TEKST 217: Muslimske retslærdes opfordring til fortsat hellig krig efter korstogene – samt undertrykkelse af ikke-muslimer

Præcedens og forskrifter for udførelsen af hellig krig (jihad) var allerede givet i Koranens anvisninger (se f.eks. tekst 7, 14, 16, 19, 22, 39, 44), profetens sædvane og hadith (tekst 46) samt de første kaliffers fremgangsmåde (tekst 47). På denne baggrund udviklede de muslimske retsskoler fra 700- til 900-tallet retningslinjer for den hellige krig i forbindelse med den muslimske ekspansion (se tekst 48). Disse retningslinjer blev gentaget, underbygget og uddybet af muslimske retslærde i korstogsperioden (se tekst 191) – samt, som det fremgår af nedenstående uddrag, efter korstogenes afslutning.
  Retningslinjerne for diskrimination og undertrykkelse af ikke-muslimer (jøder og kristne), de såkaldte dhimmier, i de muslimsk erobrede områder var ligeledes givet Koranens anvisninger og profetens sædvane (tekst se f.eks. tekst 44-48). Disse retningslinjer blev underbygget og videreudviklet i perioden efter Muhammeds død i de følgende århundreder (se f.eks. tekst 47, 48, 62-65, 67, 92-94, 103, 112, 114 og 144). Også efter korstogene var disse retningslinjer normgivende for lovgivningen og de retslærdes tolkninger, som det ses af nedenstående tekstuddrag.

Herunder gengives et edikt udstedt af den fatimidiske kalif al-Admir bi-Ahkam Illah (1101-1130) vedrørende den kopskat (jizya), der var pålagt dhimmierne. Desuden bringes en række uddrag fra muslimske retslærde vedrørende dhimmierne.
  Abdelwahid al-Marrakushi (f. 1185) var en muslimsk historiker fra Marokko, der levede en del af sit liv i det muslimske Spanien under almohaderne. Udfra kalifernes arkiver og mundtlige overleveringer skrev han i år 1224 en historie om almohade-dynastiets historie i Spanien og Nordvestafrika. I nedenstående kildeuddrag fortæller al-Marrakushi om almohadernes diskriminerende dhimmi-foranstaltninger overfor jøderne.
  Al-Beydawi (d. 1286) var muslimsk retslærd af den shafi’itiske retsskole, der forfattede en række værker med kommentarer til Koranen.
  Ibn al-Fuwati (1244–1323) var en muslimsk historiker fra det nuværende Irak. Den nedenstående kilde er fra ca. år 1220.
  Ibn Taymiyya (1263- 1328) var en anerkendt ægyptisk teolog og retslærd af den hanbaltiske retsskole. Han var aktiv i Damaskus. Taymiyya mente at staten og retshåndhævelsen ville være illegitim, hvis den ikke var baseret på en streng efterlevelse af Koranen, hadith og shariaen.
  Ibn Qayyim al-Jawziyya (1292-1350) var imam af den hanbalitiske retsskole og elev af Ibn Taymiyya.
  Ibn Kathir (1300-1373) var en af sin tids mest kendte syriske historieskrivere, indsamlere af muslimsk tradition og kommentarer til Koranen.
  Ibn an-Naqqash (ca. 1320-1362) var ægyptisk prædikant og forfatter til en vigtig bekendtgørelse (fatwa) angående dhimmierne.
  Ibn Khaldun (1332-1406) var en berømt muslimsk retslærd, filosof, historieskriver og sociolog. Han forfattede bl.a. en universalhistorie (“Kitābu l-ʻibar”), hvortil han udfærdigede en indledning (”Al-Muqqaddima”) bestående bl.a. af en række videnskabelige og teoretiske overvejelser samt Koran-fortolkninger.
  Jamal al-Din Yusuf bin al-Amir Sayf al-Din Taghribirdi - eller Ibn Taghribirdi – (1411-1470) var en ægyptisk historiker, der bl.a. benyttede sultanernes arkiver i Kairo, da han skrev et værk om Ægypten og mamelukkernes historie.
  Abd al-Wahhab al-Sha'rani (ca. 1492–1565) var en ægyptisk imam af den shafiitiske retsskole.
  Muhammad al-Maghili (død ca. 1505) var berbisk imam i Nordafrika, hvor han bl.a. omvendte flere stammer til islam og førte militær kamp mod jøderne. Bl.a. angreb og udviste han jøderne fra byen Tlemcen, hvor han også ødelagde synagogen
  Abu Abdallah Mohammed ibn Ali ibn Omar ibn Husain ibn Misbah ibn Askar - eller Ibn Askar -(1529–1579) var en historiker fra Marokko, der skrev omkring år 1575. [Læs / udskriv som PDF]


[Edikt om kopskat (jizya):]

Den første ydmygelse af de vantro i denne verden før efterlivet – hvor det er deres lod – er at betragte som en troshandling og det at pålægge dem kopskatten jizya ”indtil de kuet betaler skat og har ydmyget sig” (Koranen 9:29) er en guddommelig bestemt forpligtelse. Den religiøse lov fastlægger, at alle de vantro skal betale jizya, undtagen dem, som den ikke kan pålægges, og det er obligatorisk at følge de retningslinjer i disse sager, som den muslimske tradition fastlægger.

I overensstemmelse hermed må ingen provinsguvernør i sin administration lade én eneste dhimmi slippe for at betale jizya, selv om han var en nok så udmærket borger i sit samfund. Desuden må de heller ikke tillade nogle af dem at sende beløbet ved en tredje part, selv ikke hvis det er en ledende person i deres samfund. Det er ikke tilladt at lade en dhimmis betaling af kopskatten foregår ved at tage beløbet fra en regning pålagt en muslim eller ved at overdrage betalingen til en ægte troende. Den skal pålægges ham direkte for at skade og ydmyge ham, sådan at islam og dets folk kan styrkes og de vantro folk kan blive svækket. Jizyaen skal pålægges dem alle fuldt og uden undtagelse.

De [jødiske] indbyggere i Khaibar (1) og andre er pålagt de samme betingelser i denne sag. Indbyggerne i Khaibar havde forsøgt at undslippe betaling af jiziaen med henvisning til en aftale, som skulle være indgået mellem dem og Profeten, men det er intet andet end et bedrag, en opdigtet historie, en løgn, som lærde religiøse mænd vil gennemskue uden vanskeligheder. Disse svindlere har fundet på denne historie, de har fabrikeret den og udbredt den, da de troede, at de retslærde ikke ville opdage den og at den ville blive accepteret af de muslimske lærde (ulama). Men Allah tillod os at afsløre disse svindleres groteske bedrag.

Nu er overleveringerne enige, og det er vitterligt sådan, at Khaibar blev erobret og at Profeten havde besluttet på at fordrive indbyggerne i Khaibar, lige som han havde gjort andre steder med bogens folk. Men da de fortalte Muhammad, at de var de eneste, der vidste, hvordan man skulle vande palmelundene ordentligt og dyrke jorden i det område, så lod Profeten dem være som fæstebønder, og han overlod dem halvdelen af høsten og han fortalte dem udtrykkeligt, at det var på denne betingelse: ”Vi vil tillade jer at blive i dette land, så længe det behager os.” Således stillede han indbyggerne i Khaibar i en fornedret stilling; de forblev i landet og arbejdede under disse betingelser og de fik ingen privilegier eller udmærkelse, der kunne undtage dem fra jizyaen og berettige en undtagelse for dem og i forhold til de andre dhimmier. […]

I dette samme dokument står der også: “Vi har undtaget dem fra skatter og hoveriarbejde.” Men i Profetens levetid var der intet af den slags, og det var der for den sags skyld heller ikke i kaliffernes tid, som udmærkede sig ved usædvanlig fromhed. Da det muslimske område blev udvidet og da flertallet af folkene omvendte sig til troen, og da der blandt muslimerne var mænd, der var i stand til at dyrke jorden og vande palmetræerne, så drev Umar b. al-Khattab (2) alle de jøderne fra Khaibar ud af den arabiske halvø med ordene: ”Hvis Allah forlænger mit liv, så vil jeg sandelig jage alle jøderne og de kristne ud af Arabien og jeg vil kun efterlade muslimer.”

 

[Abdelwahid al-Marrakushi:]

[Om tvangsomvendelser i Nordvestafrika beretter al-Marrakushi:] I slutningen af sin regeringsperiode [omkring år 1198 e.Kr.] gav Abu Yusuf (3) alle de jødiske indbyggere i Maghreb (4) ordre til at gøre sig synlige for den øvrige befolkning, idet de skulle iføre sig en særlig klædedragt af mørkeblå stoffer, hvor ærmerne var så brede at de nåede ned til fødderne, og i stedet for en turban skulle de over ørerne bære en hætte, der i sin form var så grim, at den let kunne forveksles med en saddeltaske. Denne klædedragt blev pålagt alle jøderne i Maghreb og den forblev obligatorisk indtil slutningen af denne fyrste og hans søn Abu Abd Allahs regeringstid (5). Sidstnævnte kalif gjorde dog en indrømmelse, men kun efter at jøderne på alle måder havde appelleret til ham og havde bønfaldet alle, som de håbede måske kunne gå i forbøn for dem. Abu Abd Allah påbød dem [jøderne] at bære gul klædedragt og turban, den samme klædedragt, som jøderne bærer i dette år 621 [år 1224 e.Kr.]. Abu Yusuf stolede ikke på oprigtigheden af deres omvendelse til islam og derfor tog han dette skridt og påbød dem en særlig klædedragt. ”Hvis jeg var sikker på, at de virkelig var blevet muslimer”, sagde han, ”så ville jeg lade dem assimilere gennem ægteskaber og andre ting; men på den anden side ville jeg også lade dem massakrere, jeg ville tage deres børn som slaver og konfiskere al deres ejendom til fordel for muslimerne, hvis jeg havde beviser for, at de var forblevne vantro.”

 

[Al-Beydawi:]

[Om indkrævningen af kopskatten (jizya) forklarer Al-Beydawi:] Ifølge Ibn Abbas (6) […] skal jizyaen indsamles fra dhimmierne med deres nakker bukket lavt.

 

[Ibn al-Fuwati:]

[Om retningslinjerne for jøders og kristnes lavstatus i muslimske områder forklarer al-Fuwati:] Det berettes om ham [Ibn Fadlan, død 1233] at han – efter at han var blevet udnævnt til inspektør over dhimmiernes finanser - sendte det følgende brev til kaliffen Nasir ad-Din Allah (7): ”Ifølge den shafiitiske retslære er der ingen religiøs doktrin, der forhindrer, at man hæver den årlige skat pålagt dhimmierne – det vil sige jøderne og de kristne – til gengæld for deres ret til at bo i Baghdad og nyde de fordele, som denne by kan tilbyde, men det samlede beløb bør ikke være mindre end mindst en dinar. Det er aldeles forbudt at modtage mindre end dette beløb, men det er intet i vejen for at kræve op imod hundrede dinarer, det afhænger af det enkelte tilfælde og hvis det anses for godt, så er det en prisværdig handling at fordoble den sum, som kræves af hver af disse folk. Som tilfældet er, håndhæves loven ikke med henblik på deres status og heller ikke med hensyn til deres ejendom, for den pålagte skat er ovenikøbet blevet nedsat. Nogle af dem arbejder for regeringen og modtager en anstændig løn, for ikke at tale om de rigdomme, som de småstjæler fra sultanen og hans undersåtter og de penge, som de modtager som gaver og udmærkelser. Således forekommer det, at en af dem kan forbruge på en dag, hvad der svarer til hans årlige kopskat. Udover dette kan man tilføje den overdrevne frihed, som de nyder, den ekstreme ære og agtelse, der hæver dem over de muslimske stormænd. Deres tjenere og andre af skatkammerets ansatte var selv vidner til, hvordan Ibn al-Hajib fyrede Hajraj og til gengæld ansatte [den kristne] Ibn Zatina i stedet for.

Det berettes om Ali, at han forbød os at tillade dhimmierne at sidde sammen med os i rådene, at han forbød os at ledsage deres begravelsesoptog, at besøge deres syge og at hilse på dem først. Jeg er allerede blevet spurgt til råds af Ibn Mandi og andre i forbindelse med udnævnelsen af Ibn Sawa som inspektør i al-Wasit. Jeg svarede, at denne handling var forbudt. Desuden fortalte jeg ham anekdoten om Umar b. al-Khattab, til hvem Abu Musa al-Ash’ari netop havde afleveret nogle arkiver fra provinserne. Han var tilfreds med dem og spurgte, hvem der havde skrevet dem. Umar sad i moskeen og Abu Musa svarede: ”Den mand henne ved moskeens dør.” Umar spurgte, ”Hvorfor kommer han ikke ind, er han uren?” - ”Nej”, lød svaret, ”han er kristen”. Umar blev rasende og råbte: ”Vil du da tiltrække dem, som Allah har sent bort? Har du tillid til dem, som Allah har anklaget for forræderi? Vil du ophøje dem, som Allah har ydmyget?”. For de [dhimmierne] må ikke arbejde i nogle af islams lande.

Desuden nyder de i Baghdad status og ære i en grad som de ikke nyder i noget andet land, så meget så deres formue ikke ville mindskes, uanset hvor meget vi hæver den skat, som vi pålægger dem. Blandt dem er læger, som har en betydelig indkomst, for de besøger de adeliges hjem og er bekendte med folk fra hoffet, som ifølge skik og brug betaler dem mere gavmildt end den officielle rate for deres besøg. Desuden afstår disse folk ikke fra at klæde sig i elegant tøj, at samle formuer og svælger i vulgære forestillinger ved deres højtider, mens de bidrager til at sænke lægegerningens status, som de udøver meget dårligt. Således ser vi deres unge, som endnu kun behersker nogle få teorier, ændrer deres klædedragt og ifører sig en stor turban og sidder på deres bænke omgivet af instrumenter ved offentlige veje for at skaffe sig et ry og besøge husene. Andre udøver apotekererhvervet. De bruger falske vægte og mål og tjener store indkomster på denne måde på de muslimske handelsmænds bekostning. Andre er guldsmede, der erstatter messing for den samme vægt af guld. Når det er muligt, forringer de sølv og deres pengevekslere forfalsker statens penge. Desuden opsøger de muslimske mænd og kvinders selskab og bruger enorme pengesummer på at tilfredsstille deres hensigter, hvilket omfatter utugt og luksus og nydelser af mad, hvorimod det i tidligere tider var påbudt dem at vise deres underlegenhed ved at bære særlige tegn, som den muslimske lov foreskrev. Umar b. al-Khattab skrev til provinsernes guvernører, at de skulle tvinge dhimmierne til barbere deres hår, at bære tegn af bly og jern omkring halsen og ikke at side overskrævs på deres sadler, og at bære særlige bælter omkring livet, der adskilte dem fra muslimerne. Og således var det på kaliffernes tid, men de sidste som strengt håndhævede disse regler var kaliffen al-Muqtadir biAmrallah, som tvang dem til at overholde disse love, der havde været gældende siden al-Mutawakkils regeringstid. Han gav dem ordre til at hænge klokker om halsen og til at anbringe træfigurer på deres døre for at adskille dem fra muslimernes huse. Deres huse måtte ikke være lige så høje som muslimernes. Han tvang jøderne til at bære et mærke og en gul turban, mens jødiske kvinder skulle bære gule tørklæder og forskelligfarvede sko, den ene hvid den anden sort. De skulle også bære jernkæder omkring halsen, når de gik ind i offentlige badstuer. Hvad de kristne angik, skulle de gå med sorte eller grå klæder, et særligt bælte omkring livet og et kors på brystet. Det var forbudt for dem at have en hest som ridedyr, men kun et muldyr eller et æsel uden saddel, som de ikke måtte ride på overskrævs, men kun sidelæns. Selv om alt dette er opgivet, så er ingen skattestigning blevet gennemført, mens de stadig væk i de fleste muslimske lande er tvunget til at bære særlige tegn og kun må udføre de mest ydmygende erhverv. Således gør dhimmierne for eksempel latrinerne og kloakerne rene i Bukhara og Samarkand og de bærer affald og skrald væk. […] I provinsen Aleppo, som er tættest på os,  er de stadig tvunget til at bære det særlige mærke. Desuden er det sådan ifølge den muslimske lov, at når kopskatten skal betales, så skal den person, der afleverer pengene, være stående, mens han, der modtager kopskatten, skal være siddende. Dhimmien anbringer pengene i den andens hånd, således at muslimen modtager den i håndfladen, idet muslimens hånd er øverst og dhimmiens hånd nederst. Dernæst strækker dhimmien sit skæg frem og muslimen slår ham på kinden med disse ord: ”Betal Allahs afgift, oh du fjende af Allah, oh vantro”. Men i dag hænder det sågar, at nogle af dem ikke en gang møder op personligt foran embedsmændene, men sender et sendebud i stedet for. Hvad sabierne (8) angår, som er de rene afgudedyrkere og bor i provinsen al-Wasit, så er de ikke dhimmier, selvom de tidligere var det. Da kaliffen al-Qahir Billah spurgte imamen Abu Sa’ad al-Istakhari af den shafiitiske retsskole om deres status, så erklærede han dem for lovlige og nægtede deres kopskat. Da de hørte om dette, bestak de ham med 50.000 dinarer og han lod dem være i fred. Derfor betaler de ikke engang afgift i dag og der kræves ikke noget af dem, selvom de er under muslimernes herredømme. Må sultanens vilje ske!

 

[Ibn Taymiyya:]

[Om jihad forklarer Ibn Taymiyya:] Sharia påbyder to slags straffe for dem, der ikke adlyder Allah og hans profeter: Straffen for dem, som […] både individuelt og kollektivt er under [imamens] herredømme og for det andet straffen for genstridige grupper, som for eksempel de, som kun kan komme under imamens herredømme gennem en afgørende kamp. Dette er altså jihad imod de vantro, fjender af Allah og hans profet. For enhver, som har hørt buddene fra Allahs profet, fred være med ham, og ikke har omvendt sig til det, han skal bekæmpes, ”indtil der ikke mere er nogen forførelse, og religionen alene tilhører Allah.” (9) Da Allah sendte sin profet og beordrede ham til at kalde folket til sin religion, da tillod han ham ikke af denne grund at dræbe eller bekæmpe nogen før profeten udvandrede til Medina. Derefter gav han ham og muslimerne lov til det med ordene [Koranen 22,39-41]: ”Krigen er tilladt for de kæmpende, når de er blevet forurettede — Allah har magt til at hjælpe dem — de, som er fordrevne fra deres boliger uden anden skyld end, at de sagde: ”Allah er vor Herre.” Hvis Allah ikke værgede den ene del af menneskene ved den anden, ville klostre, bedesteder og hel­ligdomme, i hvilke Allahs navn flittigt påkaldes, blive ødelagte. Allah hjælper dem, hvem Han hjælper, Allah er stærk og vældig! Til dem, der, hvis Vi gør dem stærke i landet, afholder regelmæssig bøn og giver regelmæssig velgørenhed, påbyder ret og forbyder urette. Hos Gud hviler den endelige beslutning i alle anliggender.

Dernæst påbød han muslimerne at kæmpe med følgende ord [Koranen 2,216]: ”At kæmpe er foreskrevet jer, selvom det måtte være hadefuldt for jer. Alligevel kan det være, at I vil hade en ting, som er bedre for jer, og det kan ske, at I vil elske en ting, som er værre for jer; Gud ved, og I ved ikke.”

Han har fremhævet dette påbud og prist jihad i mange af suraerne fra Medina. Han har kritiseret dem, som undlader at deltage i den og Han har kaldt dem hyklere med sygdom i hjertet. Allah har sagt [Koranen 9,24]: ”Hvis jeres fædre og jeres sønner, jeres brødre, jeres hustruer og jeres nærmeste; hvis de rigdomme, I har erhvervet, og handelsvarer, som I frygter at brænde inde med, og boliger, hvori I finder behag - hvis alt dette er jer kærere end Gud og Hans udsending og kampen for Hans sag, så vent, til Gud kommer med sin befaling!" Gud retleder ikke de gudløse folk” – og [Koranen 49,15]: “De troende er de, der har til­egnet sig troen på Allah og derpå ikke er faldne i tvivl, som kæmper med liv og gods for Allahs sag; de er de sand­færdige” – og [Koranen 47,20-21]: ”Når så en utvetydig sura bliver sendt ned, og der deri er tale om at kæmpe, så ser du dem, der bærer en sygdom i hjertet, tilkaste dig et blik, som den, der dåner over for døden. Det ville passe sig bedre for dem at være lydige og sige det rette ord. Når sagen er besluttet, vil det være bedst for dem at være oprigtige over for Gud.”

Der er flere tilsvarende vers i Koranen og lige så hyppigt lovprises jihad og de, som deltager i den, f.eks [Koranen 61,10-13]: ” O I troende, skal Jeg henvise jer til en handel, som skåner jer fra en smertefuld straf? I skal tro på Gud og Hans Sendebud, og kæmpe på Guds vej med jeres ejendele og jer selv som indsats. Det er bedre for jer, hvis I blot vidste det. Han vil tilgive jer jeres synder og lukke jer ind i haver, hvor floder løber og til agtværdige boliger i Edens haver. Det er den mægtige triumf. Og endnu ét, som I elsker: Hjælp fra Gud og en nært forestående sejr. Forkynd de troende det gode budskab!” Og et andet sted siger Han [Koranen 9,19-22]: ”Sætter I det at give pilgrimmen noget at drikke og at besøge det fredhellige bedehus lige så højt, som når nogen tror på Gud og den yderste dag og kæmper for Guds sag? Hos Gud er disse ting ikke lige meget værd. Gud retleder ikke de folk, der handler uret. De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, de befinder sig på et højere rangtrin hos Gud. Det er dem, der vil sejre. Deres Herre forkynder dem det gode budskab om barmhjertighed og velbehag fra sig og om haver, hvori de har evig lyksalighed i vente;dér skal de forblive til evig tid. Hos Gud er der en vældig løn” – og [Koranen 5,54]: ”I, der tror! Hvis nogen af jer falder fra sin religion, så vil Gud indsætte andre, som Han elsker, og som elsker Ham; som er ydmyge over for de troende, men magtfulde over for de vantro; som vil kæmpe for Guds sag uden at frygte bebrejdelser fra nogen. Dette er Guds gunst. Han giver den, til hvem Han vil.”

Og han har sagt [Koranen 9,120-21]: ”De [der kæmper for Guds sag] rammes nemlig hverken af tørst eller træthed eller sult i kampen på Guds vej, og de tager ikke ét skridt, der gør de vantro rasende, eller vinder nogen sejr over nogen fjende, uden en retfærdig gerning derved skrives på deres konto. Gud lader ikke lønnen til dem, der handler godt, gå til spilde. De giver intet bort, hverken småt eller stort, og de overskrider intet flodleje, uden at det bliver dem tilgodeskrevet, for at Gud kan gengælde dem for det bedste, de har gjort.”

Således har Han nævnt [belønningen] for deres handlinger og hvilke handlinger, de skal udføre. Påbuddet om at deltage i jihad og omtalen af fordelene derved optræder utallige gange i Koranen og i sunnaen (10). Derfor er det også den bedste frivillige gerning en mand kan udføre. Alle retslærde er enige om, at det er bedre end hajj og umra (11) end den frivillige salat (12) og den frivillige faste, sådan som Koranen og sunnaen angiver. Profeten, fred være med Ham, har sagt: ”Hovedsagen er islam, den centrale søjle er salat og dens højdepunkt er jihad.” Og han har sagt: ”I Paradiset er der hundrede grader af rang med mellemrum så vide som afstanden mellem himlen og jorden. Allah har forbeholdt alle disse områder for dem, der deltager i jihad.” Der er enstemmig enighed om denne traditions troværdighed. Al-Bukhari (13) har videregivet, at han [Muhammed] har sagt: ”Han, hvis fødder bliver støvede på Allahs vej [under jihad], vil Allah frelse fra helvedes ild.” Og, som angivet af Muslim (14), har han sagt: ”En dag og en nat tilbragt i en ribat (15) er bedre end en måned tilbragt med faste og bøn om natten. Hvis han dør [under jihad], vil han modtage belønning  for sine gerninger og han vil blive beskyttet mod gravens engel (16). Det fortælles i sunnaen, at ”en dag tilbragt i en ribat på Allahs vej er bedre end tusinde dage tilbragt andre steder.” Han har sagt: ”To øjne vil ikke blive berørt af ild: det øje, som har grædt af frygt for Allah og det øje, som har holdt nattevagt [under kampen] på Allahs vej.” Al-Tirmidi (17) har sagt om denne tradition, at den er god. Hos Ahmad ibn Hanbals Musnad (18) finder vi dette: ”En nat tilbragt med nattevagt [under kampen] på Allahs vej er bedre end tusinde nætter og dage tilbragt med faste og bøn om natten’. I al-Bukharis sande hadith-samling [sahih] finder vi: ”En mand sagde: ’O, Allahs profet, fortæl mig, hvilken handling, der kan måle sig med jihad på Allahs vej.’ Og han svarede: ’Det vil du ikke kunne [udføre].’ Og manden sagde: ’Fortæl mig det alligevel.’ Allahs profet sagde: ’Kan du faste uafbrudt og bede hele natten, når en jihad-kriger er draget ud på togt?’ Manden sagde: ’Nej.’ Så sagde Allahs profet: ’Men det er, hvad der svarer til jihad.’ I sunnaen finder vi, at Mohammed har sagt: ’Hvert samfund har sine pilgrimsrejser og mit samfunds pilgrimsrejse er jihad på Allahs vej.’

Dette er et stort emne, ikke overgået af andre emner, hvad angår belønningen og værdien af den menneskelige handling. Det er tydeligt, når man undersøger det nærmere. Den [første] grund er, at er der er generelle fordele ved jihad, som ikke blot omfatter den person, som deltager i den, men også omfatter andre både religiøst og verdsligt. [For det andet:] Jihad indebærer alle slags gudsdyrkelse, både i sine indre og i sine ydre former. Mere end nogen anden handling indebærer den kærlighed og hengivelse overfor Allah, som er ophøjet, tillid til Ham og overgivelsen af ens liv og ejendom til Ham, tålmodighed, afsavn, ydmyghed overfor Allah og alle andre slags gudsdyrkelse. Ethvert individ eller ethvert samfund, der deltager i den [jihad] befinder sig mellem to lyksalige resultater: enten sejr og triumf eller martyrium og Paradiset. [For det tredje:] Alle skabninger må leve og dø. Men det er ved jihad, at man kan leve og dø i den yderste lyksalighed, både i denne verden og i efterlivet. At give afkald på den [jihad] indebærer helt eller delvist tabet af begge slags lykke. Der findes folk, som ønsker at udføre religiøse og verdslige handlinger fulde af prøvelser, mens jihad faktisk er mere gavnligt både religiøst og verdsligt end nogen anden vanskelig handling. Andre mennesker [fører jihad] ud fra et ønske om at gøre tingene lettere for dem selv, når døden nærmer sig, for en martyrdød er lettere end nogen anden form for død, for det er faktisk den bedste måde af alle at dø på.

Eftersom jihad grundlæggende er en lovlig krig og eftersom dens mål er, at religionen udelukkende skal være Allahs og at Allahs ord skal være dominerende, så følger deraf for alle muslimer, at de skal bekæmpe dem, som står i vejen for dette mål. Hvad angår de, som ikke kan gøre modstand eller ikke kan kæmpe, så som kvinder, børn, munke, gamle mennesker, blinde, handicappede og den slags, så skal de ikke dræbes, medmindre de faktisk kæmper [mod islam] med ord og handlinger. Nogle [imamer] mener, at man godt må dræbe dem alle, fordi de er vantro, men de gør en undtagelse for kvinder og børn, fordi de udgør muslimernes ejendom (19). Ikke desto mindre er den første udlægning den rigtige, fordi vi kun må bekæmpe dem, som sætter sig imod os, når vi vil gøre Allahs religion sejrrig. Allah, som er ophøjet, har sagt om dette [Koranen 2,190]: ”Bekæmp for Allahs sag dem, der bekæmper jer, men begå intet overgreb! Allah elsker ikke dem, der begår overgreb!

I hadith fortælles det om Allahs profet, fred være med ham, at han en gang gik forbi en dræbt kvinde og sagde: ”Hun var ikke en, der ville have kæmpet.” Dernæst sagde han til sine fæller: ”Indhent Khalid ibn al-Walid (20) og fortæl ham, at han ikke skal dræbe kvinder, børn og slaver.” Det fortælles også i hadith, at han plejede at sige: ”Dræb ikke meget gamle mænd, ej heller små børn eller kvinder.” Årsagen er, at Allah kun har tilladt blodsudgydelse, hvis det er nødvendigt for skabelsens velfærd.

Han [Allah] har sagt [Koranen 2,191]: “Forførelse er værre end drab!” Det betyder, at selvom drab er ondt og afskyeligt, så er de vantros modstand endnu mere ond og afskyelig. Den manglende tro hos dem, der ikke hindrer muslimerne i at etablere Allahs religion, dømmer kun dem selv. På lignende vis har de retslærde sagt, at det kun er dem, som udbreder nyfortolkninger i modstrid med Koranen og sunna, som skal straffes mere hårdt, end de, som har disse holdninger, men forbliver tavse. ”En fejl, der holdes hemmelig,” siger hadith, ”skader kun den person, som har begået den, men hvis den bliver offentlig og ikke fordømmes, så skader den samfundet.”

Shariaen påbyder kampen mod de vantro, men ikke drab på fanger. Hvis en mandlig vantro tages til fange under krig eller på anden vis, f.eks. på grund af skibbrud eller fordi han er faret vild eller gået i et baghold, så må imamen gøre, hvad der passer ham: dræbe ham, gøre ham til slave, løslade ham eller frigive ham for en løsesum af enten ejendom eller mennesker. Dette er de fleste retslærdes tolkning og den understøttes af Koranen og sunna. Der er dog nogle imamer, der mener, at muligheden for at løslade dem eller lade dem købe sig fri for en løsesum er blevet ophævet (21). Hvad angår bogens folk og zarathustrianerne, så skal de bekæmpes, indtil de bliver muslimer eller omgående betaler tribut og er blevet ydmygede (22). Hvad de andre angår, er der forskellige holdninger blandt de retslærde imamer om, hvorvidt det er tilladt at modtage tribut fra dem. De fleste anser det for forbudt at acceptere det fra [vantro] arabere (23).

Hvis en oprørsk gruppe nægter at adlyde klare og alment accepterede påbud, så er alle muslimer enige om, at man skal føre krig imod dem, selvom de tilhører islam, for at religionen helt skal være Allahs. Således har Abu Bakr al-Siddiq (24) og andre fæller, må Allah prise dem, bekæmpet dem, der nægtede at betale almisse [zakat]. I begyndelsen tøvede nogle af fællerne med at bekæmpe dem, men til sidst var de alle enige. Umar ibn al-Khattab (25) sagde til Abu Bakr, må Allah være tilfreds med dem: ”Hvorfor bekæmper du disse folk? Har Allahs profet, fred være med ham, ikke sagt: ’Jeg har pligt til at bekæmpe folk, indtil de erklærer, at der ingen anden gud er end Allah og at Muhammed er Allas budbringer. Hvis de siger det, vil deres liv og ejendom være ukrænkelige for mig, medmindre der er en regel, der tillader, at man tager det. De må gøre regnskab med Allah’. Så sagde Abu Bakr: ’[Forpligtelsen til at betale] almisse er en sådan regel. Ved Allah, jeg skal bekæmpe dem, hvis de nægter at betale mig en ged, som de plejede at betale Allahs budbringer, fred være med ham.’ Umar sagde: ’Så indså jeg pludselig, at Allah har åbnet sit hjerte for krigen og jeg vidste, at det var rigtigt.’

Der er forskellige autentiske traditioner ifølge hvilke profeten, fred være med ham, gav ordre til at bekæmpe kharjitterne (26). Hos al-Bukhari og hos Muslim fortælles det, at Ali ibn Abi Talib (27), må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: ”Jeg har hørt Allahs budbringer, fred være med ham, sige: ’Mod tidsalderens slutning vil der komme en gruppe af mennesker, unge og enfoldige, som vil tale smukke ord, men hvis tro ikke går dybere end deres struber. De vil forlade religionen ligesom en pil trænger igennem og forlader et vildt dyr. I skal dræbe dem, hvor I finder dem, fordi de, som dræber dem, vil blive belønnet på genopstandelsens dag’”.

Muslim fortæller at Ali, Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Jeg hørte Allahs budbringer, fred være med ham, sige: ’En gruppe af mennesker vil opstå af mit samfund, som vil recitere Koranen. Jeres recitation er intet sammenlignet med deres. På samme måde er jeres måde at bede og faste på intet sammenlignet med deres. De vil recitere Koranen i den tro, at den støtter dem, mens den [i virkeligheden] fordømmer dem. Deres recitation går ikke dybere end deres kraveben. De vil forlade religionen ligesom en pil gennemtrænger og forlader et vildt dyr. Hvis hæren, der når dem, vidste hvor megen [belønning] profeten har lovet dem, så ville de sætte mere ind på denne gerning [jihad].

I en anden version af denne hadith, givet videre til os af imamen Abu Said (28) fra profeten, fred være med ham, finder vi disse ord: ”De [kharjitterne] vil bekæmpe troens folk og lade afgudsdyrkerne i fred. Hvis jeg selv lever længe nok til at møde dem, så vil jeg dræbe dem, ligesom Ad-stammen (29) blev dræbt.” Der er enighed om denne hadiths autenticitet. I en anden hadith gengivet af Muslim, siges det: ”Mit samfund vil falde fra hinanden i to retninger. Der vil ud af det opstå en gruppe kættere. Den retning, som er tættest på sandheden, vil være ansvarlig for at dræbe de andre.” Dette var de folk, som blev dræbt af hærlederen under den trofaste Ali, da bruddet mellem folkene i Irak og Syrien fandt sted. De blev kaldt for haruriyya (30). Profeten, fred være med ham, gjorde det klart, at begge retninger, som religionssamfundet var blevet delt i, tilhørte hans samfund og at Alis tilhængere var tættere på sandheden. Han opfordrede til kun at bekæmpe de kættere, som havde forladt islam og religionssamfundet og som havde tilladt at tage de andre muslimers liv og ejendom.

Det er blevet fastlagt autoritativt på grundlag af Koranen, sunnaen og ved enighed blandt de retslærde, at de, som frafalder islams lov, skal bekæmpes, selv hvis de udtaler de to trosbekendelser. De retslærde er uenige om, hvorvidt det er tilladt at bekæmpe sådanne grupper, der frafalder udøvelsen af en etableret supplerende troshandling, som for eksempel de to ekstra morgenbønner ved solopgang. Der er dog enighed om, at det er tilladt at bekæmpe folk, der ikke anerkender utvetydige og alment anerkendte påbud og forbud, indtil de påtager sig at udføre de klart foreskrevne bønner, betaler almisse, faster under ramadanen, foretager pilgrimsrejse til Mekka og undlader at gøre, hvad der er forbudt, såsom at gifte sig med kvinder på trods af omstændigheder, hvor sharia-loven angiver det som forbudt, at spise urene ting, at handle uretmæssigt imod muslimernes liv og ejendom og den slags. Det er en religiøs pligt at tage initiativ til at bekæmpe den slags folk, så snart profetens opfordringer og begrundelser for krigen har nået dem. Dog er det vigtigere at bekæmpe dem, som først angriber muslimerne, af de grunde, vi har nævnt, når det drejer sig om at bekæmpe oprørske og voldelige banditter. Den mest alvorlige og obligatoriske hellige krig [jihad] er dog den mod de vantro og imod de, som nægter at overholde visse forskrifter i shariaen, som for eksempel de, der nægter at betale almisse, kharijiiterne og den slags. Jihad er en religiøs pligt, hvis den udføres på vort initiativ og også hvis den udøves som forsvar. Hvis vi tager initiativet, er det en fælles pligt og hvis den udføres af et tilstrækkeligt antal muslimer, så bortfalder forpligtelsen for de andre og æren tilfalder de, som har udført den, ligesom Allah er ophøjet og har sagt [Koranen 4,95-96]: ”De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Guds sag, både med deres ejendom og deres liv. De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Gud et trin højere end dem, der bliver siddende. Gud har lovet hver af dem Det Skønneste, men Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn, fortrinsstillinger fra Ham og tilgivelse og barmhjertighed. Gud er tilgivende og barmhjertig.

Men hvis fjenden vil angribe muslimerne, bliver det en pligt for alle dem, der bliver angrebet og for alle de andre at hjælpe dem. Allah den ophøjede har sagt [Koranen 8,72]: “Hvis de beder jer om hjælp på grund af religionen, så har I pligt til at hjælpe dem.”

På samme måde har profeten givet muslimerne ordre til at hjælpe andre muslimer. Den hjælp, som er en pligt både for den regulære professionelle hær og for andre, skal gives i overensstemmelse med den enkeltes muligheder, enten personligt ved at kæmpe til fods eller på hesteryg eller ved små eller store økonomiske bidrag. Da muslimerne blev angrebet af fjenden i Voldgravskrigens år (31), da tillod Allah ingen at undlade at udføre jihad, selvom han tillod dem ikke at deltage i jihad for at forfølge fjenden [efter belejringen]. Ved den lejlighed delte han dem ind i to kategorier, de, som sad hjemme og de, som marcherede ud, og han kritiserede dem, som anmodede profeten om orlov [fra at deltage i jihad] [Koranen 33,13]: ”Og en del af dem bad profeten om lov [til at rejse hjem], idet de sagde: ”Vores huse er udsat”; men de var ikke udsat, for de ønskede kun at flygte.”

Så den sidstnævnte [form for jihad] består i forsvaret af religionen, af ting som er ukrænkelige og af liv. Det er derfor en kamp af nødvendighed. Den førnævnte [form for jihad] er dog en frivillig kamp for at udbrede religionen, for at gøre den sejrrig og skræmme fjenden, sådan som det for eksempel skete under ekspeditionen mod Tabuk (32) og den slags. Denne form for straf [i form af jihad] skal påføres oprørske folk, som skal tvinges til at udføre deres [religiøse] pligter, så som islams fem søjler og andre, så som at overholde pligter overfor sine ejere og overholde pagten i sociale forhold. […]

[Om plyndring og beskatning af dhimmierne skriver Ibn Taymiyya:] Der er tre statsindtægter, som bygger på Koranen og sunna (33): Plyndring (ghanima) almisse (sadaga) og fay (34).

Plyndringsgods består af erobrede værdier taget med magt fra de vantro. Allah har fastlagt lovgivningen vedrørende dette i sura’en, al-Anfal (35), som han åbenbarede omkring tidspunktet for slaget ved Badr og som han gav det præcise navn al-Anfal [Byttet], fordi mængden af plyndringsgods udgør en stigning i velstand for muslimerne. Allah sagde: ”De spørger dig om byttet. Sig: ’Byttet tilhører Gud og Udsendingen …’” [Koranen 8:1].

Ifølge Jabir b. Abd Allah (36) sagde profeten i de to troværdige (al-sahihan) [haddith-fortællinger (37)]: ”Jeg er blevet udstyret med fem gaver, som ingen anden profet før mig har modtaget. Jeg har på en måned sejret ved rædsel. Jorden er blevet en moské og renhed for mig; enhver fra mit samfund, som overraskes af bedestunden, kan bede, hvor han end er. Jeg modtog tilladelse til at plyndre; et privilegium, som ingen af mine forgængere fik. Jeg fik den gave at være formidler. De profeter, der var før mig, blev kun udsendt til deres egne folk. Jeg blev sendt til hele menneskeheden”. Profeten sagde: ”Jeg blev sendt med sværdet før Genopstandelsens Dag, så at alle mænd kan tjene Allah alene, uden partnere. Min styrke ligger i skyggen af mit spyd. Dem, som modsatte sig mine befalinger, er blevet hærget og ydmyget. Den, som ønsker at ligne disse folk, må betragtes som en af dem”. […]

[Om fay beretter Ibn Taymiyya videre:] Fay bygger på de følgende vers fra sura’en al-Hashr (Samlingen), som Allah åbenbarede omkring tidspunktet for togtet mod Banu Nadir stammen efter slaget ved Badr. Allah sagde: ”Hvad Gud gav sin udsending som bytte fra dem, skulle I hverken drive på heste eller kameler for at få fat i. Gud giver sine udsendinge magt, over hvem Han vil. Gud er i stand til alt. Hvad Gud gav sin udsending som bytte fra befolkningen i byerne, tilhører Gud og Udsendingen, slægtningene, de forældreløse, de fattige og den vejfarende.” [Koranen 59:6-7].

Disse ejendele fik navnet fay, eftersom Allah har taget dem fra de vantro for at give dem tilbage til muslimerne. Allah har i princippet skabt alt i denne verden udelukkende for at det skal tjene ham, eftersom han også skabte mennesket for at styre det. Derfor mister de vantro retten til deres person og deres ejendele, som de ikke bruger i Allahs tjeneste, og denne ret overgår til de trofast troende, som tjener Allah og til hvem Allah tilbagegiver, hvad der tilhører dem. Således gives den retfulde arv tilbage til en mand, som var frataget ham, selvom han ikke ejede den før.

I denne kategori inkluderes også kopskatten (jizya), som skal betales af jøder og kristne. [Ligeledes] de ydelser, som skal pålægges visse fjendtlige lande eller betales i form af den tribut, de betaler til muslimernes sultan, som for eksempel det palladium (haml) (38), som ydes af visse kristne lande, den tiende (ushr), som handelsfolk skal betale i krigens hus (dar al-Harb), og den femprocentsskat, som pålægges de beskyttede folk (ahl al-dhimma), som handler uden for deres hjemlande, de betalinger, som skal pålægges de af Bogens folk, der bryder deres beskyttelsespagt og landskatten (kharai), som oprindelig kun angik Bogens folk, men som senere også blev pålagt visse muslimer.

Til fay hører også de af statens ejendele, som tilfalder muslimerne, som for eksempel ejendele uden nogen særlig ejer, arveløst gods, tilranet gods, lån og værdier, hvis ejermand ikke kan findes, og mere generelt al personlig ejendom og jordegods, som tilhører muslimer i en tilsvarende situation. Al den slags ejendom tilfalder muslimernes arvegods. […]

Hvad de mænd angår, ”hvis hjerter skal vindes” [v.h.a. gaver], så kan de være enten vantro eller muslimer. Hvis de er vantro, er det håbet med disse gaver at opnå en fordel, for eksempel at få dem til at konvertere eller at undgå en eller anden ulykke, på den betingelse at det er umuligt at handle anderledes. Hvis de er indflydelsesrige muslimer er det håbet at opnå en fordel, som for eksempel at styrke deres omvendelse, eller at påtvinge den en af deres slægtninge, at opnå deres støtte for at kunne erhverve sig betalinger af sadaqa fra en anden gruppe, der har nægtet at betale den, at påføre en fjende skade eller at forhindre ham i at skade islam, alt sammen under den forudsætning at dette mål ikke kan opnås undtagen ved denne pris.

Disse gaver, givet til de magtfulde og tilbageholdt fra de fattige, minder overfladisk om dem, som konger ofte uddeler. Men handlinger defineres af, hvilken hensigt (niyya) der ligger bag. Hvis disse gaver tjener den muslimske religions fælles interesse, så vil de være lig dem, som Profeten og kalifferne uddelte, men hvis de derimod er motiveret af ambition og bestikkelse, så vil de være som dem farao uddelte. […]

De to andre åbenbarede religioner var svækkede af deres manglende evne til at udfolde sig eller gennem den frygt, som deres tilhængere oplevede i mødet med uundgåelige udfordringer. Derfor fremstod disse religioner som kraftløse og magtesløse for mænd, som dernæst forstod, at de var ude af stand til at sikre deres og andres lykke. Disse to fejlagtige veje tilhører mænd, som har taget en tro til sig uden at udbrede den med alt, hvad den behøver for at kunne eksistere – magt, jihad, materielle værdier – eller mænd, der havde søgt magt, formue eller krig uden at have deres religions sejr som deres mål. Disse to veje har påkaldt sig guddommelig vrede og er for vildfarne mænd. Den ene er de kristnes, som i deres fejltagelse er faret vild og den anden er jødernes, som har påkaldt sig guddommelig vrede. 

Den retfærdige vej er kun profetens, helgenernes (siddiqin), martyrernes og de frommes. Det er vor profet Muhammed og hans kaliffer og fæller og disciples vej og vore forfædre, som har vist os vejen: udvandrerne og hjælperne (39) og den anden generations troende. Allah har forbeholdt for dem haver, hvor rindende vand løber og hvor de vil være i al evighed. Det er den endelige sejr. […]

[Om synagoger og kirker forklarer Ibn Taymiyya:] Hvad er jeres mening (Må Allah være jer nådige) om Kairos synagoger og andre helligsteder, som er blevet lukket efter ordre fra myndighederne, særlig i betragtning af, at jøderne og de kristne protesterer over, at dette skulle være uretfærdigt og de anmoder om at få genåbnet disse bygninger, og med dette formål har de henvendt sig til prinsen (må Allah værne, bevare og beskytte ham!)? Er det nødvendigt at imødekomme deres ønske eller ikke, for ifølge dem er disse synagoger og kirker meget gamle og de går tilbage til de troendes prins Umar b. al-Khattab og andre? De spørger, om de ikke må bevares i den tilstand, som de var i på Umars og de andre kaliffers tid og de hævder, at lukningen af disse bedehuse står i modstrid med de retledte kaliffers (40) anvisninger.  

Ibn Taymiyya svarede: ”Hvad deres påstand angår, om at muslimerne har begået en uretfærdighed ved at lukke disse kirker, så er det en usandhed, der så sandelig står i modsætning til muslimernes universelle opfattelse. Alle de fire muslimske retsskoler, Hanafi, Maliki, Shafi’i, Hanbali og de tidligere imamer som f.eks. Sufyan ath-Thawri, al-Awza, al-Layith b. Sa’ad og andre, så vel som profetens ledsagere og disciple (må Allah velsigne dem!) er faktisk enige om at erklære det for retfærdigt, hvis det var imamens vilje at ødelægge synagogerne og kirkerne i de troendes lande, for eksempel i Ægypten, i Sudan, i Eufrats provinser, i Syrien og i andre sådanne lande, i overensstemmelse med dem, som fremsætter denne mening, og man er desuden tvunget til at adlyde ham. Hvem, der modsætter sig hans bestræbelse, har krænket Allahs pagt og begår en meget afskyelig synd. Desuden er det falsk, når de påstår, at disse synagoger og kirker har eksisteret siden Umar b. al-Khattab og de retledte kaliffers tid og at de skulle have overladt dem i deres besiddelse. Traditionen har fastslået, at Kairo blev grundlagt omkring tre hundrede år efter Umar b. al-Khattab efter Baghdad, Basra, Kufa og Wasit. Desuden er muslimerne enige om, at det er forbudt for jøderne og for de kristne at bygge synagoger og kirker i byer grundlagt af muslimer. Selv der, hvor den muslimske erobring blev opnået ved overgivelse og en fredstraktat, hvorved jøderne og de kristne fik lov til at beholde deres bedehuse, så fastslog Umar ikke desto mindre allerede dengang den betingelse, at nye kirker og synagoger ikke måtte blive opført i de erobrede områder og slet ikke i de byer, der var grundlagt af muslimer. I de lande, som var blevet erobret med magt (i Mesopotamien og i Ægypten, hvor ingen overgivelse blev tilbudt muslimerne) og hvor muslimerne har bygget byer, så har de sågar ret til at fjerne og ødelægge de synagoger og kirker, der allerede står, således at ingen synagoger og kirker bliver stående, med mindre en særlig pagt giver tilladelse til det.

 

[Ibn Qayyim al-Jawziyya:]

[Om dhimmiernes kirker, klædedragt og opførsel forklarer Ibn Qayyim al-Jawziyya:] De, som mener, at det er afskyeligt at bede i en kirke eller i en synagoge, siger også at dette er steder, hvor utroskab og flerguderi hersker. Sandelig er de mere afskyelige end de offentlige bade, begravelsessteder eller møddinger, for de er genstand for guddommelig vrede. Og forbød profeten ikke bøn i landet Babylon, idet han sagde: ”Det er forbandet,” og retfærdiggjorde han ikke afståelsen fra at bede på denne måde med denne forbandelse? I sandhed er disse kirker hjemsøgt af ondskab og guddommelig vrede og modvilje rammer dem, som forsamles i dem. Som en af profetens ledsagere sagde: ”Undgå jøder og kristne under deres højtider, for vreden vil ramme dem.” Er de desuden ikke huse for Allahs fjender og Allah skal ikke dyrkes i hans fjenders huse?  Det er forbudt for dem [de kristne] at ringe med klokker undtagen lydløst dybt inde i deres kirker […] for lyden af klokker er vantroens banner, såvel som dets symbol udadtil […] Malik b. Anas sagde: ”Når klokker lyder, vækkes de barmhjertiges vrede, hvorefter engle stiger ned til de fire verdenshjørner og synger: ’Sig at Han er én’ indtil Allahs vrede bliver formildet.” Grunden til, at det kun er tilladt dem at ringe klokker inden for i kirken, er for at brugen af dem efterhånden skal holde op. For klokkerne er normalt anbragt i kirkernes tårne, så at de kan høres langt væk, når de bliver ringet. Hvis de er tvunget til kun at ringe med dem inden for i kirken, så vil ingen høre dem eller bemærke dem og de vil blive afskaffet helt, eftersom de ikke længere tjener noget formål […] I sandhed, Allah har afskaffet at ringe med de kristne kirkeklokker og at blæse i det jødiske horn og har erstattet dem med monoteismens kald og gudsfrygt.  Han har ophøjet lyden af islams ord som et tegn på den sande dyrkelse, for at kaste de vantros bønnekald ud i glemsel og han har erstattet klokken med [det muslimske] kald til bøn. […] Ligesom han har erstattet de djævelske skrifter med Koranen.  […]

[Om dhimmiernes klædedragt skriver Ibn Qayyim al-Jawziyya:] ”Ydmygelse og hån skal være deres lod, som ikke adlyder mit ord”. Dhimmierne er de mest ulydige overfor hans regler og imod hans ord og derfor er det passende at ydmyge dem ved at adskille dem fra muslimernes fremtoning, som Allah pga. deres lydighed overfor ham og hans profet har hævet over dem, der ikke har adlydt ham. Dem har han ydmyget, formindsket og gjort til genstand for afsky, så at foragtens tegn skal være på dem, for at de kan adskilles ved hjælp af deres fremtoning. Det fremgår klart af profetens udtalelse, at et særligt mærke skal påtvinges dem: ”Han, der tilhører det folk, der ligner dem [dhimmierne] skal anses for at være en af dem.” […] Det er obligatorisk at tvinge den vantro til at forblive klædt som sit folk, således at muslimerne kan kende ham. For har profeten ikke sagt: ”Rytteren skal hilse på fodgængeren, fodgængeren på den siddende og den enkelte på forsamlingen, […] derimod er det forbudt at hilse først på en jøde eller en kristen. Hvis en af dem hilser på os, så svarer vi, ”og med dig.” (41) Da dette er islams tradition, så er det nødvendigt at påtvinge dhimmierne en særlig klædedragt, således at de kan være genkendelige og islamisk tradition kan opretholdes ordentligt og så en muslim kan vide, hvem, der har hilst på ham. Er det en muslim, der fortjener at blive hilst med fred eller er det en dhimmi, som ikke fortjener det? […] Desuden tjener den særlige klædedragt også andre formål. Han [muslimen] vil derved vide, at han ikke skal gå ud og møde ham, at han ikke skal sætte ham i selskab med muslimer, at han ikke skal kysse hans hånd, at han ikke skal stå op for ham, at han ikke skal tiltale ham med formen broder eller herre, at han ikke skal ønske ham fremgang eller ære, som det er normalt blandt muslimer, at han ikke skal give ham muslimsk almisse, at han ikke skal kalde ham til vidne, hverken til anklage eller forsvar, at han ikke skal sælge ham en muslimsk slave, og at han ikke må give ham religiøse eller juridiske bøger, der har med islam at gøre. Og hvis det ikke var for disse forbud, så ville de komme til at behandle ham på en måde, der ellers kun var forbeholdt muslimerne.

Turbanen er arabernes krone. […] Turbaner er ikke klædedragt for Israels børn, men for araberne. Abu Qasim sagde: ”Det er forbudt for en dhimmi at bære turban, fordi han ikke må have nogen ære i islams land og derfor er det ikke en del af hans klædedragt.” Det er strengt forbudt at tiltale en dhimmi med ”herre” eller ”mester”, som det også står i hadith: ”Kald ikke de vantro for herre, for hvis han er din herre, så har du gjort Herren vred.” Det er også forbudt at kalde dem ’statens ære’, eller ’samfundets rygrad’ etc. Hvis nogle af dem, bærer disse titler, skal en muslim ikke tiltale ham således. Hvis han møder en kristen, skal han tiltale ham; ”Du der, kristne”, ”Du der, o kors”, og hvis han er jøde, skal han tiltales med disse ord, ”Du der, jøde”.  Dhimmien skal vise ærbødighed overfor muslimerne i deres forsamlinger og vise respekt og underdanighed overfor dem. Han må ikke undslå sig, ej heller må han opsøge deres selskab uden deres tilladelse. Han må ikke udvise respektløse eller uærbødige handlinger i deres selskab. Han skal hilse dem, som han ville sine egne. Han må ikke blotte sine ben eller hæve sin stemme i deres selskab. Andres manglende håndhævelse eller reform af disse Umars love, selvom det er accepteret af religiøse myndigheder, udgør en forsømmelse af ham, som Allah har åbenbaret sandheden og det udgør en sejr for Allahs fjender. For ved at tillade dhimmierne at udøve deres vantro og at gøre det muligt for dem at hæve sig fra deres underlegne status, så gør man skade på Allahs religion, Hans profet, Hans bog og muslimerne bliver derved vanæret, […] og de eksempler, som vi har anført, bekræfter, at jihad er en pligt, indtil Allahs ord hersker suverænt og indtil alle dyrker Allahs religion, og indtil Allahs religion besejrer alle religioner og indtil de betaler kopskatten og ydmyger sig.

 

[Ibn Kathir:]

[Om jihad forklarer Ibn Kathir:] I befalingen om at bekæmpe bogens folk indtil de betaler kopskat, sagde Allah [Koranen 9,29]: ”Bekæmp dem af skriftbesidderne, der ikke tror på Allah og den yderste dag og ikke holder det for forbudt, som Allah og Hans profet har erklæret for forbudt, og ikke følger sandhedens religion, indtil de som ydmygede lydigt betaler afgift.” Derfor havde bogens folk ikke nogen god tro på nogen profet eller på nogle profeters budskab, fordi de ikke troede på Muhammed. I stedet for fulgte de deres egne religioner, fordi dette passede med deres forestillinger, deres lyster og deres forfædres vaner og ikke fordi det er Allahs lov og religion. Hvis de havde været sande troende i deres religioner, så ville deres tro have ført dem til at tro på Muhammed, fordi alle profeterne videregav den gode nyhed om Muhammeds komme og befalede dem at adlyde og følge ham. Alligevel troede de ikke på ham, da han blev sendt, selvom han er den største af alle profeterne. Derfor følger de ikke tidligere profeters religion, fordi disse religioner kom fra Allah, men følger i stedet deres lyst og begær. Derfor vil deres påståede tro på en tidligere profet ikke gavne dem, fordi de ikke troede på mesteren, den største, den sidste og mest perfekte af alle profeterne. Således Allahs budskab: ”Bekæmp dem af skriftbesidderne, der ikke tror på Allah og den yderste dag og ikke holder det for forbudt, som Allah og Hans profet har erklæret for forbudt, og ikke følger sandhedens religion.

Dette ærværdige [koran]vers blev åbenbaret med befalingen om at bekæmpe bogens folk, efter at hedningene var blevet besejret og folket tilsluttede sig Allahs religion i store antal og den arabiske halvø var sikret under muslimernes kontrol. Allah gav sin profet ordre til at bekæmpe bogens folk, jøderne og i det niende år efter hijrah (42) gjorde han klar til at kæmpe mod romerne (43) og han kaldte folket til jihad og offentliggjorde sin hensigt og sit mål. Profeten sendte budskabet om sit mål ud til forskellige arabiske områder omkring Medina for at samle styrker og han samlede en hær på tredive tusinde. Nogle folk fra Medina og nogle hyklere i og omkring byen tøvede, fordi der var tørke og stærk hede det år. Allahs profet marcherede ud mod Syrien [Ash-Sham] for at bekæmpe romerne, indtil han nåede Tabuk, hvor han slog lejr ved dets vandkilder i omtrent tredive dage. Han bad til Allah for vejledning i sin beslutning og vendte dernæst efter Allahs vilje tilbage til Medina, da det som nævnt var et hårdt år og folket var svækket. […]

[Om betaling af kopskatten som tegn på vantro og ydmygelse, forklarer Ibn Kathir:] Allah sagde [Koranen 9,29]: ”[Bekæmp dem] indtil de som ydmygede lydigt betaler afgift,” hvis de ikke vælger at underkaste sig villigt og tilslutte sig islam i nederlag og underkastelse og føler sig underkuet, ydmyget, vanæret og nedgjort. Derfor er det ikke tilladt muslimerne at ære dhimmierne eller at hæve dem over muslimerne, for de er elendige, vanærede og ydmygede. Muslim [ibn Hajjaj] nedskrev fra Abu Hurayrah (44), at profeten sagde: ”Hils ikke på jøderne og de kristne og hvis I møder dem på gaden, skal I tvinge dem ud på det smalleste fortorv.” Det er også årsagen til at de troendes leder ‘Umar b. Al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, forlangte sine velkendte betingelser opfyldt af de kristne, de betingelser, som skulle sikre deres fortsatte ydmygelse, nedværdigelse og vanære. De kyndige i hadith genfortalt af Abdur-Rahman b. Ghanm Al-Ash'ari fortæller, at han sagde (45):

”Jeg nedskrev for `Umar b. Al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, de fredsbetingelser, som han indgik med de kristne i Syrien [Ash-Sham]: ’I Allah den ærværdige og nådefuldes navn. Dette er et dokument fra Allahs tjener, ’Umar, muslimernes leder, til de kristne i den og denne by. Dette er et brev til Allahs tjener, ’Umar, de troendes leder, fra de kristne (fra den og den by).  Da I [muslimerne] rejste jer imod os, bad vi [de kristne] jer om at beskytte os, vore efterkommere, vores ejendom og vore trosfæller, og vi forpligtede os til at vi: - Ikke vil bygge nye klostre, kirker, eneboerhytter eller munkeceller i vore byer eller i nærheden af dem. - Vi vil ej heller hverken om dagen eller om natten reparere de kirker og klostre, som forfalder, eller forny dem, der måtte ligge i de muslimske kvarterer af byen. - Vi vil ikke nægte muslimer adgang til vore kirker, hverken om dagen eller om natten. - Vi skal holde vores porte vidt åbne for forbipasserende og rejsende.  - Vi skal give alle muslimer, som kommer forbi, kost og logi i tre dage. - Vi vil ikke huse nogen spion i vore kirker eller i vore huse, eller skjule nogen fjende af muslimerne. - Vi vil ikke lære vore børn Koranen. - Vi skal ikke vise [udøve] vor religion offentligt eller forsøge at omvende nogen til den. - Vi skal ikke forhindre nogen fra vor familie i at gå over til islam, hvis de ønsker det. - Vi skal vise respekt over for muslimerne og i vore forsamlinger give dem lov til at sidde i vort sted, når de ønsker det. - Vi vil ikke efterligne muslimerne i vores påklædning, hverken m.h.t. hatte, turbaner, sandaler eller hårets skilning. - Vi vil ikke gøre brug af deres sproglige udtryk [hilsner] eller antage deres efternavne. - Vi skal ikke ride med sadler. - Vi skal ikke bære sværd eller våben af nogen art, eller besidde dem hos os.- Vi skal ikke indgravere arabiske indskrifter på vore ringe [segl]. - Vi skal ikke sælge vin. - Vi skal få vort hår klippet [pandehåret] på den forreste del af hovedet. - Vi skal altid være klædt på samme [traditionelle] måde, uanset hvor vi er. - Vi vil bære bælter[zunnar] om vort liv.  - Vi skal ikke sætte vore kors på vore kirker eller fremvise vore kors eller hellige bøger ved muslimernes veje eller ved deres markedspladser. - Vi vil kun bruge vore skralder af træ i vore kirker på en meget let måde. - Vi vil ikke recitere vore bønner med høj stemme under gudstjenesten i vore kirker, eller når en muslim er i nærheden. - Vi vil ikke bære palmegrene eller helligbilleder i procession i gaderne. - Vi vil ikke synge højt under begravelse af vore døde eller bære antændte lys i muslimernes gader eller ved deres markedsplads.- Vi vil ikke komme tæt på dem [muslimerne] med vore begravelsesprocessioner. - Vi vil ikke antage nogen slave, der tidligere har tilhørt en muslim, eller spionere i deres huse. - Vi vil ikke bygge vore huse højere end deres. Da jeg bragte brevet til ’Umar, må Allah finde behag i ham, tilføjede han sætningen: - Vi vil ikke slå en muslim. Alt dette lover vi på vore egne og vore trosfællers vegne at overholde og modtage beskyttelse fra jer til gengæld; og hvis vi overtræder nogle af de betingelser for sikkerhed i denne pagt, da mister vi jeres beskyttelse [dhimma] og I kan frit behandle os som fjender og oprøre.’”

 

[Ibn Naqqash:]

[Om begrænsninger, der er pålagt dhimmierne, forklarer Ibn Naqqash:] Malik b. Anas (46) sagde, at det var forkert af en muslim at lære arabisk skrift eller noget andet til en kristen. Desuden burde han ikke sende sine børn i udenlandske skoler for at lære noget andet skriftsprog end arabisk. […] Når en dhimmi nyser, skal man ikke længere sige; ”Må Allah velsigne dig”, men ”må Allah føre dig til den rigtige vej” eller ”må han forbedre din situation”.

Der er delte meninger om, hvorvidt pagten skal annulleres, hvis en dhimmi har haft et kriminelt forhold til en muslimsk kvinde med hendes fri vilje. Hvis derimod han har taget hende med magt, er der, så vidt jeg ved, ingen uenighed, hvad denne person angår og hans pagt er ophævet. På denne vis er pagten med de fleste dhimmier i Ægypten annulleret, fordi de fornærmede muslimerne og de havde på den ene eller den anden måde kriminelle forhold til muslimske kvinder. Hvad de andre angår, ved Allah alt.

Hvis dhimmien nægter at betale jizya, så er hans pagt brudt og man må tage alle hans ejendele.

Hvis han fornærmer profeten, skal han dræbes. Det kan diskuteres, om han kan slippe for døden ved at konvertere til islam. Selvom der er flere meninger om dette emne, så virker det som om en dhimmi kan slippe for dødsstraf, hver gang han dømmes til døden for at bryde pagten, hvis han konverterer til islam.

Hvis han køber en muslimsk slave eller en Koran, skal han straffes.

Malik fik stillet spørgsmålet, om de bøger, som indeholder Pentateuken (47) og Evangeliet (48): ”Mener du, at det er tilladt at sælge disse bøger til jøderne og de kristne?”. ”Hør efter”, svarede han, ”kan man for det første være sikker på at disse tekster virkelig er Pentateuken eller Evangeliet? Uanset hvad, mener jeg ikke, at vi bør sælge dem eller modtage betaling for dem.”
Fordi islam har ophævet alle de tidligere religioner, er andre lærde (ulama) af den mening, at selvom de [bøger] virkelig var den sande Pentateuk og Evangeliet, så er det ikke tilladt at sælge disse bøger til mænd, som tror på deres forestillinger og som ikke anerkender Koranen, som har erstattet dem. Så det er derfor ikke tilladt, ligeledes fordi man ikke kan vide, hvad der er den autentiske tekst, eftersom Allah selv sagde: ”De har ændret Pentateuken og Evangeliet.”  […]

[Om kristne kirker forklarer Ibn Naqqash:] Det berettes ifølge traditionen, at Profeten kundgjorde denne erklæring: “Der må ikke bygges kirker i muslimske lande og de, som forfalder, må man ikke restaurere.” I en anden hadith bliver det også citeret i hans navn: ”Ingen kirker under islam”.

Umar b. al-Khattab (må Allah velsigne ham!) gav ordre til, at alle kirker, som ikke fandtes før islams fremvækst, skulle ødelægges og han forbød at bygge nye kirker. Han beordrede også, at ingen kors måtte være synlige uden for en kirke, ellers kunne det knuses over hovedet på ham, som bar det.

Urwat b. Naj gav ordre til at ødelægge alle kirker i San’a (Yemen). Dette er loven for de lærde (ulama) i islam.

Umar b. Abd al-Aziz (49) gik videre og gav ordre til, at ingen kirker måtte blive stående nogen steder, uanset om de var gamle eller nye. Det er sædvane, siger Hasan al-Basri (50), at ødelægge de gamle og de nye kirker i ethvert land.

Umar b. Abd al-Aziz gav også love, der forbød de kristne at hæve deres stemmer, når de sang i deres kirker, for disse hymner kan Den Højeste ikke lide. Desuden forbød han dem at reparere de dele af deres kirker, som forfaldt. Hvad det sidste angår, er der to meninger. Hvis de renoverer dem udvendigt, siger al-Istakhari (51), så må de forhindres heri, men hvis de kun reparerer de indvendige dele, som er på deres side, så kan det tåles. Men Allah ved alt.

Der er delte meninger om jizyaen blandt de lærde (ulama). Nogle mener, at den er fastlagt og bestemt i overensstemmelse med den sum, der blev fastsat af Umar b. al-Khattab, og at det ikke er tilladt et hæve eller sænke den. Men andre mener, at den skal fastsættes af imamen, som er den mest kompetente dommer i denne sag. Endelig er der en tredje opfattelse, at man ikke kan sænke kopskatten, som blev fastsat af imamen Umar b. al-Khattab, men den kan godt blive hævet. […]

Den jizya, som Umar fastsatte var otteogfyrre dirhemer for de rige, fireogtyve for middelklassen og tolv for de fattige, men det er passende for imamen at vise sin nidkærhed for troen ved at hæve beløbet, som skal betales som jizya, og dette så meget desto mere i de tider, som vi lever i, ville det være meget retfærdigt at pålægge en årlig skat på tusinde dinarer på visse dhimmier, som ikke ville være ude af stand til at betale det i betragtning af de rigdomme, som de har fået ud af muslimerne.  Når imamen desuden har fået oplysninger om de bedragerier, som de har begået for at samle disse formuer, så skal han med det samme fratage dem disse værdier øjeblikkelig. Hvis han ikke er ganske overbevist om deres ondskab, så skal han dele det med dem, idet han tager halvdelen af, hvad de ejer, hvis de besad en formue, før de blev embedsmænd, men hvis de derimod var fattige og i nød på det tidspunkt, så skal imamen tage al deres ejendom. Desuden er det denne måde, at Umar b. al-Khattab behandlede skriverne i Ægypten, idet han formodede, at disse mennesker var blevet rige gennem deres embede, og det ikke var muligt at bevise deres skyld.

Priset være Allah den Højeste, den ene Gud. Velsignet være Muhammad, hans familie og hans følge. […]

[Om dhimmierne i Nordvestafrika og Ægypten beretter Ibn Naqqash:] I måneden Rajab al-fard i året 700 [år 1301] kom visiren af Gharb [i Maghreb] til Kairo på vej til pilgrimsrejse og her havde han et møde med sultan al-Malik an-Nasir Muhammad ibn Qal’un (52), hans guvernør, emiren Sallar og emiren Rukn ad-Din Baybar al Jashangir, som overrakte ham storslåede gaver og modtog ham med stor ære. De drøftede de forhold, som kristne og jøder levede under i hans land, hvor denne klasse af mennesker ved hjælp af begrænsninger blev holdt i en tilstand af ydmygelse og nedværdigelse. Således var det ikke tilladt for dem at ride på hesteryg og de måtte heller ikke ansættes i den statslige administration. Desuden gav han udtryk for sin utilfredshed med det forhold at dhimmierne i Ægypten var klædt i de mest elegante klæder og at de red på muldyr, hopper og på dyre heste, og de blev anset for værdige til ansættelse i de vigtigste embeder i staten og derved fik myndighed over muslimerne. Han tilføjede, at deres beskyttelsespagt (53) var udløbet i Hijrahens år 600 [år 1203] og han fortsatte med at fremsætte en lang række argumenter om samme emne. Disse ord gjorde indtryk på statens ledende mænd og særlig på emiren Rukn ad-Din Baybars al-Jashangir og de andre emirer. De erklærede enstemmigt, at tilsvarende forhold i Ægypten ville styrke religionen [islam] betydeligt. Derfor samlede de kristne og jøderne i Ægypten om torsdagen, den 20. Rajab, og de fortalte dem, at de ikke længere kunne være ansat i den offentlige administration og ej heller i emirernes tjeneste. De skulle også ændre deres turbaner: blå for de kristne, som desuden skulle bære et særligt bælte [zunnar] om livet; og jøderne skulle bære gule turbaner. Således led de kristne og jøderne i Kairo og i Ægypten under en smertefuld tilbagevenden til fortiden. Lederne af begge trossamfund gjorde forgæves forsøg på at få omgjort denne beslutning ved at opsøge imamer, betydningsfulde mænd og de vigtigste embedsmænd, som de også tilbød betydelige summer. Men disse tilbud blev afvist og tværtimod blev større strenghed udvist i forvaltningen af reglerne. Emiren Rukn ad-Din Baybars al-Jaschangir fik ansvaret for reglernes gennemførelse. Kirkerne i Misr og i Kairo blev lukket og deres indgangsdøre blev lukket og sømmet til. Da det var blevet den 22. Rajab var alle jøderne iklædt gule turbaner og de kristne bar blå turbaner og hvis de red på hesteryg blev de tvunget til at ride med det ene ben bukket under dem. […] Dernæst blev dhimmierne afskediget fra den offentlige administration og fra de stillinger, som de havde bestridt hos emirerne. Så fik de forbud imod at ride på heste eller muldyr. Derfor konverterede mange af dem til islam og særlig Amin al-Mulk Mustawfi as-Suhba. Sultanen sendte dernæst bud til de provinser, der for nylig var tilføjet hans stater og hvor der var jødiske og kristne huse og han gav ordre til, at alle de huse, der var højere end muslimernes, skulle rives ned til mindre højde. Desuden skulle alle dhimmier, som ejede en forretning i nærheden af en muslim, have deres stueetage sænket, således at muslimernes ville være højere.  I overensstemmelse med gammel tradition påbød han derudover en streng håndhævelse af reglerne for de særlige mærker (54). Sendebuddet bragte disse ordrer til Damaskus på den første dag af Sha’aban og den følgende mandag den syvende i samme måned, blev reglerne påført dhimmierne i Damaskus og de blev læst højt offentligt i overværelse af sultanens embedsmænd, emirerne og qadierne. Emirerne indvilligede i at afskedige dhimmierne fra de stillinger, som de bestred, og de regler, som forbød dem at ride på heste eller på sadler, blev offentliggjort. Dernæst den 25. i samme måned blev vicekongens dekret offentliggjort i Damaskus, hvorved dhimmierne blev pålagt at bære særlige tegn på hovederne, de kristnes tegn var blåt, jødernes tegn var gult og reglerne blev læst op for indbyggerne i Samaria. Reglerne blev håndhævet obligatorisk og således skete det, at alle jøderne på den følgende søndag havde iført sig de farver, der var dem påbudt. Det var i sandhed et smukt skue! De kristne og samaritanerne fulgte efter, Allah være priset og æret!

Så begyndte arbejdet med at ødelægge deres kirker, først og fremmest dem i Kairo. Til dette formål havde imamerne, de retslærde og qadierne (55) arrangeret et møde og det berettes, at kadien Ibn ar-Rafa’a, som var overdommer over Ægypten, allerede havde udformet en fatwa, der tillod at ødelægge kirkerne. Men efter en lang drøftelse og en ophedet debat om emnet i et råd af religiøse retslærde [ulama] tog den øverste juridiske embedsmand Taqi ad-Din Ibn Daqiq al-’Id’ ordet og fremsagde en fatwa, der sagde, at kirkerne ikke skulle røres, medmindre de bevisligt var bygget i nyere tid, og hvis dette blev fastlagt med beviser, så skulle kirkerne ødelægges. For min del [Ibn Naqqash] vurderer jeg, at denne fatwa bør regnes blandt de fejltagelser, som denne muslimske retslærde (må Allah være ham nådig) har begået. Desuden er han kendt for sin mangel på kundskaber om traditionernes videnskab og sin manglende viden om de beslutninger, der blev gennemført under de muslimske erobringer af vantro lande, som blev taget med magt eller ved overgivelse. For den, der søger en dybere forståelse, forklaring og analyse af de forskellige anvisninger [i Koranen og Hadith], var sheikhen Taqi ad-Din derimod et hav, hvis dybde ikke kunne måles, som ordsproget siger.

 

[Ibn Khaldun:]

[Om jihad forklarer Ibn Khaldun:] Den hellige krig er en religiøs pligt i det muslimske trossamfund på grund af islams almengyldighed og forpligtelsen til at omvende alle til islam – enten ved hjælp af overbevisning eller ved hjælp af magtanvendelse. Af samme grund er kalifatet (56) og kongelig autoritet forenet [i islam], sådan at den ansvarlige hersker kan koncentrere alle tilgængelige styrker på begge områder [religion og politik] på samme tid. De andre religionssamfund havde ikke en universal mission og den hellige krig var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen til forsvarsformål. Det har derfor udviklet sig sådan, at de folk, som er ansvarlige for religiøse spørgsmål [hos ikke-muslimer], slet ikke beskæftiger sig med magtpolitiske spørgsmål overhovedet. Kongelig myndighed tilfalder [hos ikke muslimerne] dem, der har den, ved tilfælde og på en måde, der ikke har noget med religionen at gøre. Den tilfalder dem som det nødvendige resultat af gruppefølelse, som ved sin natur søger at opnå kongelig magt, som før nævnt, og ikke fordi de har nogen pligt til at opnå magt over andre nationer, som det er tilfældet i islam. De er kun forpligtet til at udbrede deres religion blandt deres eget folk. Det er også årsagen til, at israelitterne efter Moses og Josva vedblivende og i næsten firehundrede år undlod at beskæftige sig med kongelig magt. Deres eneste mål var at etablere deres religion. Derefter var der uenigheder mellem de kristne om deres religion og den kristne dogmatik. De blev splittet i grupper og sekter, som sikrede de forskellige kristne herskeres støtte imod hinanden. Der fremkom forskellige sekter på forskellige tidspunkter. Til sidst samlede disse sekter sig i tre grupper, som udgør sekterne. Andre er ubetydelige. Disse er melkitterne, jakobitterne og nestorianerne (57). Vi synes ikke, at vi bør farve siderne i denne bog sorte med diskussioner af deres vantro dogmer. Som helhed er de velkendte. Det er alt sammen vranglære. Det fremgår klart af den ædle Koran. Det er ikke vor sag, at diskutere disse ting med dem. Det er op til dem at vælge mellem omvendelse til islam, at betale kopskatten, eller døden.

 

[Ibn Taghribirdi:]

[Om afskedigelse af kristne embedsmænd i Ægypten (1419) beretter Ibn Taghribirdi:] På den 7. Jumada i år 1122 [1. juni 1419] hidkaldte sultanen af Ægypten (58) den kristne patriark til et møde med ham i selskab med qadierne (59) og de retslærde (60). Mens han forblev stående, tog han imod anklager og slag og sultanen skældte ham ud for de ydmygelser, som muslimerne for nylig havde været udsat for af prinsen af abyssinierne (61). Han blev sågar truet med døden. Dernæst blev chefen for Kairos politi, Shaykh Sadr ad-Din Ahmad b. al-Ajami hidkaldt og modtog en reprimande for de kristnes foragt for de love, der påbød dem en særlig klædedragt og ydre beklædning. Efter en lang diskussion om dette emne mellem de muslimske retslærde og sultanen blev det besluttet, at ingen af disse vantro måtte være ansat i de offentlige kontorer, og heller ikke hos emirerne, og de måtte heller ikke slippe for de tiltag, der var besluttet for at fastholde dem i en ydmyget tilstand. Dernæst hidkaldte sultanen  Al-Akram Fada'il, den kristne og vesirens sekretær, som havde været fængslet i flere dage. Han blev slået, fik taget sit tøj af og han blev ydmygende ført gennem Kairos gader af politichefen, som erklærede: ”Dette er belønningen for de kristne, der var beskæftiget i regeringens kontorer!” Efter dette blev han smidt tilbage i fængslet. Så grundigt gennemførte sultanen disse tiltag, at der ingen steder i Ægypten længere var kristne at finde i forvaltningen. Disse vantro såvel som jøderne skulle være pålagt at blive hjemme, at reducere størrelsen på deres turbaner og forkorte deres ærmer. De fik alle forbud imod at ride på æsler med det resultat, at da folket så en ridende kristen, så angreb de ham og konfiskerede hans æsel og alle hans ejendele. Derfor ses ingen af dem ride på hesteryg, undtagen uden for Kairo. De kristne gjorde ethvert forsøg på at få deres arbejde tilbage og de tilbød store summer til dette formål, men selvom de fandt støtte blandt de koptiske skrivere, så imødekom sultanen ikke deres ønsker og sultanen nægtede at trække de forbud tilbage, som han havde besluttet. Hvorefter jeg tænkte: I betragtningen af denne handling vil Allah måske tilgive Al-Malik al Mu’ayyad alle hans synder! For med denne handling bidrog han stærkt til at styrke islam, eftersom beskæftigelsen af kristne i statslige embeder er en af de største onder, hvilket fører til ophøjelsen af deres religion, fordi de fleste muslimer er nødt til at besøge disse embedsmænd for at udføre deres forretninger. For hver gang, hvor de i løbet af deres forretninger er afhængige af et kontor, der er drevet af sådanne embedsmænd, så er de nødt til at optræde ydmygt og være høflige over for dem, uanset om de er kristne, jøder eller samaritanere. […] Derfor udgør det dekret, som denne prins besluttede, det samme som en anden erobring af Ægypten; på denne måde blev islam ophøjet og vantroen ydmyget og intet er mere prisværdigt i Allahs øjne.

 

[Al-Sha’rani:]

[Al-Sha’rani beskriver jøders og kristnes ydmyge optræden i det offentlige rum i 1500-tallets Ægypten:] Bemærk den ydmyghed, hvormed de [dhimmierne] optræder selv overfor de mest nedrige folk og I vil se, at deres optræden er ædlere end den, man finder hos de fleste i ulamaen (62). De bliver ikke fornærmet, hvis ingen gør plads for dem, når de træder ind i en forsamling. Hvis de modtager drikkevand, som er forurenet af børns hænder, slaver eller tiggere, så bevarer de fatningen og betragter sig selv derimod som de mest ydmygede blandt mennesker. Når de får lov til at slutte sig til en forsamling, så betragter de dette som en særlig tjeneste. De sætter sig med sænket hoved, fulde af ydmyghed, idet de anmoder Allah om at skjule deres syndighed fra de tilstedeværende. Er dette ikke en lærds sande kvaliteter, for hvis viden ikke øger ydmygheden hos dem, der besidder den, så er den farlig. […]

[Om beskyttelsen af dhimmierne skriver Al-Sha’rani:] Vi har lovet, at ingen af vore fæller skal begå overgreb mod en dhimmi – i hvert fald ikke en muslim – særlig ikke, hvis han siger sine daglige bønner og således er under Allahs beskyttelse. For at skade en, som siger sine daglige bønner, svarer til at foragte Allahs beskyttelse, himlen forbyde det. Pas på ikke at volde ham skade. Hvis han derimod først skader dig ved for eksempel at angribe dig, så skal han imødegås på samme måde, men det er bedre at være tålmodig for Hans skyld, som beskytter ham. Hvis en prins fortalte dig, at en bestemt person var under hans beskyttelse, ville du så ikke afstå fra at skade og ydmyge ham? Således skal en Allahs tjener behandles.

 

[Al-Maghili:]

[Al-Maghili beskriver måden, hvorpå jizya (kopskatten) skal opkræves:] På den dag, hvor betalingen skal finde sted, skal de samles på et offentligt sted som for eksempel på markedspladsen. De skal stå der og vente på det mest ydmyge og beskidte sted. De ansvarlige embedsmænd, som repræsenterer loven, skal anbringes hævet over dem og de skal indtage en truende holdning, således at det på dem og på alle andre må fremstå som om vi ønsker at ydmyge dem og fratage dem deres ejendele. De vil indse, at vi gør dem en tjeneste ved at modtage jizyaen fra dem og ved at lade dem gå fri. Dernæst skal de slæbes en for en [hen til den ansvarlige embedsmand] for at afholde betalingen. Når han betaler, skal dhimmien modtage et slag og skubbes til side, således at han tror, at han har undsluppet sværdet derved. Dette er måden, hvorpå Herrens venner af første og sidste generation vil handle imod deres vantro fjender. For magten tilhører Allah, Hans profet og de rette troende.

 

[Ibn Askar:]

[Ibn Askar fortæller her om berber-imamen Muhammad Al-Maghilis kampagne imod jøderne i Nordafrika i 1500-tallet.]Han [Al-Maghili] (63) udviste en ubøjelig stædighed for at opretholde det gode og forbyde det onde. Han mente, at jøderne (må Allah forbande dem) ikke længere nød status af at være et beskyttet mindretal [dhimma]. Denne status blev nu afskaffet på grund af deres omgang med den herskende klasse af muslimer. En sådan deltagelse i regeringen står i modsætning til den fornedrelse og ydmygelse, som følger med betalingen af jizyaen (64). Det er nok, at én af dem bryder med reglerne for deres status, for at bryde pagten med dem alle. Vores imam erklærede, at det var lovligt at udgyde jødisk blod og at plyndre deres ejendomme og han fastholdt, at undertrykkelsen af dem var en vigtigere pligt end af alle de andre vantro. Om dette emne skrev han en bog, der bestod af flere kapitler, hvor han behandlede den uenighed iblandt de retslærde på hans tid, blandt andre Shaykh Ibn Zakri og andre fremtrædende personer. Der opstod en stor diskussion. Værket kom til Fez, hovedstaden, hvor de retslærde imamer undersøgte det omhyggeligt. Nogle var uenige, mens andre støttede det.  

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Edikt om kopskatten: Citeret af Ibn Naqqash se nedenfor. Fransk oversættelse, JA 18 (s.475-78). Oversættelse af M. Pihl efter B. Ye’or: The Dhimmi. Jews and Christians under Islam. Cranbury (1985) s.188f.  Abdelwahid al-Marrakushi, Al-mu’jib fi talkhis akhbar al-maghrib: E. Fagnan: Historie des Almohades, Algier (1893). Overs. M. Pihl efter B. Ye’ors.189. Al-Beydawi, Anwar al-Tanzil, red. H. O. Fleischer, Osnabrück (1968), vol. 1, s.323. Her efter A. G. Bostom (red.): The Legacy of Jihad. Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims. New York (2005) s.128. Ibn al-Fuwati, Al-hawadit al-jami’a, udg. Baghdad (1932). Overs. M. Pihl efter B. Ye’ors.190-192. Ibn Taymiyya, Al-Siyasa al-shariyya: Overs. M. Pihl efter R. Peters: Jihad in Classical and Modern Islam, Princeton (1996) s.44-54 / Bostom s.165-172; H. Laoust: Le Traité de droit public d’Ibn Taymiyya. Beirut (1948) s.27f., 35f., 51, 178 samt M. Shreiner: ”Contributions à l’histoire des Juifs en Egypte, REJ 31 (1895). Her efter B. Ye’or s.172-175, 194-196. Ibn Qayyim al-Jawziyya, Sharh ash-shurut al-Umriyya, red. S. Salih, Damaskus (1961). Overs. M. Pihl efter B. Ye’ors.196-198. Ibn Kathir, Tafsir ibn Kathir. Udgivet Riyadh (2000) vol. 4, s. 404-407. Overs. M. Pihl efter. A. G. Bostom s.128-130. Ibn Naqqash: Fransk oversættelse af Belin, JA 18 (1851, s.482-490, 510-515) og 19 (1852): “Fetoua relatif à la condition de zimmis et particulièrement des Chrétiens en pays musulmans depuis l’éstablissement de l’Islam, jusu’au mileu du 8e siècle de l’Hégire.”  Oversættelse af M. Pihl efter B. Ye’or, s.183-185, s.192-194. Ibn Khaldun, Al-Muqadiddimah, Overs. M. Pihl efter F. Rosenthal: The Muqadiddimah: An Introduction to History, New York (1958) s.473, 480 / Bostom s.161. Ibn Taghribirdi, Nujum: Bibl. Nat., Paris: Ms. Arabe 1783, fol. 159ff, i E. Fagnan, Arabo-Judaica. Overs. M. Pihl efter B. Ye’or s.198f. Al-Sha’rani, al-Bahr: Overs. M. Pihl efter B. Ye’or s.200f. Al-Maghili, Ahkam ahl al-Dhimma: i G. Vajda: “Un traite maghrébin ‘Adversus Judaeos’: Ahkam ahl al-Dimma du Sayh Muhammad b. Abd al-Karim al-Maghili." I: Extraits des Etudes d'Orien­talisme Mies d la mimoire de Levi-Provencal. Vol. 2. Paris, 1962. Overs. M. Pihl efter B. Ye’or s.201 Ibn Askar, Dawhat an-nasir, i G. Vajda. Overs. M. Pihl efter B. Ye’or s.199f.

(1) Khaibar: by med et rigt jødisk samfund, som Muhammed angreb og undertvang i 629 (se tekst 33).
(2) Umar (d. 1.) ibn al-Khattab, kalif 634-644.
(3) Abu Yusuf Ya'qub al-Mansur: almohadernes anden kalif over Spanien og Nordafrika i årene 1184-1198
(4) Maghreb: Nordvestafrika
(5) Abu Muhammad Abd Allah al-Adil, almohadernes syvende kalif i al-Andalus 1224-1227
(6) Ibn Abbas: en af Muhammeds fætre og fremstående blandt de tidlige muslimske ledere.
(7) Al-Nasir li-Din Allah (6. August 1158 – 5. Oktober 1225) abbasside-kalif i Baghdad
(8) Gammelarabiske sten- og månedyrkere. Uddøde omkring 1200-tallet.
(9) Koranen Sura 2:193; 8:39
(10) Sunnaen: Muhammeds normgivende sædvane, praksis. Fortællinger om dette findes i hadith-fortællingerne.
(11) Hajj (eller hadj) og umra, dvs. den store og lille pilgrimsfærd
(12) Salat: almisse
(13) Muhammad ibn Ismail al-Bukhari (810-870) er en af de mest anerkendte indsamlere og formidlere af hadith-fortællingerne.
(14) Muslim ibn Hajjaj (821-875) er sammen med al-Bukhari en af de mest anerkendte indsamlere og formidlere af hadith-fortællingerne.
(15) Ribat: fæstning ved fronten / grænsen
(16) Ifølge den muslimske overlevering blev den afdøde underlagt et forhør af ”gravens engel.”
(17) Al-Tirmidi (d. 890) var ligeledes en berømt indsamler af hadith-fortællinger og regnes blandt de seks kanoniske.
(18) Ahmad ibn Hanbal (780-855) berømt muslimsk retslærd. Grundlæggeren af den hanbalitiske retsskole. Udgav en stor samling af religiøse overleveringer med titlen al-Musnad.
(19) Dvs. som slaver
(20) Khalid ibn al-Walid (592-642): muslimsk hærleder
(21) Der hentydes her til abrogationsprincippet, hvor en ældre bestemmelse (koranvers) kan ophæves af en ny åbenbaring fra Allah.
(22) Koranen 9,29
(23) Dvs. arabere ikke havde valget mellem omvendelse og betaling af tribut, men skulle omvende sig.
(24) Abu Bakr al-Siddiq: en af Muhammeds fæller og den første kalif (632-634) efter Muhammeds død.
(25) Umar ibn al-Khattab: den anden kalif (634-644)
(26) Kharjitterne: en gruppe muslimer, der bl.a. gik ind for at kaliffen skulle vælges blandt de fromme troende uanset herkomst og stammetilhørsforhold.
(27) Ali ibn Abi Talib: Muhammeds fætter og svigersøn. Den fjerde kalif (656-661).
(28) Abu Sa‘id al-Khudri var en af profeten Muhammeds fæller og en af de hyppigst citerede kilder i islam til hadith- fortællingerne om Muhammeds liv og gerninger.
(29) Ad-stammen nævnes i Koranen, som et folk, der i fortiden afviste profeten Hud. Allah udryddede derfor stammen med en voldsom storm.
(30) Dvs. kharjitterne. I forbindelse med Slaget ved Siffin i 657 (mellem Ali og Muawiyah om retten til at lede det islamiske samfund) brød kharjitterne med de øvrige muslimer.
(31) År 627 da Muhammeds fjender fra Mekka belejrede Medina.
(32) I år 630 ledte profeten Muhammed en militær ekspedition mod byen Tabuk i det nordlige Arabien. Dette militære togt fulgte rygter om en byzantinsk invasion, som aldrig kom. Flere arabiske stammer undskyldte sig fra at deltage i denne jihad, men Muhammed opfordrede alle til at deltage i denne militære kamp og han lovede deltagerne belønninger i form af bytte og sjælefrelse.
(33) Sunna: sædvane, betegnelse for profeten Muhammeds praksis i ord og gerning.
(34) Fay: den del af krigsbyttet, der blev forbeholdt det muslimske fællesskab, f.eks.i form af almisser
(35) Sura er betegnelsen for Koranens ”kapitler”. Al-Anfal (”Byttet”) er sura 8.
(36) Jabir b. Abd Allah: ifølge den muslimske tradition én af Muhammeds tilhængere
(37) I haddith-fortællingerne formidles Muhammeds sunna (se note ovenfor). Inden for sunni-islam er de to mest ansete samlinger af haddith-fortællinger dem, der er foretaget af Muhammad ibn Ismail al-Bukhari (810-870) og Muslim ibn Hajjaj (821-875) – også kendt som ”De to troværdige” (al-sahihan).
(38) Betydningen af palladium er her uklar i denne sammenhæng. Sandsynligvis et helligt objekt til hvis besiddelse er knyttet bevarelsen eller beskyttelsen af en by eller stat.
(39) Muhammeds tidligste tilhængere – ”udvandrerne” fra Mekka og “hjælperne” i Medina (al-muhajirun og al-ansar).
(40) De retledte kaliffer (’khulafa ar-rashidin): de fire første kaliffer.
(41) Dvs. uden ordet ”fred” som et forkortet svar på den traditionelle hilsen: ”Fred være med dig.” Da dhimmierne endvidere blev beskyldt for at nære ondskabsfulde følelser mod muslimerne, ville svaret ”og med dig” modvirke enhver forbandelse fra dhimmiernes side.
(42) Det niende år efter hijrah: år 9 efter Muhameds udvandring fra Mekka til Medina i 622.
(43) Romerne: byzantinerne
(44) Abu Hurayrah var en af Muhammeds fæller og en kilde til hadith-fortællinger om hans liv.
(45) Det følgende består af et citat fra Umar-pagten – se tekst 64: http://www.centerforhistorieformidling.dk/korstogene-islam-kristendom/tekst64.html
(46) Malik ibn Anas (ca. 716-795), muslimsk lærd, jurist og grundlægger af den malikitiske retsskole.
(47) Pentateuken: (af pena- og gr. teuchos 'bog, rulle'), betegnelse for de fem Mosebøger (Torahen).
(48) Evangeliet: begreb, der inden for islam anvendes som betegnelse for Det Nye Testamente.
(49) Umar (d. 2.) ibn Abd al-Aziz, kalif 717 til 720
(50) Al-Hasan b. Abi l-Hasan al-Basri (642-728), en prominent skikkelse i islams første århundrede. Berømt for sin asketiske fromhed.
(51) Abu Sa’id al-Hasan b. Ahmad al-Istahari (898-940), jurist tilhørende den shafi’itiske retsskole. Han boede i Baghdad og forfattede bl.a. Adab al-Qada og andre værker om muslimsk lovgivning.
(52) Regerede i årene 1294,1299 og 1309-1341
(53) Dhimmi-pagten
(54) Mærker på tøjet, der skulle udgrænse kristne og jøder i samfundet.
(55) Qadi: en muslimsk dommer
(56) Kalifatet forstået som en myndighed, der forener et åndeligt, religiøst, politisk og militært lederskab
(57) Melkitterne, jakobitterne og nestorianerne: Kristne kirkeretninger
(58) Malik Mu'ayyad Abu Nasr
(59) De muslimske dommere
(60) Imamer kyndige i sharialoven
(61) Etiopien
(62) I det muslimske samfund
(63) Muhammad al-Maghili (død ca. 1505) var imam af berberstammen i Nordafrika, hvor han bl.a. omvendte flere stammer til islam og førte militær kamp mod jøderne. Bl.a. angreb og udviste han jøderne fra byen Tlemcen, hvor han også ødelagde synagogen.
(64) Den muslimske kopskat påført dhimmierne

 

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD