De frankiske kongers årbøger om sakserkrigene

Saksen udgjorde i den tidlige middelalder et område i det nordvestlige Tyskland, svarende til det nutidige Westphalen, Niedersachsen og Holsten. Det saksiske område grænsede op til Frankerigets nordøstgrænse. Denne grænse mellem frankerne og sakserne var ofte usikker og allerede fra sltningen af 600-tallet præget af uro. De frankiske kongers årbøger vidner om mange sammenstød og kampe op igennem 700-tallet. I perioden 772 til 804 herskede der en næsten konstant krigstilstand mellem frankere og saksere.
  De frankiske kongers årbøger dækker årene 741 til 829 og anses for at være forfattet ved det frankiske hof, hvor de enkelte års vigtige begivenheder er blevet samlet og nedskrevet. Årbøgerne menes at have haft tre oprindelige nu ukendte forfattere. Optegnelserne over årene 741 til 795 menes oprindeligt at være nedskrevet af en enkelt forfatter, der har anvendt ældre optegnelser. Denne del fortier ofte frankiske nederlag – ligesom den sjældent nævner aktørernes motiver. Den anden del af optegnelser dækker årene 795 til 807 og bærer præg af at være skrevet samtidig med begivenhederne. Det samme gælder den tredje del, der dækker årene 808 til 829.  Dertil kommer, at årbøgerne i perioden mellem Karl den Stores død i 814 og år 817 er blevet revideret af en ligeledes ukendt forfatter. Forfatteren til denne revision har tilføjet nye passager med oplysninger, synspunkter og personlige vurderinger. Disse tilføjelser er udeladt i nedenstående uddrag, men kan læses særskilt her. Årbøgerne udgjorde et officielt værk, der havde til hensigt at videregive de frankiske kongers version af begivenhederne til omverdenen og eftertiden. [Læs / udskriv som PDF]

743: […] Det år trængte Carloman (1) alene ind i Saksen. Ved traktatindgåelse kom han i besiddelse af slottet, der hedder Hohenseeburg (2) og fik sakseren Theodoric til at underkaste sig.

744: Igen invaderede Carloman og Pepin (3) Saksen, og sakseren Theodoric blev fanget for anden gang.

[…]

747: Grifo (4) flygtede til Saksen, og Pepin drog ind i Saksen gennem Thuringia (5), der gik helt til floden Meissau nær Schöningen (6). Grifo sluttede sig til sakserne ved floden Oker nær Ohrum (7).

[…]


758: Kong Pepin drog ind i Saksen og indtog med storm saksernes fæstninger i Sythen (8). Og han påførte det saksiske folk blodige nederlag. De lovede derefter Pepin at adlyde alle hans ordrer og hvert år at bortskænke op til tre hundrede heste ved hans rådssamling.

[…]

772: Så holdt den mest ædle herre, kong Karl (9), en rådssamling i Worms (10). Fra Worms drog han først til Saksen. Han erobrede slottet Eresburg (11), han fortsatte helt til Irminsul (12), ødelagde denne helligdom [fanum] og førte det guld og sølv bort, som han fandt. Der opstod en stor tørke, så der ikke var vand på det sted, hvor Irminsul stod. Den berømmelige konge ønskede at blive der to eller tre dage for at ødelægge helligdommen helt, men de havde ikke noget vand. Pludselig ved middagstid, mens hæren hvilede og ingen vidste, hvad der skete, strømmede der ved Guds nåde, så meget vand frem, så hele hæren havde nok. Så kom den store konge til floden Weser. Her afholdt han en forhandling med sakserne, fik tolv gidsler og vendte tilbage til Frankerriget.

773: […] [Årbogen beretter, at Karl i løbet af året drager på felttog til Italien mod longobarderne, der truede paven i Rom, og belejrer byen Pavia.] Herren Karl fejrede jul der i sin lejr, og han fejrede påske i Rom. Mens han det år drog til Rom for at forsvare Guds hellige romerske kirke på opfordring fra den øverste præst (13), lå landet, der grænsede op til sakserne, udsat uden at være sikret af nogen traktat. Sakserne overfaldt imidlertid de nærliggende frankiske lande med en stor hær og trængte helt frem til slottet Büraburg. Indbyggerne i grænselandet blev rædselsslagne, da de så dette, og trak sig tilbage til slottet. Da sakserne i deres vildskab begyndte at afbrænde husene udenfor, kom de til en kirke ved Fritzlar, som Bonifacius, den seneste martyr (14), i hellig ihukommelse havde indviet og hvorom han profetisk havde sagt, at den aldrig ville blive brændt af ild. Sakserne begyndte at angribe denne kirke med stor beslutsomhed og forsøgte på en eller anden måde at afbrænde den. Mens dette skete, viste der sig for nogle kristne på slottet, og også for nogle hedninge i hæren, to unge mænd på hvide heste, der beskyttede kirken mod ild. På grund af dem kunne hedningene ikke sætte ild til kirken eller beskadige den, hverken indenfor eller udenfor. Rædselsslagne over den guddommelige magts indgriben tog de flugten, selvom ingen forfulgte dem. Derefter blev en af ​​disse saksere fundet død ved siden af ​​kirken. Han sad på hug på jorden og holdt fyrtøj og træ i hænderne, som om han havde villet puste på brændet og sætte ild til kirken.

774: […] [Årbogen beretter, at Karl vender sejrrigt tilbage til Frankerriget efter det italienske felttog mod longobarderne.] Da han ankom til Ingelheim, sendte han fire hærafdelinger til Sakssen. Tre af dem bekæmpede sakserne, og med Guds hjælp opnåede de sejren. Den fjerde [hærafdeling] kom ikke i kamp, ​​men vendte hjem med meget bytte og ingen tab.

775: Den fromme og ædle herre kong Karl holdt en rådsforsamling ved villaen i Düren (15). Herfra igangsatte han et felttog ind i Saksen og erobrede slottet Syburg (16), genskabte slottet Eresburg og kom helt frem til [floden] Weser ved Braunsberg (17). Der forberedte sakserne sig til kamp, ​​da de ønskede at forsvare Weser-bredden. Ved Guds hjælp og ved deres egen kraftfulde indsats drev frankerne sakserne på flugt. Frankerne besatte begge flodbredder og mange saksere blev dræbt der.

Derefter opdelte herren kong Karl sin hær og idet han tog så mange med, som han ønskede, drog han videre til floden Oker. Der trådte alle sakserne fra Austreleudi- under Hassi-stammen frem for ham, stillede så mange gidsler, som han ønskede, og svor troskabseder til herren kong Karl. Da den mest ærværdige konge vendte tilbage derfra, kom Angrarii-stammen til Bückegau (18) med Bruno og resten af ​​deres stormænd og stillede gidsler, som folk fra Austrasien (19) havde gjort. Ved sin tilbagekomst sluttede kongen sig sammen med en anden del af sin hær, som på hans ordre holdt Weser-flodens bred besat. Sakserne angreb dem ved Lübbecke (20). Ved Guds vilje modtog frankerne sejren og mange af disse saksere blev dræbt.

Da herren kong Karl hørte dette, angreb han igen sakserne med sin hær, påførte dem et lige så stort nederlag og tog betydeligt bytte fra vestfalerne. De stillede gidsler, ligesom de andre saksere havde gjort. Da han havde modtaget gidslerne, taget meget bytte og tre gange forårsagede stor nedslagtning blandt sakserne, vendte herren kong Karl med Guds hjælp hjem til Frankerriget. […]

776: [Årbogen beretter, at Karl atter drager på felttog i Italien og atter vender sejrigt tilbage til Frankerriget.] Derefter kom en budbringer med nyhederne om, at sakserne havde gjort oprør, ladt alle deres gidsler i stikken, brudt deres eder, og ved hjælp af kneb og falske traktater overtalt frankerne til at opgive slottet Eresburg. Med Eresburg forladt af frankerne, rev sakserne bygningerne og murene ned. Ved at drage videre fra Eresburg ønskede de at gøre det samme med slottet i Syburg, men kom ingen vegne hermed, da frankerne ved Guds hjælp ydede en mandig modstand. Da det mislykkedes dem at overtale vagterne til overgivelse, som de havde gjort med dem på det andet slot, begyndte de at opføre krigsmaskiner for at storme slottet. Eftersom Gud havde villet det således, gjorde de katapulter, som de havde forberedt, mere skade på dem selv end dem, der var derinde [i slottet]. Da sakserne så, at deres konstruktioner var ubrugelige for dem, forberedte de brændeknipper for at indtage fæstningen i ét angreb. Men Guds magt overgik, som det kun er ret, deres. En dag, mens de forberedte sig på kamp mod de kristne i slottet, blev Guds herlighed åbenbaret over slotskirken for øjnene af et stort antal såvel udenfor som indenfor, hvoraf mange stadig er blandt os. De så angiveligt skikkelsen af to skjolde, røde af en flamme, der rullede hen over kirken. Da hedningene udenfor så dette mirakel, blev de straks grebet af forvirring og begyndte i rædsel at flygte til deres lejr. Da de alle var panikslagne, nedtrampede den ene mand den anden og blev til gengæld selv dræbt, fordi de, der af frygt kiggede tilbage, spiddede sig selv på lanserne, der blev båret på skuldrene af dem, der flygtede foran dem. Nogle tildelte hinanden tilfældige slag og led dermed guddommelig gengældelse. Ingen kan sige, hvor meget Guds kraft virkede imod dem for de kristnes frelse. Men jo mere sakserne blev ramt af frygt, desto mere blev de kristne trøstet og roste den almægtige Gud, som nedlod sig til at åbenbare sin magt for sine tjenere. Da sakserne tog flugten, fulgte frankerne i hælene på dem helt til floden Lippe, mens de nedslagtede dem. Da slottet var sikkert, vendte frankerne sejrrige hjem.

Da herren kong Karl kom til Worms og hørte, hvad der var sket, indkaldte han til en rådsforsamling der. Han holdt sin rådsforsamling og brød efter overvejelse pludselig med Guds hjælp igennem saksernes befæstninger. Under stor rædsel kom alle sakserne til floden Lippes udspring. Idet de stimlede sammen alle vegne fra, overgav de deres land til frankerne, stillede sikkerhed, lovede at blive kristne og underkastede sig herren kong Karls og frankernes herredømme (21).

Herren kong Karl genopbyggede sammen med frankerne slottet Eresburg slot og et andet slot ved floden Lippe. Sakserne kom dertil med koner og børn, et utalligt antal, og blev døbt og stillede så mange gidsler, som herren kongen krævede. Da de ovennævnte slotte var færdiggjorte og frankisk mandskab indsat for at bevogte dem, vendte herren kong Karl tilbage til Frankerriget. […]

777: Herren kong Karl afholdt for første gang rådsforsamling i Paderborn. Alle frankerne samledes der, og fra alle dele af Saksen kom sakserne med undtagelse af Widukind (22),  der havde gjort oprør sammen med et par andre. Han flygtede med sine ledsagere til Nordmannia (23). […] Mange saksere blev døbt og lovede, idet de fulgte deres skik, hele deres frihed og ejendom til kongen, såfremt de skulle følge deres afskyelige vane og igen skifte sind og ikke overholde den kristne tro og deres troskab til herren kong Karl, hans sønner og frankerne.

778: […] [Årbogen beretter, at Karl drager på felttog til Spanien.] Da sakserne hørte, at herren kong Karl og frankerne var så langt væk i Spanien, fulgte de deres afskyelige vane og gjorde igen oprør ansporet af Widukind og hans ledsagere. Herren kong Karl blev i byen Auxerre underrettet om dette oprør. Derefter afsendte herren kongen en frankisk styrke, der ilede afsted til forsvaret mod sakserne. Men disse oprørere nåede helt frem til Rhinen ved Deutz (24), plyndrede langs floden og begik mange grusomheder, såsom at afbrænde Guds kirker i klostrene og andre handlinger, der er for modbydelige at opliste. Da de pludselig hørte, at herren kong Karl og de tropper, han havde sendt imod dem, var vendt tilbage, opgav sakserne Rhinen og vendte tilbage til Saksen ved Lahngau. De frankiske hærafdelinger stødte ikke på dem, men fandt deres spor og fulgte dem helt til floden Eder nær Leisa. Der begyndte et slag og det blev afsluttet med held. Med Guds hjælp fik frankerne sejren. Et stort antal saksere blev dræbt, og de, der undslap, vendte tilbage til Saksen under fuldstændig skændsel.

779: […] En rådssamlingen fandt sted i villaen i Düren, og et felttog blev sendt mod Saksen. Rhinen blev krydset ved Lippeham (25), og sakserne ønskede at yde modstand ved Bocholt (26). Med Guds hjælp lykkedes det dem ikke, men de flygtede og opgav hver eneste af deres skanser. Vejen var åben for frankerne, og de marcherede ind i vestfalernes land og besejrede dem alle. Resten, der boede på den anden side af floden Weser, stillede gidsler og aflagde ed, da herren kong Karl angreb dem ved Medofulli (27). Den herlige konge vendte da tilbage til Frankerriget. […]

780: Herren kong Karl drog for at bringe Saksens anliggender i orden helt til slottet Eresburg og fra Eresburg til Lippe-flodens udspring, hvor han holdt rådsforsamlingen. Derefter fortsatte han til Elben, og under denne færd [in ipso itinere] blev alle mennesker i Bardengau og mange fra Nordliudi-stammen (28) døbt ved Ohrum på den anden side af floden Oker. Han nåede til det sted, hvor Ohre løber sammen med Elben. Der ordnede den ædle konge alle sager angående saksere og slavere (29) og vendte tilbage til Frankerriget.

[…]

782: Herren kong Karl indledte en rejse og krydsede Rhinen ved Køln. Han holdt en rådsforsamling ved floden Lippes udspring. Alle sakserne kom dertil undtagen oprøreren Widukind. Normanniske udsendinge fra kong Sigifrid, Halptani med sine ledsagere, mødte også frem ved denne rådsforsamling (30), og det det gjorde avarerne (31) også sendt af khagan’en og jugur’en (32). Da rådsforsamlingen var forbi, vendte herren kong Karl tilbage til Frankerriget.

Så snart han vendte hjem, gjorde sakserne, overtalt af Widukind, som sædvanligt straks oprør. Før herren kong Karl vidste om dette, sendte han sine udsendinge, Adalgis, Gailo og Worad afsted for at lede en hær af frankere og saksere mod nogle få trodsige slavere. Da udsendingene undervejs hørte, at sakserne havde gjort oprør, kastede de sig over den saksiske hær, så snart de indhentede den, og udførte fra da af ikke deres opgave fra herren kong Karl (33). De førte krig mod sakserne og kæmpede tappert. Frankerne dræbte mange af sakserne og opnåede sejren. Men to af udsendingene, Adalgis og Gailo, døde i kamp i Süntel-bjergene (34).

Da han hørte om dette, ilede herren kong Karl til stedet med alle de frankere, som han kunne samle med kort varsel og trængte frem til der, hvor Aller-floden løber sammen med Weser-floden. Derefter samlede alle sakserne sig igen, underkastede sig herren kongens autoritet og udleverede de misdædere, der var hovedansvarlige for dette oprør, for at blive slået ihjel – firetusinde femhundrede af dem. Dette blev udført. Widukind var ikke blandt dem, da han var flygtet ind i Nordmannia. Da han var færdig med dette, vendte herren kongen tilbage til Frankerriget. […]

783: […] Eftersom sakserne igen havde gjort oprørt, førte herren kong Karl et togt ind i Saksen og rykkede med kun få frankere frem til Detmold. Her forberedte sakserne sig til kamp på en slette, men herren kong Karl og frankerne angreb dem som sædvanligt kraftigt og sakserne flygtede. Med Guds hjælp opnåede frankerne sejren. Et stort antal saksere blev dræbt på dette sted, så kun nogle få undslap ved at flygte. Fra Detmold ankom den ærværdige konge i triumf til Paderborn og samlede sin hær der. Han rykkede helt frem til Hase-floden (35), hvor sakserne havde samlet sig igen. Der blev der udkæmpet endnu et slag, og antallet af dræbte saksere var ikke mindre end før. Med Guds hjælp opnåede frankerne sejren. Idet han fortsatte sit felttog, krydsede kongen Weser og drog helt frem til Elben. Fra Elben vendte han tilbage til Frankerriget. […]

784: Sakserne gjorde som sædvanligt igen oprør og nogle frisere sammen med dem. Så drog herren kong Karl ud på et felttog og krydsede Rhinen ved Lippeham. Han rykkede ind i Saksen og drog hid og did hærgende landet, indtil han kom til Hockeleve (36). På grund af alvorlige oversvømmelser besluttede han at rykke ind i østfalernes land fra øst gennem Thuringia og sende sin søn, herren Karl (37), med en hærstyrke mod vestfalerne. Denne manøvre blev udført. Herren kong Karl marcherede gennem Thuringia helt til Elben og derfra til Steinfurt (38) og videre til Schöningen. Efter at Karl og hans søn havde mødt hinanden der, vendte den ærværdige konge tilbage til Frankerriget.

Men vestfalerne ønskede at samle sig ved floden Lippe. Da herren kongens søn hørte dette, marcherede han imod dem med den hærstyrke, der var sendt med ham, og de indledte krigen ved Dreingau. Med Guds hjælp opnåede herren Karl, søn af den store konge Karl, og frankerne sejren og mange saksere blev dræbt. Siden Gud havde villet det, vendte han tilbage til sin far ved Worms. Der blev det sammen med frankerne besluttet, at herren kongen om vinteren endnu en gang skulle marchere ind i Saksen, hvilket han gjorde. Han fejrede jul i nærheden af ​​Schieder i Weissgau ved floden Emmer i Lügde-villaen (39). Og året skiftede til:

785: Herren kong Karl fortsatte sin march ind i Saksen til Rehme ved Weser ved mundingen af ​​floden Werre. Og på grund af den alvorlige oversvømmelse vendte han tilbage fra Rehme til slottet Eresburg og fik sin kone, fruen dronning Fastrada, og sine sønner og døtre til at komme og slutte sig til ham. Der blev han gennem hele vinteren, og der fejrede den mest fremragende konge påske. Mens han opholdt sig i Eresburg, sendte han mange hærafdelinger ud og drog også selv på felttog. Han besejrede sakserne, der havde gjort oprør, indtog deres slotte, brød igennem deres fæstninger og holdt vejene åbne indtil det rette tidspunkt. Derefter holdt han en rådsforsamling i Paderborn, og derfra marcherede han gennem hele Saksen, hvor end han ønskede det, på åbne veje og uden nogen gjorde modstand. Han drog ind i Bardengau (40) og der sendte han bud efter Widukind og Abbi og fik begge bragt frem for sig. Han advarede dem om, at de ikke kunne undslippe, medmindre de kom til ham i Frankerriget. De bad om garantier for, at de ville forblive uskadte og disse blev givet. Derefter vendte herren kong Karl tilbage til Frankerriget og sendte gidsler til Widukind og Abbi via sin udsending Amalwin. Efter at have modtaget gidslerne, tog udsendingene Widukind og Abbi med sig og sluttede sig til herren kong Karl ved Attigny-villaen. Der blev Widukind og Abbi døbt sammen med deres ledsagere. Hele Saksen blev derefter undertvunget. […]

[…]

789: Fra Aachen blev der med Guds hjælp udsendt et felttog ind i de slaveres land, der hedder wilzierne (41). På råd fra frankere og saksere krydsede han Rhinen ved Køln, rykkede frem gennem Saksen, nåede floden Elben og fik opført to broer, hvoraf han ved begge ender af den ene fik bygget fæstninger af træ og jord. Derefter fortsatte han videre og ved Guds gave underlagde han slaverne sin myndighed. Både frankere og saksere var med ham i denne hær. Derudover sluttede friserne sig til ham med skib på floden Havel sammen med nogle frankere. Han havde også med sig de slaver, der kaldtes sorberne (42) og obodritterne (43), hvis høvding var Witzan. Efter at have modtaget gidsler og talrige troskabseder, vendte han ledet af Herren tilbage til Frankerriget.

[…]

793: Om efteråret drog kongen med skib fra Regensburg til den store kanal mellem Altmühl og Rednitz (44), og der ankom pavens udsendinge med store gaver. På det tidspunkt bragte en budbringer nyheden om, at sakserne igen havde brudt troskaben. […]

794: […] Fra Frankfurt drog hæren afsted mod Saksen i to afdelinger. Den mest ærværdige herre kong Karl var med den ene. Han sendte sin mest ædle søn, herren Karl, til den anden via Köln. Sakserne samledes på sletten kaldet Sindfeld (44) og forberedte sig til kamp. Men da de hørte, at de var omringet på begge sider, forpurrede Gud deres planer, og de lovede, uden at havde det til sinds, at blive kristne og være loyale over for herren kongen. Kongen vendte tilbage til sit palads i Aachen. […]

795: I dette år kom kongen til Kostheim, en forstad til byen Mainz, og der holdt han sin råds forsamling. Da han hørte, at sakserne som sædvanlig havde brudt deres løfte om at acceptere kristendommen og holde troskab overfor kongen, drog han ind i Saksen med en hær og nåede Elben ved Lüne. På den tid blev Witzin, obodrittenes konge, dræbt der af sakserne. […] Da sakserne var blevet grundigt slået, deres land hærget og deres gidsler modtaget, vendte kongen tilbage til Gallien.

796: […] [Årbogen beretter om pave Hadrians død og krige mos avarerne. Herefter fortsætter den:] Efter at have mønstret sine hære, drog kongen ind i Saksen, mens han sendte sin søn Pepin, kongen af ​​Italien (46), med en hær til Pannonia (47). Pepins udsendinge nåede kongen i Sachsen. [...] [Pepin sender efterretninger om krige mod avarerne.] Herren kongen marcherede gennem Saksen med hele sin hærstyrke og vendte da tilbage til Gallien. I paladset i Aachen var han glad for at se sin søn Pepin tilbage. [...]

797: […] En ekspedition blev sendt ind i Saksen og fortsatte over sump og uvejsomme steder helt frem til havet. Efter hjemkomsten fra Hadeln – dette er navnet på det sted, hvor Saksen grænser op til havet – accepterede kongen hele det saksiske folks underkastelse ved at modtage gidsler og vendte tilbage over Rhinen til Gallien. [...]

Omkring midten af ​​november drog han ind i Saksen med sin hær for at opslå vinterlejr og beordrede, idet han havde slået lejr ved floden Weser, at lejren skulle kaldes Herstelle. […]

798: En udsending fra kong Alfonso af Galicien og Asturien ved navn Froia kom til kongen i Saksen og forærede ham et særdeles smukt telt. Men netop ved selve påsketiden rejste nordliudi-stammen, der lever på den anden side af Elben, sig i oprør og fangede de kongelige udsendinge, der var rejst dertil for at opnå bod fra dem. De henretetde nogle af frankerne på stedet og tilbageholdt de andre for at få løsepenge. Nogle af disse undslap; resten blev frikøbt.

Kongen indkaldte en hær og marcherede fra Herstelle til Minden. Efter at have afholdt råd greb han til våben mod oprørerne, drog igennem landet og hærgede hele Saksen mellem Elben og Weser.

Nordliudi-stammen blev besejret i kamp, ​​da de indlod sig på strid med Thrasco, obodritternes hertug, og vores udsending Eburis. Fire tusinde af dem blev slået på slagmarken. Resten flygtede, undslap og indgik fredsforhandlinger. Men mange af dem omkom også. Kongen modtog gidsler, herunder dem, som de saksiske adelsfolk udpegede som de mest forræderiske, og vendte derefter tilbage til Frankerriget. […]

799: […] Herren kongen drog ud mod Saksen, krydsede Rhinen ved Lippeham og gjorde holdt ved Paderborn, hvor han slog lejr. Efter opsplitningen af sin hær sendte han sin søn Karl med en del ind i Bardengau for at forhandle med slaverne og at modtage sakserne fra nordliudi-stammen. Den anden del forblev sammen med ham. […]

[…]

802: […] Kejseren var i løbet af sommeren optaget af jagt i Ardennerne. Han udsendte en hær bestående af saksere for at hærgede saksernes lande på den anden side af Elben.

[…]

804: Kejseren tilbragte vinteren i Aachen. Men om sommeren førte han en hær til Saksen og deporterede alle saksere, der boede på den anden side af Elben og i Wihmuodi (48) med hustruer og børn til Frankeriget og gav områderne på den anden side af ud Elben til obodritterne.

Annales Regni Francorum, oversættelse af J. Rosenløv efter G. H. Pertzii (red.): Annales regni Francorum inde a. 741 usque ad 829, qui dicuntur Annales Laurissenses maiores et Einhardi, Hannover (1895) samt B. W. Scholz: Carolingian Chronicles – Royal Frankish Annals, Nithard’s Histories, Ann Arbor (1972)