TEKST 202: Baha ad-Din ibn Shaddad: Om Saladins strategi, henrettelsen af fanger og ødelæggelsen af Askalon og Lydda

Efter indtagelsen af Akko (se tekst 200-201) fortsatte Richard d.1. Løvehjerte fra august 1191 sit felttog mod Saladin langs kysten i Det Hellige Land. Saladin trak sig tilbage, men fulgte efter korsfarerhæren, mens han lod sine styrker foretage jævnlige overraskelsesangreb på korsfarerne. Tilfangetagne korsfarere blev henrettet og byer og fæstninger, der kunne udgøre støttepunkter for korsfarerne, blev ødelagt.
  Baha ad-Din ibn Shaddad (1145-1234) var muslimsk retslærd og historieskriver. Han kom fra 1188 i Saladins tjeneste. Baha ad-Din blev nær ven af Saladin og en af hans mest betroede rådgivere. Han forfattede en biografi om Saladin (al-Nawādir al-Sultaniyya wa'l-Maḥāsin al-Yūsufiyya), der bl.a. omfatter mange af begivenhederne før og under Det 3. Korstog, som Baha ad-Din selv var øjenvidne til. [Læs / udskriv som PDF]


Flytningen [af hæren] blev foretaget [d. 29. august] til en klippeforhøjning længere tilbage i forhold til den forrige, men i det samme område. Trænet (1) gjorde holdt dér, og sultanen [Saladin] kom tilbage fra sin rekognosceringstur lidt efter solnedgang. I denne lejr blev der bragt to frankere til ham, der var blevet fanget af fortroppen. Han beordrede dem henrettet, og de blev slået ihjel. Mange af vores mænd overfaldt dem med sværd for at lufte deres vrede. [...]

Der indløb meddelser om, at fjenden endnu ikke havde forladt al-Mallaha. Endnu to mænd, taget fra den fjendtlige styrkes ​​yderflanke, blev ført frem for ham, og de ​​blev dræbt på den mest grusomme måde, da han stadig var aldeles raserende over, hvad der var blevet gjort ved fangerne ved Akko (2).

Han tog herefter et lille hvil, og efter middagsbønnen modtog han besøgende. Jeg (3) præsenterede mig for ham, da en højtstående fjendtlig ridder blev bragt ind i hans nærværelse. Han var blevet taget til fange, og hans udseende vidnede om, at han var en førende mand blandt dem [korsfarerne]. En tolk blev tilkaldt, og han blev afhørt om deres situation. Sultanen spurgte ham: ”Hvordan er fødevarepriserne blandt jer?” Han svarede: ”Den første dag vi forlod Akko, kunne en mand spise sig mæt for seks qirat (4). Så blev priserne ved med at stige, indtil det kostede otte [qirat] at tilfredsstille sin sult.” Han blev spurgt om, hvorfor de med mellemrum gjorde ophold. ”Fordi vi venter på, at skibene skal komme med mænd og forsyninger,” sagde han. Adspurgt om tabet af døde og sårede den dag, de drog ud [fra Akko], svarede han: ”Mange.” Adspurgt om de heste, der omkom den dag, sagde han: ”Så mange som 400 heste.” Så beordrede sultanen, at hans hoved skulle hugges af, men forbød enhver lemlæstelse. Frankeren spurgte tolken, hvad sultanen havde sagt. Da det blev ham fortalt, faldt hans ansigt sammen, og han sagde: ”Jeg vil frigive en fange fra Akko til dig.” – ”I orden,” sagde sultanen, ”men det skal være en emir.” – ”Jeg kan ikke løslade en emir," svarede han. Vores beundring og hans pæne udseende talte for ham. Faktisk har jeg aldrig set så perfekt en figur med en sådan kropslig elegance og forfinelse af manerer. Sultanen beordrede, at man skulle lade ham være for nu og hans sag udskydes. Efter at han var blevet lænket, bebrejdede sultanen ham for det forræderi, de havde udvist ved at dræbe fangerne [i Akko]. Frankeren erkendte, at det var dårligt, men at det alene var blevet gjort efter kongens vilje.

Efter eftermiddagsbønnen red sultanen ud, som han havde for vane. Alt dette fandt sted torsdag den 5. i måneden Sha’ban [d. 29. august]. Efter sin tilbagevenden beordrede han ridderen henrettet, hvilket blev gennemført. To andre blev ført ind til ham, og de ​​blev henrettet på sultanens ordre. Han tilbragte natten i denne lejr, og ved daggry fik han at vide, at fjenden var brudt op og draget i retning af Cæsarea, og at deres første hærafdelinger var rykket tæt på byen. [...]

Efter et lille hvil, bad sultanen middagsbøn, da muezzin’en (5) kaldte til bøn, og steg derefter til hest for at foretage rekognoscering mod fjenden og få færten af ​​deres seneste bevægelser. To frankere, der var blevet fanget, blev ført til ham, og han beordrede dem henrettet. Derefter blev to andre ført ind, som han også fik dræbt. Det var fredag ​​den 6. i måneden Sha’ban [d. 30. august]. Mod slutningen af ​​dagen blev endnu to femstillet og henrettet. Da dagen sluttede, vendte han tilbage fra sin tur på det tidspunkt, hvor bønnen ved solnedgangen skulle udføres. [...]

Han sluttede sig så til sin bror og efter timen for middagsbønnen, gik han tilbage og tog et lille hvil. Han udførte sine afvaskninger og bad, inden der blev ført fjorten frankere og en frankisk kvinde til ham. Kvinden var blevet taget til fange sammen med dem og hun var en datter af en fornem ridder. Med hende var der en muslimsk fange, som hun havde modtaget. Sultanen befriede den muslimske kvinde og resten blev gennet ind våbenarsenal. De var blevet bragt dertil fra Beirut, hvor de som del af et meget talrigt rejseselskab var blevet fanget. De blev dræbt. Alt dette skete lørdag den 7. i måneden Sha’ban [d. 31. august], mens sultanen var på dette sted og ventede på, at fjenden skulle begynde deres march, besluttet på at møde dem, så snart de gjorde det. [...] [De to styrker fortsætter mod syd.]

Fjenden marcherede videre og slog lejr på et sted, der også kaldes al-Birka, med udsigt til havet. Fredag ​​morgen [d. 6. september] beordrede sultanen trænet til at fortsætte til en landsby kaldet Burayka. Sultanen forblev, hvor han var, og organiserede hærafdelingerne, samtidig med at han søgte efterretninger om fjenden. To af frankerne, der var blevet fanget af fortroppen, blev indbragt for ham. Han beordrede dem halshugget. Der kom efterretninger om, at fjenden denne dag ikke havde flyttet sig fra deres seneste position. [...]

[Den. 7. september støder de to styrker sammen i et slag ved Arsuf som korsfarerne vinder.] Mange mænd og heste blev såret og fjenden fik mange dræbt. Én blev fanget og ført til sultanen, der beordrede hans hoved hugget af. Fire heste blev taget fra dem. […]

Mandag morgen [d. 9. september] red han ved lyden af trommer sammen med sine tropper ud og gik mod fjenden. Der kom efterretninger om, at fjenden allerede havde begivet sig i retning af Jaffa. [...]
Idet han erfarede, at de havde slået lejr, trak vores hær sig tilbage, og sultanen vendte tilbage til trænet. Han gjorde holdt i sit telt og spiste noget mad. Han fik bragt fire frankere, der var blevet fanget af beduinerne, og blandt dem var der en kvinde. De blev ført til våbenarsenalet. [...]

Tirsdag den 17. i måneden Sha’ban [d. 10. september] drog han efter morgenbønnen afsted mod Ramla ledsaget af det mindre træn. Han fik bragt to frankere, hvis halshugning han beordrede. Fra den muslimske fortrop ankom der mænd, der rapporterede, at fjenden var draget bort i retning af Jaffa. Sultanen drog til Ramla, hvor han gjorde holdt blandt størstedelen af trænet. To andre frankere blev bragt til ham, og han udspurgte dem om frankernes tilstand. De svarede, at de sandsynligvis ville blive i Jaffa i nogle dage, da de havde i sinde at istandsætte stedet, og fylde det med mænd og forsyninger.

Sultanen indkaldte sine rådgivere og hørte dem om, hvad de skulle gøre med Askalon – om de skulle nedrive eller bevare byen. Det blev aftalt, at al-’Adil (6) skulle blive tilbage tæt på fjenden med en afdeling af hæren for at indsamle efterretninger om dem og give disse videre, og at sultanen selv skulle drage til Askalon for at nedrive den af frygt for, at frankerne skulle få kontrol over den intakt, ødelægge garnisonen og bruge byen til at indtage Jerusalem (må Gud give os dens generobring) og afskære vores kommunikationslinjer med Ægypten (7). [...] På grund af alt dette blev det besluttet, at Askalon burde nedrives. [...]

Ved daggry [d. 12. september] kaldte han mig til sig. Jeg havde forladt hans nærværelse halvvejs igennem den foregående nat. Jeg ankom, og han begyndte en drøftelse om byens nedrivning. Han tilkaldte sin søn, al-Afdal, med hvem han rådslog sig om dette spørgsmål, mens jeg var til stede. Drøftelsen varede længe. Sultanen sagde: ”Ved Gud, jeg ville foretrække at miste alle mine sønner i stedet for at nedrive en enkelt sten af den [byen]. Men hvis Gud forordner og foreskriver det som en måde at forsvare muslimernes bedste interesser på, hvad kan jeg da gøre? "[...]

Vores mænd drog ind i byen, og høje skrig og gråd opstod. Det var en grøn, behagelig by med stærkt byggede, velkonstruerede mure og et meget eftertragtet sted at bo. Indbyggerne blev stærkt bedrøvede på byens vegne, og stor var deres jammer og gråd over at skulle forlade deres hjem. [...] Forfærdelige ting skete og frygtelige stridigheder opstod, som måske ikke kun gik ud over de onde. [...] [Saladin går i gang med at nedrive mure og forsvarsværker. Imens giver han tilladelse til broderen om, at påbegynde forhandlinger med korsfarerne ved Jaffa.]

Han beordrede, at byen skulle brændes, så huse og boliger blev sat i brand og nedbrændte. Indbyggerne smed resterne af deres ejendom og løsøre fra sig, fordi de ikke kunne transportere det.

Om fjenden kom der konstante efterretninger om, at de var ved at genopbygge Jaffa. AI-’Adil skrev og fortalte, at frankerne var uvidende om nedrivningen af Askalon, hvorpå sultanen svarede og sagde: ”Snyd dem og træk dine forhandlinger med dem i langdrag, så vi måske kan nå at ødelægge byen.” (8) [...] Nedrivningen og afbrænding af byen og dens mure varede ved indtil udgangen af ​​måneden Sha’ban [d. 22. september]. [...]

Onsdag den 3. i måneden Ramadan [d. 25. september] drog Saladin afsted mod Ramla, hvor han ankom omkring middag. Med hovedparten af trænet opbyggede han en permanent lejr dér. Han organiserede hæren i en højre flanke, venstre flanke og centrum, og bespiste tropperne, før han tog et lille hvil. Mellem frokost og eftermiddagsbønnen red han ud så langt som til byen Lydda. Han betragtede byen og så dens kirke og den vældige størrelse af dens [kirkens] konstruktion (9). Derefter beordrede han dens nedrivning og også nedrivningen af slottet ved Ramla.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene - Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Baha ad-Din ibn Shaddad, al-Nawādir al-Sultaniyya wa'l-Maḥāsin al-Yūsufiyya. Her efter D.S. Richards: Baha ad-Din ibn Shaddad – The Rare and Excellent History of Saladin, Burlington (2002) s.168-170, 174, 176-181.

(1) Træn: forsyningsafdelingen med oppakning, udstyr og proviant
(2) Da Saladin ved Akko trak opfyldelsen af overgivelsesbetingelserne i langdrag og angiveligt dræbte sine kristne fanger, valgte Richard Løvehjerte at dræbe sine muslimske fanger og fortsætte sin ekspedition. Se tekst 201
(3) Dvs. forfatteren, Baha ad-Din ibn Shaddad, selv
(4) Qirat: vægtenhed for guld og sølv
(5) Muezzin: den mand, der kalder til bøn
(6) Al-’Adil: Saladins yngre broder
(7) Askalon var en strategisk vigtig havneby beliggende i den sydlige del af det nuværende Israel.
(8) Bevidst at trække forhandlinger i langdrag for at opnå militære fordele var netop det, korsfarerne beskyldte Saladin for at have gjort ved Akko. Se tekst 201
(9) Kirken i Lydda var berømt og gik tilbage til den byzantinske periode. Den var dog blevet ødelagt og genopbygget flere gange.  Om Saladins kirkeødelæggelser, se ligeledes tekst 199.
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD