|
Ermoldus Nigellus om kampen mod muslimerne
Ermoldus Nigellus – eller Ermold den Sorte – var en digter, der i årene omkring 824-830 levede og skrev ved hoffet hos den frankiske konge Pippin af Aquitanien. Omkring år 826 skrev Ermold den Sorte dette hyldestdigt til kong Pippins far; Ludvig den Fromme, som var konge af Frankerriget og tysk-romersk kejser (814-840). Ludvig den Fromme havde forsvaret Frankerriget mod muslimerne i Spanien, hvor han med en kristen hær bl.a. havde generobret Barcelona i år 801. I nedenstående digt fra omkring år 826 lader Ermoldus den frankiske kejser Ludvig den Fromme fremføre en tale, før han med sin kristne hær angriber Barcelona. [Læs / udskriv som PDF]
[Ludvig den Fromme taler til sin hær:] ”Hvis dette folk [muslimerne] havde dyrket Gud, æret Kristus og havde taget imod den hellige dåb,” – siger Ludvig til førerne i hans hærlejr – ”så ville vi have sluttet fred med dem, og vi ville have overholdt denne fred for at knytte dem til Gud gennem religionen. Men dette folk forbliver modbydeligt, da det afviser frelsen og følger dæmoners bud (1). Derfor hviler Guds nådige retfærdighed på os for at undertvinge dem. Lad os nu haste til murene og tårnene, oh frankere, således at jeres tidligere tapperhed kan blive genoplivet.
Ermoldus Nigellus: Oversat af M. Pihl efter B. Z. Kedar: Crusade and Mission – European Approaches towards Muslims, Princeton (1984), s. 7f.
(1) I en anden sammenhæng mente Ermoldus, at det var muligt at omvende de hedenske danskere til kristendommen, mens han i dette tekstafsnit klart afviser, at det samme ville være muligt overfor muslimerne, som altid ville afvise kristendommen. |
|
|