TEKST 70: Al-Baladhuri om forholdet mellem muslimer og kristne i Damaskus omkring år 700

Uddrag af den arabiske historiker Al-Baladhuri (al-Be­ladsori) (død 892) værk "Bogen om lan­denes erobring" fra omkring 880. Her fortælles om de kristne i Damaskus, der var blevet erobret i 635. [Læs / udskriv som PDF]

Man beretter, at da Muawija ibn Abu Su­fjan (1) var blevet statholder, ville han nedrive Johanneskirken i Damaskus og anvende pladsen til at udvide moskéen. De kristne vægrede sig imidlertid ved at afstå grunden, og de beholdt den.

Senere forsøgte Abd-al-Malik ibn Merwan (2) i sin regeringstid det sam­me for at udvide moskéen. Men uagtet han gav de kristne rundelig erstatning i penge, afslog de at overlade ham grunden.

Til sidst samlede Walid ibn Abd-al Ma­lik (3) i sin regeringstid de kristne til sig og tilbød dem en endnu større sum for at bevæge dem til at overlade ham kirkepladsen, men de kristne vægrede sig atter derved. Da sagde kaliffen i vrede: ”hvis I ikke går ind på mit forslag, lader jeg sandelig kirken nedbryde.” — Derimod indvendte én af dem: ”O, du de troendes hersker! Den, der nedbryder en kirke, bli­ver vanvittig og må vente at rammes af en ulykke!” Hans ord fortørnede herskeren så meget, at denne straks lod sig bringe en hakke og derpå, iført en gul silkeklædning, gav sig til at bryde noget af kirkemuren ned. Derpå lod han sammenkalde jordar­bejdere og nedrivere, der så helt nedbrød kirkemuren. Kirkepladsen inddrog kaliffen til moské.

Da senere ‘Umar ibn Abd al-Aziz var blevet kalif (4), klagede de kristne til ham over al-Walid i anledning af, at han havde taget deres kirkehus. ‘Umar skrev da til sin statholder og befalede ham at tilbagegive dem hele pladsen, hvorpå moskéens til­bygning var opført.

Men Damaskus’ indbyggere blev for­stemte over denne ordre og sagde: ”Skal vi nedbryde vor moské, efter at vi har udråbt adsanen (5) og holdt bøn, for nu igen at lave en kirke af den?” [...]  Musli­merne gik så til de kristne og foreslog dem at udlevere alle kirkerne i al-Gutah (6), som i sin tid var taget under kamp og således efter krigens ret var kommet i muslimernes eje. Til gengæld skulle de kristne (7) opgive Johanneskirkens grund og aldrig mere gøre krav gældende på den. Da de kristne viste sig stemte derfor, og det vandt deres bifald, skrev statholderen derom til kaliffen ‘Umar, og denne var tilfreds med afgørelsen og gav den gyldighed.

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene - Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)