Alcuin af Yorks opfordringer til eftergivenhed overfor sakserne

Alcuin af York (732-804) var munk og missionær. I 780’erne kom Alcuin i Karl d. Stores tjeneste og gjorde den frankiske hofskole til et nyt hovedlærdomscenter i Europa. I 796 blev han abbed i Tour og blev én af Karls vigtigste rådgivere mht. kirkelige og uddannelsesmæssige spørgsmål. Alcuin kritiserede i en række breve til både Karl og højtstående embedsfolk den måde sakserne blev behandlet på. [Læs / udskriv som PDF]

[I et brev til bl.a. Karl den Store skriver Alcuin i 796:] Til Karl, konge af Tyskland, Gallien [Frankrig] og Italien, den mest fremragende og fromme herre, og til Guds ords hellige prædikanter sender Albinus (1), en ydmyg søn af moderkirken, kristne hilsener. [...] [Alcuin roser herefter Karl for at have udvidet sit riges grænser og derved at have gjort det muligt at udbrede kristendommen til hedenske folkeslag. Herefter fortsætter han:]

Gid du nu i din kloge og gudfrygtige bekymring [for troen] må skaffe de nye folk gode prædikanter – ordentlige i adfærd, lærte i troen, fyldte af evangeliets lære og opsatte på at følge apostlenes eksempel i forkyndelsen af ​​Guds ord. For de [apostlene] gav deres tilhørere mælk – det vil sige blid undervisning – da de [tilhørerne] var begyndere i troen. Som apostlen Paulus sagde: ”Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle,” (2) hvilket betyder, at nyomvendte til troen skal næres af blidere undervisning ligesom spædbørn, der får mælk, i frygt for, at sind, der er for svage til mere fast undervisning, kaster det op, som de har indtaget. [...]

Derfor bør du i din visdom overveje, om det er rigtigt at pålægge et udannet folk, der er begyndere i troen, fuld tiende (3). […] Vi bør spørge, om apostlene, der blev undervist af selve Herren og som blev udsendt for at prædike for verden, ethvert sted krævede betaling af tiende. Vi ved, det er godt for vores besiddelser, at der betales tiende heraf, men det er bedre at miste tiende end at ødelægge troen. Selv vi, der er født og opvokset i den katolske tro, finder det svært at acceptere betaling af fuld tiende af vores ejendom. Hvor meget desto sværere er det så ikke for deres [saksernes] spæde tro, for deres barnlige vilje og for deres grådige ånd. Når deres tro bliver styrket, og de er grundfæstede i det kristne liv, så kan de som voksne gives en fastere belæring, hvilket et sind, der er sundt rodfæstet i kristendommen, ikke vil afvise.

Ligeledes må den rette fremgangsmåde med hensyn til forkyndelse og dåb omhyggeligt overvejes, således at dåbens afvaskning af kroppen ikke gøres ubrugelige på grund af sjælens manglende forståelse for troen. [...] Herren sagde i evangeliet til sine disciple: ”Drag ud og belær alle folkeslagene, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (4). Den velsignede Hieronymus (5) forklarede i sin kommentar til Mattæus-evangeliet rækkefølgen i dette bud som følger: ”Først underviser de alle folkeslagene, og derefter dypper de dem i vand. Kroppen kan ikke modtage dåbens sakramente, hvis sjælen ikke først har taget imod troens sandhed. [...]

Så jeg mener, at vi bør være omhyggelige med at overholde rækkefølgen i undervisningen af voksne, som Skt. Augustin (6) fastlagde i sin bog ’Om at undervise den uuddannede i katekismen.’ (7) [...] [Alcuin gør herefter rede for denne rækkefølge i undervisningen.] Efter denne forberedelse og styrkelse i troen, bør han [den omvendte] døbes. Undervisningen i evangeliet bør gives gennem hyppig prædiken på passende tidspunkter, indtil han vokser sig til et fuldkomment menneske og gøres til en værdig bolig for Helligånden og i barmhjertighedsgerninger gøres til en fuldkommen søn af Gud. [...]

[I et brev til Karls skatmester, Megenfrid, skriver Alcuin i 796 bl.a.:] [...] Som Skt. Augustin siger, er troen et spørgsmål om [fri] vilje, ikke [tvungen] nødvendighed. En mand kan blive tiltrukket af troen, ikke tvunget. Han kan blive tvunget til at blive døbt, men det er ubrugelig for troen (8). [...] En voksen mand skal svare for sig selv angående sin tro og sine ønsker. Hvis han bekender troen falskt, vil han ikke få sand frelse. [...]

Hvis Kristi lette åg og nemme byrde blev prædiket lige så emsigt for det hårde saksiske folk, som tienden blev opkrævet og lovens straf blev pålagt for de mindste forseelser, ville de [sakserne] måske ikke reagere imod dåbsritualet.

Troens undervisere skal skoles i apostlenes eksempler. De bør være prædikanter, ikke rovdyr, og i godhed bør de stole på ham [Jesus], der sagde: ”Tag ikke pung eller taske med.” (9)

[I to breve til biskop Arno af Salzburg skriver Alcuin i 796 bl.a.:] [...] Vær en godhedens prædikant, ikke en tiendeinddriver. […] De siger, at tienden forstyrrer saksernes tro. Hvorfor skal vi lægge et åg på den uddannedes hals, som hverken vi eller vore brødre har været i stand til at bære? […]

Vor Herre Jesus Kristus belærte sine disciple og sagde: ”Drag ud og belær alle folkeslagene, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” [...] Han fortalte dem, at de først skulle undervise i den katolske tro og efter troen var blevet modtaget, døbe i Treenighedens navn. […] Så den ulykkelige saksiske nation har så ofte ødelagt dåbens sakramente, fordi den aldrig har haft troens grundlag i sit hjerte. Det må ligeledes indses, at tro, som Skt. Augustin siger, kommer af vilje, ikke af tvang. Hvordan kan et menneske blive tvunget til at tro, hvad det ikke tror?

Alcuin af York – breve til Karl d. Store og andre (brev 56, 57, 59, 137 = MGH 110, 111, 107, 113) oversat af J. Rosenløv efter S. Alcott: Alcuin of York – his life and letters. York (1974), s.72-75, 143