Einhard om årsagen til krigene mod sakserne

Einhard var munk og lærd og blev knyttet til Karl den Stores hof. Om Karls krig mod de hedenske saksere i Nordtyskland fortæller Einhard i en biografi, De vita Caroli (Om Karls liv), som han udsendte kort tid efter Karls død i 814. [Læs / udskriv som PDF]

Ingen af hans [Karl den Stores] krige trak så længe ud som denne [mod sakserne], eller førtes med så stor harme fra frankernes side eller anstrengelse for dem. Thi sakserne var, ligesom næsten alle germanske folkefærd, både vilde af naturen og dertil afgudsdyrkere og fjender af kristendommen, og de holdt det ikke for nogen skam hverken at krænke eller overtræde enten Guds eller menneskers love. Dertil kom desuden andre grunde, som daglig kunne forstyrre freden: Det var næsten alle vegne på sletteland, at grænsen lå mellem deres og vore enemærker; der var kun ganske enkelte steder, hvor det var tilfældet, at større skovstrækninger eller mellemliggende bjergrygge satte et skarpt grænseskel mellem deres og vore marker; ellers fandt der langs grænsen uafbrudt drab, røverier og ildspåsættelser sted fra begge sider. Dette harmede frankerne i den grad, at de mente, at de burde begynde åben krig og ikke lade sig nøje med at øve gengæld.

Således begyndte krigen med sakserne og førtes 30 år i træk (1) med den største hidsighed fra begge sider; men saksernes tab var større end frankernes. Krigen havde imidlertid kunnet få en hurtigere ende, hvis saksernes troløshed ikke havde gjort det umuligt. Man har ondt ved at opregne, hvor tit de blev slået og med bønner overgav sig til kongen, lovede at være hans bud lydige, uden tøven stillede de gidsler, som de skulle, og modtog de mænd, man sendte til dem; ja! undertiden var de så forkuede og svage, at de oven i købet måtte love at opgive deres afgudsdyrkelse og tage ved kristendommen. Men, skønt alt imellem villige til at bringe så store ofre, var de dog altid igen lige hurtige til at nedrive alt, hvad de selv havde opbygget, så man har ondt ved at sige, hvilken af delene de i virkeligheden helst ville. Thi lige fra krigens begyndelse gik der næppe noget år hen, uden at de således skiftede sind.

Men ingen ustadighed fra deres side kunne rokke kongen i hans sjælsstyrke og udholdenhed, som blev sig selv lig i lykke som i ulykke; lige så lidt kunne han blive ked af det foretagende, han engang havde taget fat på. Thi, når de øvede svig, lod han det aldrig gå ustraffet hen; men enten stillede han sig selv i spidsen for hæren, eller han sendte sine grever med den for at tage hævn og straffe dem, som forskyldt, for deres troløshed. Til sidst, da han havde overvundet og undertvunget alle dem, der plejede at gøre modstand, lod han 10.000 af dem, der boede på begge bredder af Elben, med kone og børn bryde op fra deres hjem, flyttede dem over til den modsatte side og fordelte dem på mange forskellige måder rundt omkring i hele Gallien og Germanien. Og virkelig ophørte nu omsider den krig, der allerede havde varet i så mange år, da de antog det vilkår, som kongen stillede dem, at de skulle opgive deres afguds­dyrkelse og de fra fædrene nedarvede religionsskikke, tage imod den kristne tros og gudsdyrkelses indstiftelser og forene sig med frankerne til et folk. […]

Ejnhart: Oversættelse af P. Kierkegaard.Karl den Stores liv. Kbh. (1878), s.17f.