Dado om Skt. Eligius' frigivelse af slaver, ca. år 630

Skt. Eligius af Noyon (ca. 588-660 e. Kr.) var oprindelig guld og metalsmed. Fra en stilling som møntmester for den franske konge avancerede han til en indflydelsesrig position som førsteminister og rådgiver for kong Dagobert d. 1. af Frankerriget. Eligius arbejdede for fattighjælp, for frigivelse af slaver og for at bygge kirker og klostre og udbrede kristendommen i Frankerriget. I år 640 blev han ordineret som præst og senere biskop af Noyon og Tournai. Efter sin død blev Eligius en folkehelgen og skytshelgen for smede og metalarbejdere. Nedenstående kildeuddrag stammer fra en levnedsbeskrivelse om Skt. Eligius liv (Vita St. Eligius), skrevet af Dado, biskop af Rouen o. år 670. e.Kr. [Læs / udskriv som PDF]


Kristne mænd kom til ham fra alle egne, udlændinge og også munke. Og på enhver måde, han kunne, ville han give dem penge og bidrage til at frikøbe trællene, fordi han havde den største entusiasme for dette arbejde. Han skyndte sig ligefrem med den yderste hast, hver gang han forstod, at en slave blev sat til salg, og i sin nåde betalte han prisen for trællen med det samme og frigav fangen. Nogle gange befriede han så mange som tyve, tredive og ligefrem halvtreds på samme tid fra fangenskab, nogle gange en hel gruppe af slaver på op til hundrede sjæle, som kom fra forskellige folk og af begge køn. Han ville frigive dem, når de forlod skibet og det var romere, gallere, og også briter og mænd fra Marseilles, men de var mest mænd fra Saksen, som på det tidspunkt blev fordrevet fra deres egne lande i store antal og blev spredt i forskellige lande.

 

Dado om Skt. Eligius' frigivelse af slaver oversat af M. Pihl efterBruno Krusch (red.): Monumenta Germaniae Historiae, Scriptores, Hanover (1902), Tome IV, s. 677 samt efter R. C. Cave & H: H. Coulson: A Source Book for Medieval Economic History, New York (1965), s. 292f.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD