Ibn Hayyan om slaver ved Cordobas hof

Brugen af sexslaver i det muslimske Spanien var berygtet i Europa. Bl.a. fortæller den katolske nonne Hrotsvita von Gandersheim (935 - ca. 1001) i et digt (Passio Sancti Pelagii Martyris) historien om den 13-årige slavedreng Pelayo, som kaliffen Abd al-Rahman d. 3. (912-961) lod torturere og henrette, angiveligt fordi drengen havde afvist kaliffens tilnærmelser. Den muslimske historiker Ibn Hayyan (987-1075) havde været ledende embedsmand ved al-Mansurs hof i Córdoba og skrev senere et historisk værk om det muslimske herredømme i Spanien. Heri gengiver Ibn Hayyan bl.a. en historie om, hvordan kaliffen brændte og skamferede en piges ansigt, fordi hun som sexslave havde afvist Abd al-Rahman d. 3.’s tilnærmelser. [Læs / udskriv som PDF]


[Om kalif Abd al-Rahman d. 3.’s grusomheder mod sex-slaver ved hoffet beretter Ibn Hayyan:] Jeg må sige, at jeg fra ulama (1), der var af samme generation som dette dynasti [ummayaderne], har hørt en del om an-Nasir li-dins [Abd al-Rahman d. 3.’s]brutalitet overfor kvinder, som var under hans beskyttelse og varetægt. På samme måde som han offentligt optrådte overfor mænd, sådan var han også ifølge sine nærmeste tjenestefolk – eunukker, som boede i hans hus og var vidner til hans privatliv: Der var en kvindelig slave, som var en af hans foretrukne slavinder, men hvis hovmodige personlighed ikke bøjede sig så let for hans forfængelighed. Da hun var alene med ham på en af hans feriedage for at drikke i az-Zahra-paladsets have (2) og sad ved hans side, indtil drikkeriet påvirkede ham og han kastede sig over hende for at kysse hendes ansigt og bide hende, og hun blev frastødt af dette og vendte sit ansigt bort og ødelagde hans fornøjelse, så udløste dette i den grad hans vrede, at han gav eunukkerne ordre til at pågribe hende og sætte et brændende lys op imod hendes ansigt for at brænde og vansire hendes ansigt, og de forbrændte hende slemt, indtil de var færdige med hende – dette var en af hans værste handlinger. […]

[En anden historie fortæller om den brutale henrettelse af en sexslave, der havde fornærmet kaliffen:] Hans bøddel, Abu Imran [kaldet Yahya], havde han altid hos sig med dennes ’redskaber’. Han fortalte, at han en nat var blevet hidkaldt til hans værelse i an-Naura-paladset, hvor Yahya sov med sit sværd og sin lædermåtte. [Yahya] trådte ind i rummet, hvor [Abd al-Rahman d. 3] var i færd med at drikke og han fandt ham siddende på hug som en løve på sine poter sammen med en pige, der var smuk som en oryx, og som blev holdt fast af hans eunukker i værelsets hjørne. Hun bad ham om nåde, men han svarede hende på en grov måde. Dernæst sagde han til [Yahya]: ”Tag den luder, Abu Imran, og hug hovedet af hende”. [Yahya] fortalte: ”Jeg bønfaldt ham igen og igen, sådan som jeg havde for vane, men han sagde til mig: ”Skær hendes hoved af, eller Allah vil skære din hånd eller dit eget hoved af.” Og en tjener bragte hende hen til mig og samlede hendes hårfletninger og med et hug fik jeg hendes hoved til at flyve, men lyden fra klingen afgav en unormal lyd, selvom jeg ikke havde set den ramme noget andet. Bagefter fjernede de pigens lig. Jeg rensede mit sværd på min lædermåtte, rullede måtten sammen og gik igen. Men da jeg kom ind i mit eget værelse og jeg rullede måtten ud igen, så jeg nogle store og skinnende perler med andre ædelstene, der skinnede som rødglødende kul. Jeg samlede alle disse ædelsten i mine hænder og skyndte mig at bringe det til an-Nasir, men han afviste dem med det samme og sagde til mig: ”Vi vidste godt, at de var der, men vi ville give dem til dig som en gave: tag dem og må Allah velsigne dig”. – ”Og med dem har jeg købt dette hus”, siger han, som har fortalt denne historie.

 

Da. overs. af M. Pihl efter Fernández-Morera: The Myth of Andalusian Paradise,  Wilmington Delaware (2016),  s. 130-132

(1) Ulama: de muslimske lærde
(2) Az-Zahra-paladset blev bygget for Abd al-Rahman d. 3. til bl.a. at huse hans sexslaver og 300 bade, 400 heste, 15.000 eunukker og tjenere og et harem med 6300 kvinder.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD