TEKST 96: Theophanes om ødelæggelse af kirker og klostre, 808/809

Theophanes med tilnavnet "Bekenderen" (ca. 758-818) var byzantinsk historieskriver, der forfattede en romersk-byzantinsk krønike omhandlende tiden fra 284 til 813. [Læs / udskriv som PDF]

I marts måned dette år [808/809] […] døde arabernes hersker Harun (1) i det indre Persien, kendt som Khorasan. Hans søn Muhammad (2), som var aldeles inkompetent, fulgte efterfulgte ham på tronen. Med sin fars styrker gjorde hans bror, Abd Allah, oprør mod ham fra Khorasan. Dette førte til en borgerkrig blandt deres folk. Derpå blev indbyggerne i Syrien, Ægypten og Libyen delt op i forskellige stater, hvilket bragte uorden i de offentlige anliggender og blandt dem selv indbyrdes. De blev ødelagt af mord, røverier og enhver form for ugerning mod både dem selv og de kristne under dem. Det var på det tidspunkt, at kirkerne i Kristi, vor Guds, hellige by blev lagt øde ligesom klostrene for de to store ordner af eremitmunke, Khariton og Kyriakos samt St. Saba og de resterende samlevende [kloster]fællesskaber, St. Euthymios og St. Theodosios. Denne nedslagtning, rettet mod hinanden og os, fortsatte med anarki gennem fem år.

 

J. M. Rosenløv & M. Pihl: Korstogene - Islams ekspansion og kristen modoffensiv (2014)

Uddrag af Theophanes’ krønike, afs. 484. Her efter H. Turtledove (overs.): The Chronicle of Theophanes. Philadelphia 1982, s.165.

(1) Harun al-Rashid, kalif 786-809
(2) Muhammed, det navn Theophanes anvender om Al-Amin, der var kalif 809-813
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD