TEKST 193: Ibn al-Athir: Kristne krigsfanger dræbes ved Mekka som en ofring, 1183

Raynald of Châtillon (1125-1187) var fyrste af korsfarerstaten Antiokia 1153-1160. I 1177 blev han hersker over områder øst for Jordanfloden. Han førte adskillige krige mod de muslimske nabofyrster, herunder Saladin.  I 1182-1183 udrustede Reynald en flåde i Aqaba-bugten, med hvilken han angreb muslimske kystbyer ved Det Røde Hav. Hans plan var bl.a. at angribe de muslimske helligsteder i Mekka og Medina. Saladin og hans broder, Al-Adil, udsendte en ægyptisk flåde anført af Husam al-Din Lu’lu, der forfulgte korsfarerne.
 Ibn al-Athir (1160-1233) skrev en verdenshistorie (Kamil at-Tawarikh) fra de ældste tider og frem til sin egen samtid, og berettede herunder om begivenheder før og under Det 3. Korstog, som han selv var øjenvidne til, idet han i perioder var tilknyttet Saladins hær. [Læs / udskriv som PDF]


Da Lu'lu kom til ’Aydhab (1) og ikke kunne se dem dér, fortsatte han i deres spor og nåede blandt andre steder Rabigh (2) og kysten ved al-Hawra (3). Han indhentede dem ud for kysten ved ​​al-Hawra og angreb dem dér. Da de indså deres elendige situation og stirrede døden i øjnene, gik de i land og søgte tilflugt i en slugt dér. Lu'lu gik også fra borde og bekæmpede dem voldsomt. Han tog heste fra stedets beduiner, besteg dem og angreb frankerne både til hest og til fods. Han overvandt dem og dræbte de fleste (4). Resten tog han til fange, og nogle af dem sendte han til Mina (5) for dér at blive ofret som en eksemplarisk straf for dem, der ønsker at forårsage frygt ved Guds helligdom og profetens (Gud velsigne ham og give ham fred) helligdom. Han førte resten tilbage til Ægypten, hvor de alle blev dræbt (6).

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Ibn al-Athir, Kamil at-Tawarikh. Her efter D. S. Richards: The Chronicle of Ibn Al-Athir for the Crusading Period, Burlington (2005) s.260

(1) ’Aydhab: en vigtig havn for handel og muslimske pilgrimsrejsende ved vestkysten af Det Røde Hav.
(2) Rabigh: kystby på Den Arabiske Halvø, ca. 170 km fra Mekka
(3) Al-Hawra: kystby ca. 200 km nord for Rabigh
(4) Det lykkedes Raynald of Châtillon at undslippe og vende hjem til Jordan-området.
(5) Mina: velfartssted lidt vest for Mekka. Mina spiller en vigtig rolle under den muslimske valfart (hajj). Der er her pilgrimmene kaster sten efter de tre stenstøtter, der symboliserer Satan, samt udfører et dyreoffer (qurban).
(6) Ifølge Imad ad-Din al-Isfahani (Barq al-Shami, V 69) foregik alt dette i februar 1183. De fanger, der blev ført til Ægypten blev sendt til hovedstaden, hvor Saladin beordrede dem ført i parade gennem de største ægyptiske byer, inden de blev halshugget.
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD