytter [nemlig islam] ikke findes blandt dem, ej heller er de under territoriets varetægt (8), og det blotte forbud mod handlingen er ikke tilstrækkeligt til at sanktionere med hverken bøde eller bod for ejendom. På samme måde er drabet på vantros kvinder og mindreårige børn forbudt, men ikke desto mindre skal en person, der måtte dræbe disse, ikke straffes med bøde. Det er prisværdigt at kalde et folk til troen, til hvem et kald allerede er kommet, for at det [folk] derved kan få en mere fuldkommen og tilstrækkelig advarsel; men dette er dog ikke en pligt, som det vises i traditionerne om profeten, der ved overraskelsesangreb plyndrede og hærgede al-Mustaliq-stammen, og han var også enig med Asamah (9) i at foretage et plyndringsangreb mod Qubna (10) tidligt om morgenen, og at sætte stedet i brand – og sådanne angreb blev ikke indledt med et kald [til troen]. Hvis de vantro ved modtagelsen af kaldet [til troen] hverken indvilger [i at konvertere] eller accepterer at betale personskat [jizya], da påhviler det muslimerne at påkalde Gud om bistand og at føre krig mod dem, for Gud bistår dem, der tjener Ham og den, som tilintetgør Hans fjender, de vantro, og det er nødvendigt at bønfalde Ham om Hans støtte ved enhver lejlighed. Profeten befaler os desuden at gøre således. Og efter at have gjort dette, da skal muslimerne med Guds hjælp angribe de vantro med alle mulige krigsmaskiner, som profeten gjorde det med befolkningen i Ta’if (11), og de skal også sætte ild til deres boliger på samme måde, som profeten afbrændte Baweera (12), og de skal oversvømme dem med vand og rive deres plantager op og nedtrampe deres korn, for med disse midler vil de blive svækket, og deres modstandskraft vil blive forringet og deres styrke blive nedbrudt. Disse midler er derfor alle helliggjort ved loven.

 

[Averoes:]

Lærde er enige om, at jihad er en kollektiv og ikke en personlig forpligtelse. […] Ifølge de fleste lærde er jihads obligatoriske karakter baseret på [Koranen 2,216]: ”At kæmpe er foreskrevet jer, selvom det måtte være hadefuldt for jer." At denne forpligtelse er kollektiv og ikke personlig, dvs. at forpligtelsen annulleres for de resterende muslimer, når den kan udføres korrekt af et begrænset antal personer, er baseret på [Koranen 9,122]: ”De troende skal ikke rykke ud alle sammen,” på [Koranen 4,95]:”Men alligevel har Gud lovet den mest retfærdige belønning til alle(13) og endelig på, at profeten aldrig drog i kamp uden at efterlade nogle folk tilbage. Alt dette tilsammen indebærer, at denne aktivitet er en kollektiv forpligtelse. Forpligtelsen til at deltage i jihad gælder for voksne frie mænd, der har midlerne til rådighed til at drage i krig og som er sunde, dvs. ikke er syge eller lider af kroniske sygdomme. [...]

Lærde er enige om, at alle polyteister skal bekæmpes. Dette er baseret på [Koranen 8,39]: "Bekæmp dem, til der ingen forførelse (14) er mere og religionen helt tilhører Allah" [...]

Skader, der påføres fjenden, kan bestå af beskadigelse af hans ejendom, skade på hans person eller krænkelse af hans personlige frihed, dvs. at han gøres til slave og tilegnes [som ejendom]. Ifølge konsensus [idjma] kan man gøre dette med alle polyteister: mænd, kvinder, unge og gamle, betydningsfulde og ubetydelige personer. Kun med hensyn til munke er der varierende meninger. [...]
  
De fleste lærde er enige om, at der i omgangen med fanger er forskellige fremgangsmåder åbne for imamen (15). Han kan tilgive dem, dræbe dem eller løslade dem enten mod løsepenge eller som dhimmier, hvor de frigivne fanger i det sidstnævnte tilfælde er forpligtet til at betale personskat [jizya]. [...]

Den indlysende fortolkning af [Koranen 47, 4]: ”Når I træffer de vantro, så lad der være en nedslagtning, indtil I har anrettet et blodbad blandt dem(16), er, at imamen kun har ret til at benåde fanger eller løslade dem, hvis det sker mod løsepenge. På den anden side beviser [Koranen 8, 67]: ”Det tilkom ikke en profet at have fanger [før han har] forårsaget et udbredt blodbad i landet,” (17) samt den lejlighed, hvor dette vers blev åbenbaret (18), at det er bedre at dræbe fanger, end at slavebinde dem. Profeten selv dræbte i nogle tilfælde fanger uden for slagmarken, mens han i andre tilfælde tilgav dem. Kvinder plejede han at slavebinde. Abu Ubayd (19) har berettet, at profeten aldrig slavebandt mandlige arabere. Efter ham opnåede ledsagerne (20) enighed om den regel, at bogens folk, både mandlige og kvindelige, kunne gøres til slaver. [...]

Det er kun tilladt at dræbe fjenden på den betingelse, at der ikke er givet frit lejde [aman]. Der er ingen uenighed om dette blandt muslimerne. Der er dog uenighed med hensyn til spørgsmålet om, hvem der har ret til at give frit lejde. Alle er enige om, at imamen har ret til dette. [...]

Med hensyn til skaden, der påføres en person – det vil sige drabet på fjenden – er muslimerne enige om, at i tider med krig, kan alle voksne, raske og rørige, vantro mænd blive slået ihjel. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt fjenden også kan dræbes, efter at han er blevet fanget, er der den ovennævnte uenighed [om, hvem der kan tildele frit lejde]. Der er ingen uenighed om den regel, at det er forbudt at dræbe kvinder og børn, forudsat at de ikke kæmper, for da kan kvinder under alle omstændigheder dræbes. Denne regel bygger på det faktum, at profeten ifølge autoritative traditioner forbød nedslagtning af kvinder og børn og engang sagde om en kvinde, der var blevet slået ihjel: ”Hun var ikke én, der ville have kæmpet.” (21)

Der er uenighed om, hvorvidt det er tilladt at dræbe eneboere [munke], der har trukket sig tilbage fra verden, blinde, kronisk syge og sindssyge, de, der er gamle og ude af stand til at kæmpe længere, bønder og livegne. [...]

Udtalelserne varierer med hensyn til de skader, der kan påføres deres [fjendernes] ejendom, såsom bygninger, kvæg og afgrøder. [...]

Ifølge alle lærde er forudsætningen for krigsførelse, at fjenden skal have hørt kaldelsen til islam (22). Dette indebærer, at det ikke er tilladt at angribe dem, før kaldelsen er nået dem. Alle muslimer er enige om dette på grund af [Koranen 17,15]: "Vi har ikke for vane at straffe, før vi har sendt en budbringer.” Men der er uenighed om, hvorvidt kaldelsen bør gentages, når krigen genoptages. Nogle mener, at det er obligatorisk, andre betragter det blot som anbefalelsesværdigt, mens det ifølge en tredje gruppe er hverken obligatorisk eller anbefalelsesværdigt [og dermed ligegyldigt]. [...]

Indgåelse af våbenhvile anses af nogle for at være tilladt fra begyndelsen [af krigen] og uden nogen umiddelbar anledning, forudsat at imamen anser det for at være i muslimernes interesse. Andre hævder, at det kun er tilladt, hvis muslimerne er presset hertil af ren og skær nødvendighed, såsom en borgerkrig eller lignende. Som en betingelse for våbenhvile, kan det fastsættes, at fjenden skal betale et vist beløb til muslimerne. Dette er ikke personskatten [jizya] (23), for denne ville kræve, at de [fjenderne] kommer under islamisk styre [hvilket ikke er tilfældet her]. [...]

Muslimerne er enige om, at formålet med krigsførelse mod bogens folk, med undtagelse af dem, der tilhører Quraysh-stammen og arabiske kristne, er dobbelt: enten konvertering til islam eller betaling af personskat [jizya]. Dette er baseret på [Koranen 9,29]: "Bekæmp dem af skriftbesidderne, der ikke tror på Allah og den yderste dag og ikke holder det for forbudt, som Allah og Hans profet har erklæret for forbudt, og ikke følger sandhedens religion, indtil de som ydmygede lydigt betaler jizya.” De fleste retslærde er ligeledes enige om, at personskatten også kan afkræves zarathustrianere [madjus] i kraft af profetens ord: "Behandl dem som bogens folk.” Der er dog uenighed med hensyn til polyteister, der ikke er bogens folk.

 

[Ibn Quduma:]

Legal krigsførelse [jihad] er en obligatorisk social pligt [fard-kifaya]. Når en gruppe af muslimer garanterer, at den bliver udført på en tilfredsstillende måde, er de andre undtaget.

Jihad bliver en strengt bindende personlig pligt [fard-’ain] for alle muslimer, der er indskrevet eller hvis land er blevet [invaderet] af fjenden. Den er kun obligatorisk for frie mænd, der har nået puberteten, er udstyret med fornuft og er i stand til at kæmpe. Jihad er den bedste af de overskydende gode gerninger. Abu Huraira (24) fortæller: ”Profeten svarede, da han blev spurgt, hvad der var den bedste af alle gerninger: ’Troen på Gud [og i Hans profet]’ – Og derefter? spurgte nogen ham – ’Krigen for Guds sag, og så en from pilgrimsfærd.’” Abu Sa'id (25) beretter også, at profeten, da han blev spurgt, hvem der var bedst af alle mennesker, svarede: "Den, der kæmper for Guds sag, personligt og med sin ejendom.”

Søekspeditioner er mere fortjenstfulde end felttog på land. Man skal kæmpe under enhver leder, uanset om det er en respektabel mand eller en korrupt mand. Enhver [muslimsk] nation må bekæmpe fjender, der dens umiddelbare naboer. [...]

Det er tilladt at overraske de vantro under dække af natten, at bombardere dem med blider og at angribe dem uden at erklære slag [du'a]. Profeten angreb uventet Banu Mustaliq (26), mens deres dyr stadig var ved vandingsstedet. Han dræbte de mænd, der havde kæmpet mod ham og førte børn bort i fangenskab. Det er forbudt at dræbe børn, galninge, kvinder, præster, kraftløse gamle mænd, svagelige, blinde og evnesvage, med mindre de har deltaget i kampen.

Lederen af staten afgør skæbnen for de mænd, der er taget som fanger. Han kan få dem slået ihjel, gøre dem til slaver, befri dem til gengæld for en løsesum eller skænke dem deres frihed som en gave. Han skal vælge den løsning, der mest er i overensstemmelse med det fælles bedste for muslimerne. [...]

Personskatten [jizya] kan kun opkræves fra bogens folk og fra zarathustrianere, der forpligter sig til at betale den og til at underkaste sig lovgivningen i samfundet. Med bogens folk forstås jøderne og dem, der følger Torahens religion, såvel som de kristne og dem, der følger Evangeliets religion. [...]

En beskyttet person (dhimmi), der overtræder sin beskyttelsesaftale, enten ved at nægte at betale personskat eller at underkaste sig lovgivningen i samfundet, eller ved at bekæmpe muslimerne eller ved at begå en fjendtlig handling mod dem, eller også ved at flygte til Krigens hus (27), gør sin person og sine ejendele til lovlige mål.  

 

[Al-Hilli:]

[Al-Hilli gør rede for og uddyber den traditionelle afkrævning af personskatten, jizya, fra dhimmier – og fastslår:] En vantro mindreårig skal tvinges til at omfavne islam, når han bliver voksen, eller til at betale tributten [personskatten, jizya]. Hvis han nægter, skal han regnes som en fjende og behandles som sådan.

Satsen for afgiften er ikke fast og skal fastsættes af imamen efter omstændighederne. Den præcedens, som imamen Ali gav, kan ikke tjene som eksempel, selvom den dog bestemt var retfærdig i det konkrete tilfælde (28). Grundet Koranens mangel på en fastsættelse af beløbet af tributten, må man tage højde for de aktuelle behov for at kunne fastsætte satsen, og overveje det faktum, at satsen for tribut er overladt til imamens skøn som en ydmygende ordning for de vantro. [...]

[Efter at have beskrevet en lang række diskriminerende restriktioner,  som dhimmierne skal underlægges i den muslimske samfund, omtaler Al-Hilli indgåelse af våbenhvile med de vantro:] Dette udtryk [våbenhvile] skal forstås som en traktat indgået med fjenden, der har en midlertidig suspension af fjendtlighederne i en fastsat periode som formål.

Imamen er bemyndiget til at forhandle om suspension af fjendtlighederne med henblik på almenvellet, for eksempel i det tilfælde, hvor antallet af muslimske soldater er for svagt til at kunne fortsætte krigen med fordel; når det er nødvendigt at vente på forstærkninger, eller når der er håb om, at de vantro vil konvertere frivilligt til islam takket være en suspension fjendtlighederne.

Bortset fra de ovenfor nævnte tilfælde, er det ikke tilladt at erklære våbenhvile, når den muslimske hær er stærk nok i antal til at føre krigen.

En våbenhvile kan erklæres for en periode af fire måneder, men kun én gang i et givet år. Nogle retslærde, der citerer det attende vers af den niende sura i Koranen (29), er af den opfattelse, at varigheden af våbenhvilen ikke kan overstige fire måneder; andre, inspireret af det 68. vers af den ottende sura (30), er af den opfattelse, at varigheden af våbenhvilen kan forlænges ud over denne tidsfrist. Men det er bedst i denne forbindelse, at handle efter omstændighederne.

Våbenhvilen kan kun indgås for en fastsat periode, medmindre imamen i traktaten har forbeholdt sig retten til at ophæve den, når han vil.

Hvis traktaten angående suspension fjendtlighederne indeholder nogle få bestemmelser, der strider mod islams forskrifter, for eksempel offentlig udøvelse af visse handlinger, der er forbudt for muslimer, eller tilbagelevering af kvindelige fanger eller flygtninge, er man ikke forpligtet til at overholde den. […]

Det er tilladt at udlevere mandlige fanger, så længe der ikke er nogen frygt for, at de fjendtlige styrker vil blive styrket grundet deres antal eller ved deres personlige betydning; i så fald må de ikke udleveres. […]

 

[Al-Qarāfī:]

I er de værste i verden, når det gælder had, mord og kamplyst og voldshandlinger […] – ja, I antager det for at være den højeste pligt og den sikreste garanti for frelsen, selvom Evangeliet forbyder jer den slags og foreskriver jer fredelighed imod jeres fjender, mens vi [muslimerne] derimod er berettiget til det, fordi vores hellige bog gør bekæmpelsen af Guds fjender til en pligt. […] [De kristne] håndhæver således deres religion ved at lade hånt om dens bud og de skaffer sig sejre ved at se bort fra dens ytringer.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Al-Sulami, Kitab al-jihad: her efter C. Hillenbrand: The Crusades: Islamic Perspectives. London 2000, s.72-74. Al-Ghazali: Kitab al-Wagiz fi fiqh madhab al-imam al-Safi’i, Beirut (1979), s.186, 190f., 199f., 202f.. Her efter engelsk oversættelse af M. Schub i A. G. B. Bostom (red.): The Legacy of Jihad, New York 2008, s. 199. Burhan al-Din al-Marghinani: Al-Hidayah, her efter T. P. Hughes: A Dictionary of Islam, London 1895 [1994] s.244f. Averroes: Bidāyat al-Mujtahid her efter R. Peters: Jihad in Medieval and Modern Islam, Leiden (1977) s.9-25. Ibn Quduma: Her efter H. Laoust: Le précis de droit d’Ibn Qudama, jurisconsulte musulman d’école hanbalite né à Jerusalem en 541/1146, mort à Damas en 620/1233, Livre 20, “La Guerre Legale”, Beirut (1950), s.273-276, 281 (hos Bostom op. cit. s.162-164).  Al-Hilli: Shara ’i’u ’i-Islam her efter A. Querry: Droit Musulman, Recued des lois concernant les Musulmans Schyites, Paris (1877) s.342-52 (hos Bostom s.205-211). Al-Qarāfī: Oversat af M. Pihl efter E. Fritsch: Islam und Christentum im Mittelalter – Beiträge zur Geschichte der moslemischen Polemik gegen das Christentum in arabischer Sprache, Breslau (1930), s. 149.

(1) Der hentydes her til normannernes generobring af Sicilien i årene 1060 til 1091.
(2) Bogens folk: dvs. jøder og kristne
(3) Dhimmier (ahl al-dhimma): dvs. jøder og kristne, der mod betaling af beskyttelsespenge i form af særlige afgifter (jizya) som udgangspunkt kunne beholde liv og ejendom under det muslimske styre, såfremt de anerkendte den muslimske overhøjhed samt overholdt en lang række restriktioner mht. f.eks. adfærd, påklædning og religionsudøvelse. 
(4) Majianere: eller magere, dvs. zarathustrianere, tilhængere af den gamle persiske religion
(5) Dvs. underkæben
(6) Abd Allah ibn Abbas (ca. 619-687) var en af Muhammeds ledsagere. Overleverede en række fortællinger (hadith) om Muhammed.
(7) Dvs. indtil de udsiger den muslimske trosbekendelse / konverterer til islam
(8) Territoriet: dvs. det muslimske territorium eller Islams hus (Dar al-islam). Meningen er den, at omgangen med og krigen mod de vantro, der lever i lande uden for islams herredømme, ikke er underlagt samme restriktioner og samme form for muslimsk jurisdiktion.    
(9) Der må her være tale om Usama ibn Zayd, der var en af Muhammeds feltherrer.
(10) Qubna: lokalitet i Syrien
(11) Ta’if: By i Arabien, som Muhammed belejrede i 630.
(12) Baweera: Der menes her al-Buwayra, der var en lokalitet, der tilhørte den jødiske Nadir-stamme, som Muhammed angreb i 625. Muhammed lod stedets palmetræer afbrænde og nedhugge.
(13) Hele passagen lyder (sura 9,95): Sådanne troende, som sidder derhjemme - medmindre de har en skade - er ikke lig af dem, der kæmper på Guds vej med deres ejendele og dem selv som indsats. Gud har foretrukket dem i rang, der kæmper med deres ejendele og dem selv som indsats, frem for dem, der sidder derhjemme, men alligevel har Gud lovet den mest retfærdige belønning til alle; og Gud har i gavmildhed skænket dem, der kæmper frem for dem, der sidder derhjemme, en mægtig løn, idet de i rækker står foran Ham, tilgivelse og barmhjertighed; visselig Gud er den tilgivende og medfølende.
(14) Forførelse (fitna), dvs. anfægtelse, der fremkalder tvivl eller vantro
(15) Dvs. lederen af den islamiske stat, kalif
(16) Anden oversættelse (Buhl) og passagens helhed lyder: ”Når I træffer de vantro, så hug dem over nakken, indtil I har anrettet et blodbad, og bind (de fangne) med stærke bånd og sæt dem derefter fri, enten ved nåde eller løsepenge.”
(17) Ifølge A. J. Arberry bør profeten “make wide slaughter in the land”. E. Wulff oversætter passagen: “Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet.”
(18) Dvs. i forbindelse med slaget ved Badr, hvor en række fanger efterfølgende blev henrettet, mens andre blev løsladt mod løsepenge.
(19) Abu Ubayd (Sa’d ibn Ubayd al-Zuhri): retslærd fra Medina (d. 716)
(20) Ledsagerne: sahabah – dvs. Muhammeds nærmeste betroede ledsagere 
(21) Som det fremgår, kan kvinder og børn i stedet gøres til slaver.
(22) Fjenden skal først være blevet opfordret til at omvende sig til islam. Nægter fjenden dette, er det legitimt at påbegynde krig med det formål at udbrede islams magtsfære.
(23) Den personskat (eller kopskat), som dhimmierne skal betale. Se ovenfor.
(24) Abu Huraira (d. ca. 678): en af Muhammeds ledsagere. Indsamler af Hadith-fortællinger.
(25) Abu Sa’id al-Hudri (d. ca. 696): en af Muhammeds ledsagere
(26) Banu Mustaliq: arabisk stamme ved Rødehavskysten, som Muhammed angreb i 625.
(27) Krigens område (eller Krigens hus): Mht. kalifatets udenrigspolitik formulerede den hanafittiske retsskoles stifter, Abu Hanifa (699-767) læren om ’Krigens hus’ (Dar al-harb). Dette var områder, hvor islam/muslimer endnu ikke regerede (således også kaldt Vantroens hus (Dar al-kufr)) og som det muslimske samfund derfor var forpligtet til at føre hellig krig (jihad) imod for at udbrede islams overherredømme. ’Krigens hus’ stod i modsætning til ’Islams hus’ (Dar al-islam), dvs. det islamiske territorium, hvor netop muslimer regerede og hvor den islamiske lov (sharia) var gældende.
(28) Ali havde efter en sejr over vantro fastsat en sats fir betaling af jizya, hvor de rigeste skulle betale 48 dirhem, de moderat velhavende 24 og de fattige 12 dirhem.
(29) Efter nyere versindelinger omtaler sura 9 omtaler i vers 2 og 5 en frist på fire måneder, der gives til de vantro mht. omvendelse til islam. Når de fire måneder er udløbet, vil de blive bekriget, hvis de ikke har omvendt sig. Se tekst 44.
(30) Der er her tale om sura 8,61: ”Men er de tilbøjelige til fred, så vær du også tilbøjelig dertil og forlad dig på Allah, thi Han er den hørende og vidende.” Se tekst 18.
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD