TEKST 218: Beretninger om osmannernes jihad samt indtagelse og plyndring af Konstantinopel, 1453

Den osmanniske sultan, Mehmet d. 2. Erobreren (1451-1481), var optændt af iver for at videreføre Osmannerrigets ekspansion som en del af den hellige krigsførelse (jihad) mod den kristne verden.  I et digt skrev Mehmet: ”Mit største ønske er at knuse de vantro” (1), og hans ambitioner blev ligeledes beskrevet af den osmanniske historieskriver Sadeddin Efendi (1536-1599) samt den italienske handelsrejsende og forfatter Giacomo de Languschi, der mødte den unge Mehmet før Konstantinopels erobring.
  Belejringen af Konstantinopel blev indledt i begyndelsen af april 1453. Mehmet truede med henvisning til Koranen (17,16) med at jævne byen med jorden, hvis den nægtede at overgive sig. Da byzantinerne ikke ville overgive sig, opildnede Mehmet til hellig krig, og religiøse ledere mindede med citater fra hadith-fortællinger (se tekst 46) de osmanniske soldater om, hvilken betydning den kristne bys fald havde for islam. Mehmet lovede sine soldater retten til plyndring af byen, hvis de kunne indtage den (2), hvilket lykkedes d. 29. maj 1453.
  Erobringen af Konstantinopel blev beskrevet af flere samtidige historieskrivere og øjenvidner. Nicolo Barbaro (1420-1494)var venetiansk læge. Han var selv øjenvidne til Konstantinopels fald og berettede udførligt i sin dagbog om begivenhederne.
  Michael Kritobulos (ca. 1410-1470) var græsk politiker og historieskriver, der bl.a. forfattede et værk om den osmanniske sultan Mehmet d. 2. og Det Byzantinske Riges fald. Kritobulos gik i osmannisk tjeneste (sandsynligvis efter 1453) og var en stor beundrer af Mehmet d. 2. Han begræd dog også Konstantinopels fald.  Han var ikke selv øjenvidne til byens erobring, men indsamlede adskillige beretninger til sit historieværk.
  Doukas (ca. 1400 - efter 1462) var byzantinsk historieskriver fra Anatolien. Han tjente den italienske by Genova som diplomat og udsending, hvorfor han ofte besøgte både det byzantinske og osmanniske hof. Han var ikke selv øjenvidne til Konstantinopels fald, men indsamlede adskillige beretninger om dette til sit historieværk.
Reaktionerne på Konstantinopels fald illustreres bl.a. i nedenstående brev fra Aeneas Silvius Piccolomini til pave Nikolaus d. 5. Aeneas Silvius var digter, forfatter og diplomat og repræsenterer – ligesom pave Nikolaus – renæssancens humanistiske interesse for antikken. Aeneas Silvius blev senere selv pave under navnet Pius d. 2. [Læs / udskriv som PDF]

 

[Sadeddin Efendi:]

Hans [Mehmets fader Murats] arv til den navnkundige efterfølger [Mehmet] var at skabe forudsætningerne for jihad og indtage den by, hvis indlemmelse […] alene kunne sikre den muslimske befolknings fremgang og knække ryggen på de nederdrægtige vantro.


[Giacomo de Languschi:]

Herskeren, stortyrken Mehmet Bey (3), er en ung mand. [...] Hver dag får han læst romerske og andre historiske værker op for sig. Han taler tre sprog, tyrkisk, græsk og slavisk. Han gør sig store anstrengelser for at sætte sig ind i Italiens geografi [...], hvor pavens residens er, og kejserens, og hvor mange kongedømmer der er i Europa. Han har et landkort over Europa med landene og provinserne. Med den største interesse og begejstring lærer han om verdens geografi og om militære anliggender; han er opfyldt af ønsket om at herske, han er meget kyndig til at undersøge forholdene. Det er sådan en mand, vi kristne har at gøre med [...] I dag, siger han, har tiderne ændret sig, og han erklærer, at han vil støde frem fra Øst mod Vest, på samme måde som Vestens mennesker tidligere drog mod Orienten. Der skal, siger han, kun være ét rige, én tro og én hersker i verden. For at skabe denne enhed er der intet sted i verden, der er mere værdigt, end Konstantinopel.


[Nicolo Barbaro:]

[Midt under belejringen af Konstantinopel (d. 29. april) forsøgte italienske søfolk, der kæmpede sammen med byzantinerne, at foretage et modangreb rettet mod den osmanniske flåde, der deltog i belejringen. Meningen var at ro bl.a. galejer ind mellem de osmanniske skibe for at sætte ild på disse. Et af de italienske fartøjer blev anført af Jacomo Coco. Barbaro beretter:] Han ville være den første til at angribe den tyrkiske flåde. Så han begyndte med fuld fart at ro og styre mod flåden, og da han var nær tyrkerne, åbnede de ild med en af deres kanoner, men skuddet faldt nær fartøjets agterstavn uden at gøre nogen skade. Så de fyrede igen, og skuddet ramte i midten af fustaen (4) og gik lige igennem den. Den kunne ikke have holdt sig oven vande længe nok til, at man kunne have bedt ti Fadervor, men gik direkte til bunds med de mænd, der var på den. Da vi alle så den synke, var vi fulde af sorg for dem, men kunne ikke hjælpe dem på nogen måde. […] [Et andet italiensk øjenvidne, Giacomo Tedaldi, beretter (5), at nogle af søfolkene overlevede og blev taget til fange: ”Besætningen druknede med undtagelse af nogle få, der blev taget til fange. På sultanens ordrer blev disse via bagdelen sat fast på skarpe pæle, som gennemborede dem helt til toppen af hovedet. Pælene blev rejst op, og de [fangerne] blev overladt til at dø for øjnene af vagterne på bymurene.” (6)]

[Om indtagelsen af byen beretter Barbaro:] [Den 29. maj 1453] trængte tyrkerne ind i Konstantinopel ved daggry nær St. Romanus-porten […]. Men før de kom ind i byen, var disse tyrkeres og de kristnes forvirring så stor, at de mødtes ansigt til ansigt, og så mange døde, at ligene ville have fyldt tyve vogne. […] Tyrkerne lagde byen under sværdet, da de kom, og alle, de mødte på deres vej, huggede de ned med deres krumsabler – kvinder og mænd, gamle og unge i enhver tilstand – og denne nedslagtning fortsatte fra solopgang til middag. De af vores [italienske] købmænd, der undslap, gemte sig i underjordiske huler, og da den indledende vanvittige nedslagtning var overstået, blev de fundet af tyrkerne, og alle blev taget til fange og solgt som slaver. […]

Da folkene fra den tyrkiske flåde med deres egne øjne så, at de kristne havde tabt Konstantinopel, at den tyrkiske sultan Mehmets flag var blevet hejst over det højeste tårn i byen og at kejserens flag med Skt. Markus var blevet skåret ned og strøget, så gik alle i de halvfjerds krigsgalejer i land, og det samme gjorde folkene fra flåden, der var på Hellespont-siden (7). […] De løb alle som hunde ind i byen for at søge guld, juveler og andre skatte, og for at tage handelsfolk til fange. De opsøgte klostrene, og alle nonnerne blev ført til skibene og misbrugt og vanæret af tyrkerne, og så blev de alle solgt på auktion som slaver, der skulle tages med til Tyrkiet. Tilsvarende gik det de unge piger, der alle blev vanæret og solgt på auktion. Nogle af dem foretrak at kaste sig selv i brønde og drukne frem for at falde i hænderne på tyrkerne. […]

Disse tyrkere læssede deres skibe med mennesker og med store skatte. Når de trængte ind i et hus, havde de for vane straks at hejse et flag for deres egen enhed, og når andre tyrkere så sådan et flag hejst, ville ingen andre tyrkere for alt i verden gå ind i dette hus, men ville gå på udkig efter et hus, der ikke havde noget flag. Det var det samme med alle klostrene og kirkerne. Så vidt jeg kan vurdere, må der have været omkring 200.000 af disse flag på husene i Konstantinopel. Nogle huse havde ti af dem, og det var på grund af tyrkernes store glæde og fejringen af den sejr, de havde vundet. Hele den dag vajede disse flag over husene, og hele dagen igennem gennemførte tyrkerne en stor nedslagtning af de kristne i byen. Blod flød på jorden, som om det regnede. De døde kroppe af både kristne og tyrkere blev kastet i Hellespont, og de blev ført med strømmen som meloner i kanalerne. Man kunne ikke på noget tidspunkt få noget nyt om kejseren, Konstantin d. 11., eller hans skæbne, hvorvidt han var levende eller død, men nogle sagde, at han var blevet set blandt ligene og at han dræbte sig selv, da tyrkerne trængte gennem St. Romanus-porten. […]

Således havde slaget varet fra daggry indtil den niende time. Indtil denne time, blev de, som blev taget, dræbt, og efter den time blev alle taget til fange. Vores [venetianske] ambassadør, Jeruolemo Minoto, fik hugget sit hoved af på sultanens ordre, og det var slutningen på erobringen af Konstantinopel, som fandt sted på den niogtyvende dag i maj måned i år 1453, hvilket var en tirsdag (8).


[Michael Kritobulos:]

[Samtidig med belejringen af Konstantinopel angreb Mehmet flere byzantinske fæstninger og støttepunkter uden for byen. Omkring d. 10. april angreb og indtag han bl.a. fæstningen Therapia (Therapeion), hvorom Kritobulos skriver:] Mange af mændene inde i [fæstningen] døde af kanonernes stenkugler, mens resten af forsvarerne, der var ude af stand til at modstå [angrebet] længere, overgav sig, idet de sagde, at han [Mehmet] kunne gøre med dem, som han ville. Så han lod alle disse fyrre mænd spidde [på pæle].

Derfra drog han mod en anden fæstning kaldet Studius’ slot. Og da han havde knust og væltet den med sine kanoner, gjorde han straks sit indtog og spiddede dens seksogtredive mænd, efter at have ført dem op foran bymuren, så de var let synlige for dem inde i byen [Konstantinopel]. [...] [Herefter blev øen Prinkipos erobret, idet dens fæstning blev nedbrændt:] [Ilden] brændte mange af dem, der var derinde, og havde faktisk nær dræbt dem alle. Alvorligt truet af ilden undslap de overlevende med nød og næppe. De overgav sig betingelsesløst til ham. Han tog dem alle til fange, solgte de civile som slaver og dræbte resten af vagterne. […]

[Før det afgørende angreb holdt Mehmet en tale for sine soldater, hvori han søgte at opildne dem ved at love dem plyndring og bytte:] [Mehmet:] ”For det første er der stor rigdom af enhver slags i denne by – noget i de kongelige paladser og noget i de mægtiges huse, noget i de almindelige menneskers hjem og atter er der noget finere og mere rigeligt opbevaret i kirkerne som offergaver og skatte af enhver slags, lavet af guld, sølv, ædelsten og kostbare perler. Der er også utællelig rigdom bestående af storslåede møbler, uden dertil at regne alle de andre genstande og boligudstyr i husene. Over alle disse ting vil I blive herrer!

Og så er der også mange ædle og fornemme mænd, hvoraf nogle vil blive jeres slaver og resten udbudt til salg. Der er også mange og meget smukke kvinder, unge og flotte – og dejlige jomfruer [velegnede] til ægteskab, ædle og fra adelige familier – og nogle, der indtil nu har været uset af mandlige øjne, idet nogle af dem åbenbart har været beregnet til indgåelse af ægteskab med fremtrædende mænd. Heraf vil nogle blive jeres hustruer, mens andre vil være egnede som tjenerinder og andre, som I kan sælge. Så I vil på mange måder tilegne jer nydelse, tjenerskab og rigdom. Og I vil også få drenge, aldeles mange og meget smukke – og fra adelige familier (9).

Endvidere vil I kunne nyde skønheden ved kirkerne, offentlige bygninger og pragtfulde huse og haver, og mange lignende ting, der egner sig til, at man ser på dem og nyder dem, glædes over dem og profiterer af dem. Men jeg bør ikke spilde tiden med opliste alt dette. En stor og folkerige by – de gamle romeres hovedstad, der har opnået selve topmålet af ​​lykke, held og herlighed, og som er aldeles ​​førende for hele den beboede klode – skænker jeg nu til jer som bytte og til udplyndring med dens ubegrænsede rigdom, mænd, kvinder, børn og alle de andre udsmykninger og indretninger. Alle disse ting vil I komme til at nyde, som ved en strålende banket, og I vil selv være tilfredse med disse ting og vil efterlade meget stor rigdom til jeres børn.

Og det største af alt dette er, at I vil erobre en by, hvis berømmelse er spredt ud til alle dele af verden. Det er klart, at det omfang, hvormed denne bys førerskab og herlighed har spredt sig, et lignende omfang vil rygtet om jeres tapperhed og mod få, fordi I ved angreb har indtaget en by som denne. Overvej, hvilken gerning, der er mere strålende, hvad, der udgør større nydelse eller hvilken arv i velstand, der er bedre end det, der sammen med ære og herlighed lægges frem for jer!

Og det bedste af alt er, at vi skal ødelægge en by, der har været fjendtligt indstillet over for os fra begyndelsen, som er i konstant vækst på vores bekostning og på alle måder smeder rænker imod vores styre. Så for fremtiden vil vi være sikre på at kunne bevogte vores nuværende besiddelser og leve i fuldstændig og sikker fred efter at være kommet af med vores fjendtlige naboer. Vi vil ligeledes bane vejen for yderligere erobring. […]

[Om kampene og selve erobringen og plyndringen af byen skriver Kritobulos bl.a.:] Det var et storslået syn. Der foregik en hård kamp mand mod mand med stor beslutsomhed og med de største gevinster for øje, idet helte sloges tappert – den ene part for af al magt at trænge forsvarerne tilbage, komme i besiddelse af muren, trænge ind i byen og fare løs på børn og kvinder og skattene, mens den anden part kæmpede tappert og pinefuldt for at drive dem tilbage og forsvare deres besiddelser. […]  

Det tunge [tyrkiske] infanteri strømmede allerede gennem den lille port ind i byen, mens andre var ilet igennem brechen i den store mur. På strålende vis væltede da hele resten af hæren ind i et stormløb og med et brøl og spredte sig over hele byen. Og sultanen stod foran den store mur, hvor krigsstandarden og felttegnene også var, og overvågede udviklingen. Dagen var allerede ved at bryde frem.

Så indtraf der en stor nedslagtning af dem, man tilfældigvis stødte på. Nogle af dem var på gaden, for de havde allerede forladt husene og løb hen mod tumulten, da de uventet faldt under soldaternes sværd. Andre var i deres eget hjem og faldt som ofre for janitsharernes (10) og andre soldaters vold uden nogen rimelig årsag eller grund. Andre gjorde modstand, idet de stolede på deres eget mod. Atter andre flygtede til kirkerne og bad – mænd, kvinder og børn – ja, alle, for der blev ikke vist nåde.

Soldaterne overfaldt dem med vrede og stort raseri. For det første var de påvirket af belejringens strabadser. For det andet havde nogle tåbelige mennesker kastet hån og forbandelser over dem fra brystværnet under hele belejringen. Nu dræbte de i flæng for at skræmme hele byen og for at terrorisere og slavebinde alle ved hjælp af nedslagtningen.

Da de havde fået nok af mord, og byen var blevet underlagt slaveri, vendte nogle af tropperne sig mod de mægtiges palæer, for opdelt i bander, grupper og enheder at vinde plyndringsgods og bytte. Andre gik i gang med at stjæle fra kirker, og andre spredte sig til de almindelige menneskers beskedne hjem for at stjæle, røve, plyndre, dræbe, fornærme og trælbinde mænd, kvinder og børn, gamle og unge, præster og munke – kort sagt, enhver uanset alder og stand. […] [Kritobulos beskriver herefter de overgreb, der især blev begået mod byens kvinder, unge piger, unge drenge og nonner.]

Og vanhelligelsen, plyndring og hærgningen af kirkerne – hvordan kan man beskrive det i ord? Nogle ting kastede de i vanære på jorden – ikoner, relikvieskrin og andre objekter fra kirkerne. Mængden snuppede nogle af disse, og nogle blev overgivet til ilden, mens andre blev revet i stykker og spredt ved korsvejene. De sidste hvilesteder for de velsignede mænd fra gammel tid blev åbnet, og deres rester blev taget ud og skandaløst revet i stumper og stykker og spredt for vinden, mens andre blev smidt på gaden.

Nogle af alterkalkene, bægrene og skrinene, der var beregnet til opbevaring af det hellige messeoffer, blev brugt til drikkevand og svir, og andre blev brudt i stykker eller smeltet om og solgt. Nogle af de hellige bægre og de dyre klæder, der var rigt broderet med meget guld eller som strålede med ædelstene og perler, blev uden god brug givet til de mest ondskabsfulde mænd, mens andre blev smidt i ilden og smeltet om for guldets skyld.

Og hellige og guddommelige bøger, samt andre bøger indeholdende især profan litteratur og filosofi, blev enten overgivet til flammerne eller på vanærende vis trådt under fode. Mange af dem blev solgt for to eller tre stykker mønt og nogle gange meget billigt – ikke så meget med henblik på fortjeneste som i foragt. Hellige altre blev revet fra deres fundamenter og væltet. Murene i helligdomme og klostre blev undersøgt, og de hellige gravsteder blev gravet op og væltet i jagten på guld. Og mange andre lignende ting vovede de at gøre. […]

Herefter drog sultanen ind i byen og besigtigede byens store størrelse, dens beliggenhed, dens storhed og skønhed, dens myldrende befolkning, dens ynde og den kostbarhed, der prægede dens kirker, offentlige bygninger, dens private og de fælles huse samt embedsmændenes huse. Han så også havnens og arsenalernes placering, og hvor dygtigt og sindrigt de havde arrangeret alt i byen – kort sagt hele byens konstruktion og dens udsmykning. Da han så, hvor stort et antal, der var blevet dræbt og ruinerne af bygningerne, og den udbredte ødelæggelse og destruktion af byen, blev han fyldt af medfølelse og angrede ikke så lidt ødelæggelsen og plyndringen. Tårer faldt fra hans øjne, da han dybt og lidenskabeligt stønnede: ”Hvilken by, vi har overgivet til plyndring og ødelæggelse!”

Således led han i ånden. Og sandelig var dette et hårdt slag for os [byzantinere], [at dette skulle ske] i selveste denne by – en katastrofe, hvis lige ikke havde fundet sted i nogen anden af historiens store og berømte byer, hvad enten man taler om størrelsen af den erobrede by eller gerningens bitterhed og hårdhed. Og ikke mindre forbløffede det alle andre, der gik igennem byen og led grundet karakteren af denne urimelige og usædvanlige begivenhed og grundet dens overvældende og uhørte rædsel.


[Doukas:]

Idet de plyndrede, slagtede og tilfangetog på vejen, nåede tyrkerne inden for den første time templet (11). Portene var spærret, men de brød igennem dem med økser. De gik ind med blinkende sværd, og idet de så et utal af folk, fangede og bandt hver tyrker sin egen fange. Der var ingen, der modstod eller som ikke overgav sig som får. Hvem kan berette om den katastrofe, der fandt sted på dette tidspunkt og sted? Hvem kan beskrive spædbørnenes jammer og gråd, mødrenes grædende skrig og fædrenes sorg? Den mest almindelige tyrker udsøgte sig den fineste jomfru. Den dejlige nonne, der hidtil kun tilhørte den ene Gud, blev nu beslaglagt og bundet af en anden herre. [...] Inden for en time havde de bundet alle de mandlige fanger med reb og kvinderne med deres eget slør. De uendelige rækker af fanger, der som kvæg og flokke af får strømmede ud af templet og helligdommen, udgjorde en ekstraordinært syn! De græd og jamrede, og der var ingen til at vise dem barmhjertighed. [...]

[Doukas beretter desuden om de indbyggere, der blev taget til fange i andre dele af byen under tyrkernes indtrængen.] Nogle blev fanget, før de kunne nå deres hjem. Andre opdagede, da de nåede deres hjem, at deres børn, kone og ejendele var frarøvet dem. Før de havde tid til at stønne og jamre, blev de bagbundet. […] De gamle mænd og kvinder, der var ude af stand til at forlade deres huse, enten på grund af svagelighed eller alderdom, blev nådesløst slagtet. De nyfødte spædbørn blev slynget ud på torvene.

Storhertugen [Loukas Notaras] (12) vendte hjem og erfarede, at hans døtre, sønner og syge kone, der havde søgt ly i tårnet og havde blokeret indgangen for tyrkerne, var blevet taget til fange sammen med hans venner. Tyrannen (13) sendte soldater ud for at bevogte ham og hele hans husstand, og idet han fulgte den ed han havde svoret (14), gav han en stor sum sølvmønter som betaling af løsepenge til de tyrkere, der havde belejret og omringet hans [Notaras’] hus. Storhertugen og hele hans husstand blev sat under [sultanens] bevogtning. [...]

Alle disse begivenheder fandt sted mellem den første time af dagen og den ottende time. Idet han tilsidesatte sin mistanke og frygt, gjorde tyrannen sit indtog i byen med sine vesirer og satrapper (15). […] Idet han fortsatte til den store kirke, steg han af sin hest og gik ind. Han undrede sig over synet! Da han så en tyrker smadre et stykke marmorbelægningen, spurgte han ham, hvorfor han ødelagde gulvet. ”For troens skyld,” svarede han. Han [Mehmet] strakte hånden ud og tildelte tyrkeren et slag med sit sværd, idet han sagde: ”Du har nok af skatte og fanger. Byens bygninger er mine.” [...] Han tilkaldte en af sine modbydelige præster, der besteg prædikestolen for at kalde til sin modbydelige bøn. Ugudelighedens søn, forløberen for Antikrist, bad, idet han besteg det hellige alter. [...]

Da Mehmed forlod helligdommen, bad han om, at storhertugen straks blev bragt frem. [...]  [Mehmet bebrejder Notaras, at han ikke havde ladet byen overgive sig. Notaras svarer, at kun kejseren havde autoritet til dette.

Da han [Mehmet] hørte kejserens navn, spurgte han, om han var undsluppet i skibene. Hertugen svarede, at han ikke vidste det, fordi han var udstationeret ved Kejserporten, da tyrkerne, der trængte ind gennem Charisios-porten, stødte på kejseren. To unge fra hæren trådte nu frem. Den første meddelte tyrannen: ”Herre, jeg dræbte ham. Jeg havde med mine kammerater travlt med at komme ind i byen for at plyndre, så jeg efterlod ham død.” Den anden unge mand tilføjede: ”Jeg tildelte ham det første slag.” Tyrannen beordrede begge mænd til at bringe ham kejserens hoved. Da de hurtigt var løbet væk, fandt de ham og skar hans hoved af, som de forelagde for herskeren. Tyrannen spurgte storhertugen: ”Sig mig sandheden, hvorvidt dette er hovedet af din kejser.” Efter omhyggelig undersøgelse, svarede han: ”Det er hans, Herre.” Andre så det også og genkendte det (16). Derefter blev det anbragt på søjlen på Augustaion-torvet, og det forblev der indtil aften. Bagefter blev huden skrællet af og det blev udstoppet med halm, og Mehmet rundsendte det til persernes og arabernes leder samt til alle de andre tyrkere som symbolet på sin triumf. [...]

Hele byen var øde. Indenfor hørtes hverken menneske eller dyr eller fugl råbe eller sige en lyd. Kun de, der var for svage til at plyndre, blev efterladt. Mange blev dræbt, da én trak bort med en andens bytte. Den, som var i stand til det, tog, og den, som ikke var i stand til at modstå, fik et dødeligt slag og bukkede under. På den anden dag, den 30. maj, drog de tyrkiske tropper ind og indsamlede det, der var blevet efterladt.

Efter tyrannen var draget igennem det meste af byen, fejrede han ved at holde en banket på paladsområdet. Fuld af vin og beruset til bevidstløshed kaldte han på sin øverste eunuk (17) og befalede ham: ”Gå hjem til storhertugen [Loukas Notaras] og sig til ham: ”Herskeren beordrer dig at sende din yngste søn til banketten.” Den unge mand var smuk og fjorten år gammel (18). Da drengens far hørte dette, blev hans ansigt askegråt, som om han var blevet ramt døden. Han protesterede overfor den øverste eunuk: ”Det ikke vores skik, at jeg skal aflevere mit eget barn for at blive udnyttet [seksuelt] af ham [sultanen]. Det ville være langt bedre for mig, hvis bødlen blev sendt ud for at tage mit hoved.” Den øverste eunuk rådede ham til at overgive sit barn, for ellers ville tyrannen blive vred. Men storhertugen var overbevist og sagde: ”Hvis du vil have ham, bliver du nødt til at tage ham [med magt]. Jeg kunne aldrig villigt overgive ham til dig.” Den øverste eunuk berettede for herskeren, hvad der var blevet sagt af storhertugen og at han nægtede at udlevere barnet. I et raseri befalede tyrannen til eunukken: ”Tag bøddelen med dig, og bring mig drengen med tilbage. Lad bødlen [desuden] bringe mig hertugen og hans [andre] sønner.”

Da de var ankommet, og hertugen hørte om ordren, omfavnede han sin kone og børn og drog afsted med bødlen, sin søn og svigersøn, Kantakouzenos (19). Den øverste eunuk tog drengen med sig. Han kom ind i slottet for at vise drengen til herskeren (20) og informere ham om, at de andre (21) stod ved paladsets port. Mehmet beordrede bødlen at hugge deres hoveder af med sværdet. Bødlen førte dem et stykke bort neden for paladset og fortalte dem om beslutningen. Da hertugens søn hørte, at de skulle dræbes, græd han. Hans modige far gav de unge styrke og støtte. [...] [Doukas gengiver herefter en opmuntrende tale, som Loukas Notaras skulle have fremført.]

De unges mod blev styrket af disse synspunkter, og de var klar til at dø. Til bødlen sagde han: ”Udfør dine ordrer, idet du begynder med de unge.” Idet han imødekom denne anmodning, halshuggede bødlen de unge, mens storhertugen stod og mumlede: ”Jeg takker dig Herre” og "Du er retfærdig, Herre.” Han sagde til bødlen: ”Broder, giv mig lidt tid til at gå indenfor og bede.” Der var et lille kapel på stedet. Da der blev givet tilladelse til ham, gik han ind og bad. Bagefter, da han kom ud af kapellets port, lå ligene af hans sønner dér og havde stadig trækninger. Og idet han endnu en gang lovpriste Gud, blev hans hoved hugget af. Bødlen tog hovederne og vendte tilbage til banketten og præsenterede dem for det blodtørstige bæst. Han havde efterladt ligene, hvor de lå, nøgne og ubegravede.

Mehmet sendte de vigtigste [byzantinske] adelige og paladsembedsmænd, som han havde løskøbt, til bødlen, og de blev også slagtet. Blandt deres koner og børn, valgte han de smukke piger og smukke drenge, og overlod dem til den øverste eunuks opsyn (22). De resterende fanger betroede han i andres varetægt, indtil de kunne blive ført til Babylon, det vil sige, Adrianopel. […] Og byen var øde, liggende død, nøgen og lydløs med hverken form eller skønhed.

 

[Aeneas Silvius Piccolomini, brev til pave Nikolaus d. 5., 12. juli 1453:]

Jeg sørger over, at St. Sophia (23), den mest berømte kirke i hele verden, er blevet ødelagt eller besudlet. Jeg sørger over, at et utal af helgeners basilikaer, bygget med vidunderlig dygtighed, skulle underlægges Muhammeds ødelæggelse eller besudling. Hvad skal jeg sige til de utallige bøger, der endnu er ukendt for latinerne (24), som var dér [i Konstantinopel]? Ak, hvor mange navne på store mænd vil nu gå tabt! Her er Homers anden død – og også Platons. Hvor skal vi nu søge filosoffernes og digternes geniale værker? Musernes kildevæld er blevet ødelagt (25). Vi må sandelig håbe, at tilstrækkelig talent er blevet os forundt til at beklage denne katastrofe med passende ord! [...]
   Folk plejede at sige, at der ikke var en sådan fare [for tyrkerne], som det blev påstået, og at grækerne [byzantinerne] løj og intrigerede for at få penge – de plejede at sige, at alle farerne var indbildt og tom frygt. Deres Hellighed har gjort, hvad han kunne. Der er intet, som De kan beskyldes for, men eftertiden, der er uden kendskab til de faktiske omstændigheder, vil tillægge denne katastrofe Deres navn, når den har erfaret, at Konstantinopel blev tabt i Deres [regerings]tid. [...] Vi ser nu et af de to lys i kristenheden slukkes. Vi ser sædet for det østlige imperium væltet, al den herlighed, som var Grækenland, udslettet. [...] Nu hersker Mohammed blandt os. Nu hænger tyrkerne over vores egne hoveder. Sortehavet er lukket for os, Don er blevet utilgængelig. Nu må valakerne (26) adlyde tyrkerne. Som det næste vil deres befalinger nå ungarerne, og derefter tyskerne. I mellemtiden er vi plaget af gensidigt ødelæggende stridigheder og had. Kongerne af Frankrig og England er i krig og de tyske fyrster kæmper indbyrdes. Sjældent er der helt roligt i Spanien. Og vores eget Italien er uden fred.
   Hvor meget bedre ville det være, hvis vi kunne vende denne overflod af våben og uophørlig [indbyrdes] krig mod troens fjender. Jeg ved ikke, mest velsignede fader, hvem dette ansvar tilhører mere end Deres Hellighed. De må rejse Dem, skrive til kongerne, sende legater, advare og formane fyrsterne og samfundene [i Europa] for at de må samles ved et eller andet mødested eller sende deres udsendinge dertil. Lige nu, mens det onde er frisk i tankerne, lad dem skynde sig med at rådføre sig til gavn for det kristne fællesskabet. Lad dem slutte en fred eller våbenhvile med deres medkristne, og i samlet styrke gribe til våben mod fjenderne af frelsens kors.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene – Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Sadeddin Efendi: E.J.W. Gibb (overs.): Sa’d-ud-din Khoja: The Capture of Constantinople from the Taj-ut-Tevarikh, Glasgow 1879 s.41. Her efter R. Crowley: Konstantinopels fald. Slaget mellem Islam og Vesten (2013) s.44. Giacomo de Languschi: her efter B. Lewis: Istanbul and the Civilization of the Ottoman Empire (1963). s.26f. samt Crawley s.46f. Nicolo Barbaro: Giornale dell'assedio di Constantinopoli 1453, her efter E. Hallam: Chronicles of the Crusades. London (1997) s.320f. samt J. R. Jones: Nicolo Barbaro: Diary oft he Siege of Constantinople 1453. New York (1969), s.65-68, s.70.Michael Kritobulos: her efter C. T. Riggs: History of Mehmed the Conqueror. Princeton (1954) s.47f., 61f., 69-74, 76f. Doukas: her efter H. J. Magoulias: Decline and Fall of Byzantium to the Ottoman Turks by Doukas, Detroit (1975) s. 226f., 229, 231-235. Aeneas Silvius Piccolominis brev: her efter K. M. Setton: The Papacy and the Levant, vol. 2. Philadelphia (1978) s.150.

(1) R. Crowley: Konstantinopels fald. Slaget mellem Islam og Vesten (2013) s.43
(2) Se Crowley s. 109f., 144, 165, 196
(3) Dvs. osmanniske sultan Mehmet d. 2.
(4) Fusta: en lille galej
(5) J. R. Melville Jones: The Siege of Constantinople 1453: Seven Contemporary Accounts. Amsterdam 1972, s.4f.
(6) Henrettelsesmetoden gik altså ud på, at en pæl blev ført op i endetarmen på ofret. Pælen blev herefter rejst op og plantet i jorden. Kroppen blev herefter gradvis gennemboret, idet ofret langsomt gled ned over pælen.
(7) Dvs. den del af flåden, der var stationeret vest for Konstantinopel. Hellespont var det farvand, der adskilte det europæiske og det asiatiske fastland.
(8) Andre øjenvidner beretter på samme måde om erobringen, plyndringerne, ødelæggelserne og voldtægterne. Udover de andre beretninger, der er medtaget her, se bl.a. Leonard af Chios (se Melville Jones, op cit. s.38-40), Laonicus Chalcocondylas (ibid. s.50ff.) og Riccherio (ibid. s..123f.)
(9) Nicolo Barbaro beretter, at sultanen lovede sine soldater (”Muhammeds børn”) værdifulde slaver, kvinder og børn og enorme mængder skatte samt at lave hundesnore af byzantinernes skæg. Se f.eks. J. R. Jones: Nicolo Barbaro: Diary oft he Siege of Constantinople 1453. New York (1969), s 59. Den katolske prælat, Leonard af Chios, der var vidne til Konstantinopels fald, beretter: ”Herolderne råbte så højt, som de kunne, at det var deres herskers vilje, at byen skulle overlades til soldaternes plyndring i tre dage. Sultanen svor ved deres udødelige gud [...], at hans krigere ville få lov til at plyndre alt og at tage alle, mand eller kvinde, samt al ejendom eller rigdom, der var i byen; og at han under ingen omstændigheder ville bryde denne ed.” J. R. Melville Jones op. cit. s.33.
(10) Janitsharerne: de osmanniske elitestyrker
(11) Templet: dvs. kirken Hagia Sophia
(12) Storhertugen (Megas Doux) Loukas Notaras var den byzantinske kejsers førsteminister.
(13) Doukas omtaler sultan Mehmet som tyrannen
(14) Mehmet havde lovet sine soldater, at de havde ret til at tage bytte og fanger
(15) Dvs. embedsmænd og guvernører
(16) I beretningerne om Konstantinopels fald er der flere versioner af kejser Konstantin d. 11.s skæbne
(17) Eunuk: mand, der helt eller delvist havde fået fjernet sine mandlige kønsdele (se tekst 145) og som bl.a. holdt opsyn med sultanens harem.
(18) Loukas Notaras’ yngste søn hed Iakobos (Jakob). Visse beretninger giver ham fejlagtigt navnet Isak.
(19) Loukas Notaras havde ifølge andre kilder fire sønner. To ældre sønner var blevet dræbt under belejringen. Hans yngste søn Iakobos blev en del af sultanens harem, og den sidste ældre søn blev henrettet sammen med hans svigersøn. Se M. Phillipedes o.a.: The Siege and Fall of Constantinople in 1453. Historiography, Topography and Military Studies. Farnham (2011), s. 252
(20) Ifølge andre kilder voldtog Mehmet drengen (og en datter) for øjnene af Loukas Notaras, se M. Phillipedes (op.cit.) s.252f.
(21) Dvs. Loukas Notaras, hans ældre søn samt hans svigersøn
(22) Disse unge blev altså en del af sultanens harem (eller serail). Det lykkedes senere Iakobos Notaras at flygte fra haremmet. Han kom til Italien, hvor han blev genforenet med sine ligeledes undvegne søstre. Han blev handelsmand og fik genetableret sit navn og sine titler i 1468. Se M. Phillipedes (op.cit.) s.43, 257.
(23) Dvs. Hagia Sophia i Konstantinopel
(24) Latinerne: dvs. vesteuropæerne
(25) Mange byzantinske lærde formåede dog at flygte fra Konstantinopel og bragte manuskripter af de antikke værker med sig til bl.a. Italien.
(26) Valakerne: indbyggerne i Valakiet, dvs. den sydlige del af det nuværende Rumænien
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD