Gregor af Tours om brutal slavebehandling og forsøg på kirkeligt indgreb, ca. 575

Gregor af Tours (ca. 538-594) var en gallisk-romersk historiker og biskop af Tours. I slutningen af sit liv skrev han et historisk tibindsværk ved navn "Ti historiebøger" (Decem Libri Historianum) – også kaldet ”Frankerkrøniken.” Værket anses som en væsentlig kilde til Frankerrigets tidlige historie. I nedenstående uddrag beskrives den brutale grev Rauchings behandling af sine slaver samt en præsts forgæves forsøg på indgreb omkring år 575. [Læs / udskriv som PDF]

[…] Godin selv ramtes kort tid efter af en brat død. Hans hustru blev gift med Rauching, en rigtig opblæst, hoven og brovtende person, der overfor sine undergivne bar sig ad således, at man ikke skulle tro, han var et men­neske; ud over alle grænser for menneskelig ondskab og urimelighed rasede han mod sine egne og øvede de mest oprørende ugerninger. Når for eksempel ved et gæstebud, som skik er, en træl holdt en kerte (1) for ham, lod han trællen blotte skinnebenet og trykke kerten ind imod det, til den gik ud; så blev den tændt igen, og det samme gentoges, indtil kertebærerens ben blev helt forbrændt. Vovede trællen at skrige eller flytte sig, svævede straks et draget sværd over ham, og når han jamrede sig, lo hans herre af glæde. Der var også nogle der fortalte, at han den gang havde to hustrælle, en karl og en pige, der, som det jo sker, var kommet til at holde af hin­anden. Da de nu havde holdt af hinanden i et par år eller længere, giftede de sig og søgte tilflugt i kirken (2). Da Rauching erfarede det, gik han hen til stedets præst og bad ham straks give ham hans trælle tilbage, de skulle ingen straf få. Men præsten sagde: ”Du ved jo da nok, hvilken ærefrygt man bør vise Guds kirker; Du kan ikke få dem, med­mindre du sværger, at du vil lade deres ægteskab gælde for stedse (3) og ligeledes lover at lade dem være fri for al legemlig straf.” Det varede noget inden Rauching svarede; han stod og overvejede frem og tilbage. Endelig vendte han sig om mod præsten, lagde sine hænder på altret og afgav under ed dette løfte: ”De skal aldrig blive skilt af mig, jeg skal endog gøre mit til, at deres forening bliver varig. For ganske vist stødte det mig noget, at de gik hen og giftede sig uden at spørge mig og uden at få mit samtykke, men på den anden side er det mig kært, at det ikke er en andens trælkvinde, min træl har ægtet, og at det ikke er en fremmeds træl, min træl­kvinde har ægtet (4).

Præsten var godtroende nok til at stole på dette løfte af det træske menneske og lod ham få de to mennesker, således undskyldte (5). Da Rauching havde fået dem, takkede han og gik hjem. Han lod straks et træ fælde, lod grenene hugge bort af stammen, satte kiler i begge ender af denne og lod den således kløve og derefter [de to halvdele af stammen] udhule; så lod han grave et tre til fire fod dybt hul i jorden og det ene trug sætte ned i hullet; i truget blev pigen lagt, som om hun var et lig, og karlen blev derefter smidt ned ovenpå, så blev låget lagt på og graven atter kastet til, og på den måde lod han dem levende jorde, idet han sagde: ”Jeg har ikke brudt den ed, jeg svor, at de aldrig skulle blive skilt.” Da dette kom præsten for øre, skyndte han sig derhen og gik hårdt i rette med Rauching, og først langt om længe fik han sat igennem, at de blev gravet op. Trællen var endnu levende, da han blev trukket op, men pigen var kvalt. Den slags skurkestreger var noget for Rau­ching; han interesserede sig ikke for andet end grin og svig og alskens ufærd. Den måde, han endte sit liv på, svarede da også godt til den måde, han havde levet, men det skal jeg senere fortælle om. […]

Decem Libri Historianum 5.3. Oversættelse af J. P. Jacobsen: Gregor af Tours - Frankerkrøniken, Kbh. (1911-1913), bnd. 1, s. 277-280.