Agobard af Lyon om fællesskab og lighed overfor Gud og den fælles lov

Agobard (ca. 779-840) var ærkebiskop af Lyon (816-840). I et skrift henvendt til den tysk-romerske kejser Ludvig den Fromme forfattet i årene 817-822 kritiserede Agobard den burgundiske sædvaneret – kaldet Gundobads lov – der bl.a. tillod tvekamp og indeholdt en del hedenske levn. Agobard argumenterede til fordel for én fælles nedskrevet lov for hele riget med et klarere præg af kristne værdier. Forudsætningen for dette omfattede ifølge Agobard bl.a. alle kristnes fællesskab og sjælelige lighed overfor Gud. [Læs / udskriv som PDF]

Agobards skrift mod Gundobads lov og de onde tvekampe, der udkæmpes på grundlag af den lov.

Jeg bønfalder jeres urokkelige blidhed og mest alvorlige klogskab, oh du blideste kejser og herre (1), at I ikke vil forsømme utrætteligt at læse dette lille skrift, som jeg har skrevet med henblik på studiet af den suveræne og uforanderlige sandhed i Vor Herre Kristus, som kærligt og omhyggeligt beskytter og støtter jeres rige og hvis udtalelser og love bliver behandlet på disse sider. Måtte det ikke vække anstød hos Eders store og berømmede sindsro, at den mest ydmyge af alle mænd således fremlægger disse ting, for at deres højhed kan læse det. For det indeholder ikke andet end, hvad I selv bedst og suverænt godt ved.

Gud, Guds søn, idet han var blevet menneske for mennesker og viste os vejen til frelse, og idet han betroede sine udvalgte disciple livets lære, da han var ved at fare til himmels, sagde: ”Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.” (2) Og igen: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” (3) Og: ”Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med” (4) og det blev forkyndt af dem for alle skabninger, det vil sige for alle jordens folkeslag, den ene tro inspireret af Gud, det ene håb indgydt af Helligånden i de troendes hjerter, den ene nåde født i alle, den ene vilje, det ene flammende begær, den ene bøn lært, således at alle med forskellige baggrunde, omstændigheder, køn, adel, fri, træl på samme tid siger til Gud og vor alles Fader: ”Vor Fader, du som er i himlene! Helliget være dit navn,” (5) lige som om de påkalder én fader, søger én forløsning, kræver ét kongerige, ønsker én fuldbyrdelse af Guds vilje, som det sker i himlen, beder om at få givet det daglige brød og om, at Han måtte forlade dem alle deres synder. Selv verdens herrer, verdens lys, de hellige apostle kunne ikke belære hver enkelt [om ordene]: ”Forlad os vor skyld” eller ”led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde,” (6) men råbte ud én for alle og alle for én: O himmelske broderskab, o evige harmoni, o udelelige enhed udledt af én forfatter, tillagt den ene af alt, for hvem ”himlen skal glæde sig, jorden juble, havet med alt, hvad det rummer, skal larme, marken med alt, hvad den bærer, skal juble” og ”alle folkeslag, klap i hænderne, bryd ud i jubelråb for Gud!” (7)

Og hvor ordentligt, at de påkalder den ene Gudfader, fordi alle er blevet brødre – herre og slave, rig og fattig, lært og uvidende, stærk og svag, øverste kejser og mest ydmyge arbejder. Nu afviser ingen den anden, ingen føler sig den anden underlegen, ingen føler sig den anden overlegen, fordi vi er ét brød, ét Kristi legeme, sandelig én Kristus, som apostlen sagde: ”… for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse. Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret eller uomskåret, barbar, skyte” (8) – aquitaner eller lombarder, burgunder eller allemanner – ”træl, fri, men Kristus er alt og i alle.” (9) Og: ”Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer – alt tilhører jer. Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.” (10) Og igen: ”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.” (11) […]

Der er ganske vist en fordeling af tak og gerninger, men den samme Herre og den samme Gud, som udvirker alt og virker i alt, er også den samme ånd, der er fordelt mellem hver enkelt ting, lige som det behager Ham. Derfor er ingen af dem en fremmed og en udlænding: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnestenen. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren.” (12) […]

Hvis Herren derfor led med det formål, at Han med sit Blod fik gjort dem tætte, som havde været fjerne og nu rev adskillelsens mur ned og al fjendskab blev ødelagt ved Ham, og alle blev forliget i én krop med Gud og i dette ene storslåede legeme blev gjort til én ånd, således at de kunne blive kaldt Kristus og ikke kristne. Ligesom den førnævnte udtalelse af apostlen [Paulus] gør det klart, at ”for ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (13) – for han sagde ikke kristne, men Kristus – så ønsker jeg ved deres nåde at vide, om en sådan mangfoldighed af love ikke er noget, som måtte stå i vejen for det store guddommelige arbejde med at skabe enhed. [En forskellighed af love] som findes ikke blot i enkelte områder og byer, men også i mange hjem. Ja, det er sågar ikke unormalt at fem mænd kan gå eller side sammen og ingen af dem har en lov til fælles, hvad ydre og verdslige sager angår, mens de i det indre er bundet til den samme Kristi lov, hvad angår evige og sjælelige spørgsmål. Og selv hvis det tilfældigvis sker, at alle er virkelige kristne, elskere af troens sandhed, og anser hinanden for at være hinandens højt elskede brødre, og ingen fordømmer andres vidnesbyrd, og selv om de bygger sig op med gode ord, kan der, hvis der pludselig opstår en tvist i retten mellem den ene og den anden, kan der ikke indhentes et vidne blandt ens kære venner, med hvem man vandrede sammen, for et vidnesbyrd kan ikke accepteres over det, som Gundobads lov siger og andre lignende ting. […] [Agobard fortsætter i det følgende sin kritik af Gundobads lov og de gamle retsregler.]

Agobard af Lyon Adversus legem Gundobadi:  Overs. af M. Pihl efter Courtney M. Booker: “Agobard of Lyons Book against the law of Gundobad and the wicked duels that are carried out through it,” Corpus Christianorum Continuatio Medievalis 52, Turnhout, 1981 / University of Columbia (2015), s. 19–28.