TEKST 192: Vidnesbyrd om Nur ad-Dins og Saladins iver for at udslette islams fjender samt Saladins angreb på korsfarerstaterne, 1177-1178

Opfordringen til at føre hellig krig (jihad) mod korsfarerstaterne, som blev formuleret af samtidens muslimske retslærde efter islams traditionelle forskrifter (se tekst 191) blev taget op af muslimske herskere som Nur ad-Din (1118-1174) og Saladin (1138-1193).   I løbet af 1140-50’erne befæstede Nur ad-Din sin magt i det nordlige Syrien og erobrede Edessa (se tekst 186) og Damaskus. Herefter forsøgte han ligeledes at udbrede sin magt til Ægypten. I begyndelsen af 1170’erne havde den muslimske krigsleder og statsmand, Saladin, der i teorien var Nur ad-Dins vasal, held til at tage magten i Ægypten. Efter Nur ad-Dins død skabte Saladin sig ligeledes en magtbase i Syrien, som han gradvist udvidede. I denne forbindelse kom Saladin i kamp med de kristne korsfarerstater, hvis eksistens han gennem sine angreb og erobringer truede. Dette udløste Det 3. Korstog.
  Imad al-Din al-Isfahani (1125-1201) var muslimsk embedsmand og historieskriver. Han var i Nur ad-Dins og senere i Saladins tjeneste. Isfahani var øjenvidne til en lang række begivenheder før og under Det 3. Korstog. Han skrev poesi, der hyldede Nur ad-Dins iver for jihad, og skrev senere en biografi om Saladin (Barq al-Shami).
  Baha ad-Din ibn Shaddad (1145-1234) var muslimsk retslærd og historieskriver. Han kom fra 1188 i Saladins tjeneste. Baha ad-Din blev nær ven af Saladin og en af hans mest betroede rådgivere. Han forfattede en biografi om Saladin (al-Nawādir al-Sultaniyya wa'l-Maḥāsin al-Yūsufiyya), der bl.a. omfatter mange af begivenhederne før og under Det 3. Korstog, som Baha ad-Din selv var øjenvidne til.
  Historieskriveren Abu Shamas (1203-1267) værk, De to havers bog (Kitab al-Rudatani), er en sammenskrivning af bl.a. Baha ad-Din ibn Shaddads og Imad ad-Din al-Isfahanis biografier om Saladin.  Både Baha ad-Din og Imad ad-Din stod Saladin nær og var øjenvidner til en lang række begivenheder før og under Det 3. Korstog. Ibn al-Athir (1160-1233) skrev en verdenshistorie (Kamil at-Tawarikh) fra de ældste tider og frem til sin egen samtid, og berettede herunder om begivenheder før og under Det 3. Korstog, som han selv var øjenvidne til, idet han i perioder var tilknyttet Saladins hær.
[Læs / udskriv som PDF]



[Imad al-Din al-Isfahani lægger følgende vers i munden på Nur ad-Din:]

Jeg har intet andet ønske end jihad.
Fred er udelukkende anstrengende for mig.
Søgen opnår intet, undtagen ved at stræbe.
Livet uden jihads stræben er tidspilde.


[Inskription på prædikestol (minbar) i Aleppo (1):]

Dens [prædikestolens] konstruktion er beordret af slaven [Nur ad-Din]; den, der behøver Hans barmhjertighed; den, der taknemmelig for Hans nåde; den, der udkæmper jihad på Hans vej; den, der forsvarer [grænserne] mod fjenderne af Hans religion; den retfærdige konge, Nur al-Din, islams og muslimernes søjle; han, der trods undertrykkerne yder retfærdighed til dem, der er undertrykte. […] De troendes hjælper. […] Må Gud skænke ham [Nur ad-Din] egenhændig erobring [af Jerusalem]. 


[Ibn Shaddad:]

Gud – må Han være ophøjet – har sagt: ”De, der kæmper for Os, dem vil Vi lede ad Vore veje. Gud er med dem, der handler godt." (2) Der er mange tekster om jihad i Koranen.

Saladin var yderst flittig til at føre denne hellige krig, og det lå ham hele tiden på sinde. Man kunne sværge ved ens højre hånd uden frygt for at blive modsagt, at fra det tidspunkt, hvor han først drog ud opsat på at føre jihad, og indtil han døde, brugte han ikke en eneste guld- eller sølvmønt undtagen på jihad og fromme foretagender. Hans hjerte og sind var så optaget af denne brændende iver for jihad, at han ikke kunne tale om noget andet. På grund af sit ønske om at kæmpe for Guds sag forlod han sin familie, børn, land, hjem og alle de byer, der var under hans kontrol. [...]

Han [Saladin] troede fuldt og fast på hele den guddommelige lovs lærdomme, idet han accepterede dens doktriner med et åbent hjerte. Han afskyede filosoffer, kættere (3), materialister og alle modstandere af den ortodokse religion. Han beordrede endda sin søn, al-Malik al-Zahir, herskeren i Aleppo – må Gud ophøje sine støtter – til at henrette en ung mand, der stod frem og som hed al-Suhrawardi (4). Han var blevet anklaget for ikke at anerkende lovens bestemmelser og for at ignorere troens doktriner. Al-Zahir havde sendt denne mand i fængsel og underrettet sin far om, hvad, der var sket, og på Saladins ordre lod han ham henrette og hans legeme hænge på et kors i adskillige dage (5). […]

En franker [en kristen korsfarer], der var blevet taget til fange, blev ført frem for ham [Saladin]. Han beordrede ham halshugget i sit nærvær, efter at den ulykkelige mand var blevet tilbudt islam og havde afvist det (6). [...]

Saladin drømte endda om mere vidstrakte kampe for troen. Han fortalte sin sekretær [Baha ad-Din selv], at når frankerne blev drevet ud af Palæstina, ville han forfølge dem over havet og besejre dem, indtil der ikke var én ikke-troende tilbage på ​​jordens overflade.


[Abu Shama / Imad ad-Din al-Isfahani:]

[Abu Shama citerer Imad ad-Din al-Isfahani, der lægger følgende opfordring til jihad i Saladins mund:] ”Vi håber på Gud den Højeste, til hvem vi giver pris, som leder muslimers hjerter for at formilde det, der piner dem og ødelægger deres velstand. Så længe havene bringer forstærkninger til fjenden og landet ikke driver dem ud, vil vores land fortsætte med at lide under dem, og vores hjerter vil være plaget af sygdom forårsaget af den skade, de forvolder os. Hvor er muslimernes æresfølelse, de troendes stolthed, de trofastes ildhu? Vi vil aldrig ophøre med at blive overrasket over, hvorledes de vantro for deres vedkommende har udvist selvtillid, og det er muslimerne, der har manglet iver. Ikke en af dem har reageret på kaldet [til jihad], ingen griber ind for at rette det, der forvrænges. Men se hvor vidt frankerne har drevet det. Se hvilken enhed, de har opnået, hvilke mål de forfølger, hvilken hjælp de har ydet, hvilke pengebeløb, de har lånt og brugt, hvilken rigdom, de har indsamlet og distribueret og fordelt mellem sig! Der er ikke en konge tilbage i deres lande eller på deres øer, ikke en herre eller en rig mand, som ikke har konkurreret med sine naboer for at yde mere støtte og rivaliseret med sine ligemænd med hensyn til anstrengende militær indsats. Når det gælder forsvaret af deres religion, anser de det for en lille ting at ofre liv og sjæl, og de har holdt deres vantro brødre forsynede med våben og krigens forkæmpere. Og alt, hvad de har gjort, og al deres gavmildhed er blevet ydet af ren ildhu for ham de tilbeder, i ivrigt forsvar for deres tro. Enhver franker mener, at når vi har generobret den [syriske] kyst, og deres æres slør er blevet revet bort og ødelagt, så vil landet glide dem af hænde, og vores hånd vil række ud efter deres egne lande. På den anden side er muslimerne svækkede og demoraliserede. De er blevet uagtsomme og dovne, ofre for ufrugtbar forbløffelse og helt uden begejstring. Hvis islam, må Gud forbyde det, skulle blive lagt under åget, tilsløre sin pragt og sløve sit sværd, ville der ikke være nogen, hverken i øst eller vest, nær eller fjern, der er optændt af nidkærhed for Guds religion eller vælger at komme sandheden til hjælp mod falskheden. Det er tid til at kaste sløvheden bort, at indkalde alle mænd fra nær og fjern, der har blod i årerne. Vi har tillid til den hjælp, der Gud være lovet vil komme fra Ham, og vi betror os til Ham med et oprigtigt formål og i dybeste hengivenhed. Om Gud vil, vil de vantro blive udslettet og de troende modtage en sikker udfrielse.” […]

[D. 23. november 1177] ankom Saladin med sin hær og slog lejr ved Askalon (7). Her hærgede og plyndrede han, og alle fangerne lod han samle og henrette. Derefter spredtes hans tropper for yderligere plyndringers skyld, velfornøjede med, at frankerne syntes fuldstændig overvældede. Saladin drog midt igennem landet, og […] han nåede til Ramla (8), hvorfra han agtede at angribe flere af frankernes borge


[Al-Athir beretter at korsfarerne i august/september 1178 angreb landsbyerne i nærheden af Hama.]

Da tropperne i Hama (9) hørte dette, rykkede de imod dem, selvom de var få i antal, idet de stolede på Gud en Almægtige. Gud gav dem sejr og frankerne blev besejret, idet mange blev dræbt og taget til fange. Muslimerne genvandt det, som frankerne havde taget som bytte fra området.

Saladin var vendt tilbage til Syrien fra Ægypten i måneden Shawwal året før, og han havde slået lejr uden for Homs (10). [De dræbtes] hoveder og de fanger, der var taget, blev sammen med det, der var taget fra dem, bragt til ham. Han beordrede fangerne henrettede og dette blev gjort (11).

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Imad al-Din al-Isfahanis / Nur ad-Dins digt er citeret hos Abu Shama (Kitab al-rawdatayn, red. M. H. M: Ahmad, I (Cairo, 1954), s.625, her efter T. Madden (red.): Crusades: Medieval Worlds in Conflict, s.14.  Inskription på prædikestol, her efter C. Hillenbrand: The Crusades: Islamic Perspectives (2000) s.152. Baha ad-Din ibn Shaddad, al-Nawādir al-Sultaniyya wa'l-Maḥāsin al-Yūsufiyya: her efter C. W. Wilson: The Life of Saladin by Beha ed-Din, London (1897) s.10-11, 29 samt D.S. Richards: Baha al-Din Ibn Shaddad: The Rare and Excellent History of Saladin, Burlington (2002) s.20, 30 og 251. Abu Shama, Kitab al-Rudatani. Her efter F. Gabrieli: Arab Historians of the Crusades. New York (1969) s.214f. samt J. Østrup: Arabiske Krøniker til Korstogenes Periode (1098-1193), Kbh. (1906) s.249f. Ibn al-Athir, Kamil at-Tawarikh. Her efter D. S. Richards: The Chronicle of Ibn Al-Athir for the Crusading Period, Burlington (2005) s.260

 

(1) Prædikestolen blev bestilt af Nur ad-Din ca. 1168. Den blev opstillet i Den Store Moské i Aleppo, men senere flyttet til Jerusalem.
(2) Koranen, sura 29,69
(3) I teksten angives el-mu’attila (mu’tazila), der hentyder til den teologiske retning, der opstod i 700-tallet og som betonede menneskets rationalitet som nøgle til fortolkning af den muslimske lære. Mu’tazilismen blev fra 800-tallet undertrykt og betegnet som kættersk.
(4) Al-Suhrawardi – eller Abu el-Futuh Yahya Ibn Habash es-Suhraverdi – var en af sin samtids mest lærde mænd. Han var født i Irak og havde studeret i Maragha i Aserbajdsjan og var påvirket af sufismen. Udover sufismen beskyldtes for at være ildtilbeder, vantro og kyndig i magi.
(5) Al-Suhrawardi blev ifølge kronikøren Ibn Khallikan (II 443) stranguleret i Aleppo i 1191 i en alder af 38.
(6) Saladins henrettelse af krigsfanger beskrives i forbindelse med adskillige begivenheder, se f.eks. tekst 193, 194 og 202
(7) Askalon: Havneby beliggende i den centrale del af det nuværende Israel.
(8) Ramla: By beliggende i den centrale del af det nuværende Israel.
(9) Hama: By beliggende i den vestlige del af det nuværende Syrien
(10) Homs: By beliggende i den vestlige del af det nuværende Syrien
(11) Om denne begivenhed, se A. Ehrenkreutz: Saladin, Albany (1972) s.160. Ud over Ibn al-Athir er begivenheden beskrevet af Imad ad-Din al-Isfahani (Barq al-Shami, III 130-131) og den lidt senere Ibn Wasil (Mufarrij al-Kurub, 2,71).  Det berettes, at krigsfangerne blev udleveret til Saladin og at de herefter i hans nærværelse blev henrettet af hans nærmeste stab. Prædikanterne Diya al-Din al-Tabari og Sulayman al-Maghribi indledte henrettelserne ved at halshugge nogle af fangerne. Herefter fulgte emiren Aytghan ibn Yarug og andre. Imad ad-Din al-Isfahani var selv til stede under myrderierne, men undlod at deltage.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD