Lex Ripuria om frigivelse og livegnes ægteskab og afkom, ca. 630

Rhinfrankernes Lov – eller Lex Ripuria – er en germansk lovsamling fra frankerkongen Dagobert d. I.’s regeringstid (629-639) omkring år 630. En del lovens bestemmelser regulerer forskellige aspekter af slaveriet og livegenskabet. Disse dele af loven stammer fra den ældre Saliske Lov (fra ca. 500). Herunder bringes et uddrag omhandlende, hvordan ufrie kunne opnå status af frie samt bestemmelser omhandlende livegne (tilhørende både kirken, adelen og kongen), livegnes ægteskab og deres afkom. Når det gælder ægteskabet mellem mennesker af forskellig rang og status opretholder lovbestemmelserne de hårde førkristne skikke. [Læs / udskriv som PDF]

[…] Vi gør også vitterligt, at hvis en fri rhinfranker eller en kirkelig livegen [tabularius] ved hjælp af et retsdokument ønsker at frigive sin træl for at frelse sin sjæl eller for at opnå en pris, så skal han ifølge romerretten overgive sin træl med retslige dokumenter til biskoppen i kirken og i overværelse af præsterne og de øvrige gejstlige og deres folk, og han skal lade biskoppen i sit stift give ærkediakonen ordre til at nedskrive hans retsakter i overensstemmelse med romerretten. Og lad ham og alle hans efterkommere forblive frie og under kirkens beskyttelse og lad dem betale kirken afgifter og gøre arbejdstjeneste.

Og lad ingen forsøge at frigive en kirkelig livegen ved at kaste en denar for kongen (1). Og hvis han gør dette, skal han idømmes bødestraf på 200 solidi. Denne kirkelige livegen og hans efterkommere skal trods dette forblive en kirkelig livegen og de skal betale alle deres afgifter til kirken og de skal møde for den ret i den kirke, hvor de blev frigivet. […]

Men en kirkelig livegen, der dør uden børn, skal ikke efterlade nogen arvinger undtagen kirken. […]

Men hvis en kirkelig livegen gifter sig med adelig eller kirkelig livegen eller en, som tilhører en anden kirkelig livegen, så skal han forblive i trældom sammen med hende. […]

Hvis en romersk træl eller en træl ved en præstegård eller en kongelig træl gifter sig med en fri rhinlandsk kvinde, eller hvis en romersk kvinde eller en, der er i kongelig tjeneste eller som har rang af kirkelig livegen, gifter sig med en fri rhinlænder, så lad deres børn antage den lavestes status. […]

Men hvis en rhinlænder gifter sig med en rhinlænders træl, så skal han forblive i trældom med hende. Tilsvarende hvis en rhinlandsk kvinde gør dette, så skal hendes afkom forblive i trældom. […]

Men hvis en fri rhinlandsk kvinde gifter sig med en rhinlandsk træl og hvis hendes forældre ønsker at forhindre dette, lad kongen eller greven give ordre til at overdrage hende et sværd eller en håndten. Og hvis hun tager imod sværdet, skal hun dræbe trællen, men hvis hun tager imod tenen, skal hun forblive i trældom. […]

Hvis nogen gør sin træl til en fri mand og tilsteder ham åbne porte (2) og romersk borgerskab, og hvis han dør uden børn, skal han ikke have nogen arving udover vores statskassen.

Og hvis han begår nogen forbrydelse, skal han dømmes skyldig ifølge romerretten, og lad den, som dræber ham, betale 100 solidi i mandebod. […]

Og hvis hans herre ønsker at frigive ham ved at kaste en denar for kongen, skal han have lov til at gøre det.

Lex Ripuria 60ff., R. Sohm (red.): M. G. H., Legem, Tome V, Hannover (1875-89), s.251f. Oversat af M. Pihl & J. Rosenløv efter R. C. Cave & H. H. Coulson: A Source Book for Medieval Economic History, New York (1965) s. 270ff. samt J. P. Barefield: The Ripuarian Code: A Translation with Introduction, Houston (1958).