Tilføjelser til de frankiske kongers årbøger om sakserkrigene

Saksen udgjorde i den tidlige middelalder et område i det nordvestlige Tyskland, svarende til det nutidige Westphalen, Niedersachsen og Holsten. Det saksiske område grænsede op til Frankerigets nordøstgrænse. Denne grænse mellem frankerne og sakserne var ofte usikker og allerede fra sltningen af 600-tallet præget af uro. De frankiske kongers årbøger vidner om mange sammenstød og kampe op igennem 700-tallet. I perioden 772 til 804 herskede der en næsten konstant krigstilstand mellem frankere og saksere.
  De frankiske kongers årbøger dækker årene 741 til 829 og anses for at være forfattet ved det frankiske hof, hvor de enkelte års vigtige begivenheder er blevet samlet og nedskrevet. Årbøgerne udgjorde et officielt værk, der havde til hensigt at videregive de frankiske kongers version af begivenhederne til omverdenen og eftertiden. Uddrag af disse oprindelige årbøger kan læses særskilt her. I perioden mellem Karl den Stores død i 814 og år 817 blev der imidlertid udarbejdet en revideret udgave årbøgerne af en ukendt forfatter. Forfatteren til denne revision har tilføjet nye passager med oplysninger, synspunkter og personlige vurderinger. Det er disse tilføjelser, der bringes uddrag af herunder. [Læs / udskriv som PDF]

747: [De oprindelige frankiske årbøger beretter under året 747, at den højtstående frankiske adelsmand, Greifo, flygtede til Saksen og sluttede sig sakserne. Hertil tilføjes:] Grifo, Carloman og Pepins bror (1), ønskede ikke at være underlagt sin bror Pepins magt, selv om han indtog en ærefuld position. Han samlede en håndfuld mænd og flygtede til Saksen. I Saksen rejste han en hær bestående af indfødte og gik i stilling ved floden Oker nær Ohrum (2). Men Pepin marcherede gennem Thuringia (3) med den frankiske hær, rykkede ind i Saksen på trods af sin brors intriger og gik i stilling ved floden Meissau nær Schöningen (4). Ikke desto mindre var der ingen kamp mellem dem. I stedet gik de hver til sit efter at have indgået en traktat.

[…]

775: [Om året 775 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at den frankiske konge Karl den Store angreb sakserne. Med disse havde der trods fredsaftaler hersket en mere eller mindre permanent krigstilstand siden 772. Som indledning til året og til felttoget tilføjes følgende:] Mens kongen tilbragte vinteren ved Quierzy-villaen (5), besluttede han at angribe saksernes forræderiske og traktatbrydende stamme og fortsætte denne krig, indtil de enten blev besejret og tvunget til at acceptere den kristne religion eller helt udryddet. […]

[Til de oprindelige årbøgers beskrivelse af kampene tilføjes der:] I mellemtiden havde den del af hæren, som han [Karl] havde sendt til [floden] Weser, slået lejr ved stedet kaldet Lübbecke (6). Men mændene handlede uforsigtigt og blev narret af saksisk falskhed. Da de frankiske proviantindsamlere vendte tilbage til lejren omkring den niende time på dagen, blandede sakserne sig med dem, som om de tilhørte dem, og således kom ind i frankernes lejr. De angreb de sovende eller halvvågne soldater og siges at have forårsaget noget af en nedslagtning blandt de mange, der ikke var årvågne. Men de blev trængt tilbage af tapperheden blandt dem, der var vågne og modigt ydede modstand. De forlod den frankiske lejr efter at have accepteret de bedste betingelser, de kunne opnå i deres nød.

[…]

776: [Under året 776 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at Karl atter drager i krig mod sakserne, der havde angrebet den østlige del af Frankerriget. Karl besejrede sakserne, der stillede sikkerhed, lovede at blive kristne og underkaste sig Karls og frankernes herredømme. Til dette tilføjes:] De gav og han accepterede deres forræderiske løfter om at forblive tro. […]

777: [Under året 777 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at sakserne kom til rådssamling i Paderborn. Hertil tilføjes:] Fra alle dele af Saksen kom sakserne, som han havde beordret at træde frem for sig. De foregav lydighed og underkastelse. Med undtagelse af Widukind (7) en vestfalisk adelsmand, der var sig sine mange forbrydelser bevidst og af frygt for kongen var flygtet til Sigifrid, danernes konge. […]

778: [Under året 778 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at sakserne atter bryder deres troskab og angriber den frankiske østgrænse, hvor de plyndrer, afbrænder kirker og begår modbydelige handlinger. Hertil tilføjes:] De ødelagde på samme måde både det hellige og det profane. Fjendens vrede skelnede ikke mellem alder eller køn.

[…]

780: [Under året 780 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at Karl trængte frem til Elben og at mange fra den saksiske Nordliudi-stamme lod sig døbe. Hertil tilføjes:] Mange fra Nordliudi-stammen (8) blev døbt ved Ohrum, skønt det hele som sædvanligt var hykleri fra deres side.

[…]

782: [Under året 782 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at sakserne under ledelse af Widukind atter gør oprør og at frankiske udsendinge, Adalgis, Gailo og Worad, der egentlig var på vej på en mission mod oprørske slavere, i stedet tager kampen op mod sakserne. Hertil tilføjes:] Idet de opgav kampagnen mod slaverne (9), skyndte de sig med den østfrankiske hær til det sted, hvor de havde hørt, at sakserne samlede sig. I selve Saksen blev de mødt af grev Theodorik, kongens frænde, der med sig havde så mange tropper, som han hurtigt kunne samle i Ripuaria (10), efter at han havde hørt om det saksiske oprør. Han rådede dem gennem særlige budbringere til først så hurtigt som muligt ved hjælp af patruljer at finde ud af, hvor sakserne var og hvad de foretog sig, og derefter med det samme angribe dem, hvis terrænet tillod det. Dette råd blev fundet rosværdigt, og de rykkede frem med greven til Süntel-bjergene (11), på hvis nordside den saksiske lejr var blevet rejst. Efter at Theodorik havde slået lejr ved dette sted, krydsede østfrankerne, som de havde planlagt det med greven, floden for lettere at kunne passere uden om bjergene og slå lejr på flodbredden. Da de diskuterede tingene mellem sig, frygtede de, at sejrens ære kunne tilfalde Theodorik alene, hvis de skulle kæmpe ved hans side. Derfor besluttede de at tage kampen op mod sakserne uden ham. Som om de forfulgte folk på flugt og gik efter bytte, og ikke stod over for en fjende, der var opstillet kampformation, ​​ greb de deres våben og ilede alle så hurtigt, som deres heste kunne bære dem, til stedet uden for den saksiske lejr, hvor sakserne stod opstillet til kamp. Slaget gik lige så dårlig som optakten. Så snart kampene begyndte, var de omringet af sakserne og blev dræbt næsten til sidste mand. De, der kunne komme væk, flygtede ikke til deres egen lejr, men til Theodoriks på den anden side af bjerget. Frankernes tab var større, end antallet afslører, da to udsendinge, Adalgis og Gailo, fire grever og op mod tyve andre fremtrædende adelsmænd var blevet dræbt, foruden dem, der havde fulgt med dem, idet de foretrak at omkomme ved deres side frem for at overleve dem.

Da kongen hørte om denne katastrofe, besluttede han sig for ikke at tøve, men skyndte sig at samle en hær og marcherede ind i Saksen. Der kaldte han saksernes høvdinger til sig​​ og spurgte, hvem der havde fået folket til at gøre oprør. De erklærede alle, at Widukind var anstifteren af forræderiet, men de sagde, at de ikke kunne fremstille ham [for Karl], da han efter udåden var flygtet til normannerne.

Men de andre, der havde udført hans vilje og begået forbrydelsen, udleverede de til kongen i et antal af fire tusind og fem hundrede; og på kongens befaling blev de alle halshugget på en dag ved floden Aller på det sted, der hedder Ferdi [Verden]. Da han havde hævnet sig på denne måde, trak kongen sig tilbage til byen Theodonevilla [Thionville] for at overvintre, og der fejrede han Vorherres fødsel og Påske, som han plejede at gøre.

[…]

785: [Under året 785 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at Karl besejrer sakserne og beder oprørslederne Widikund og Abbi om at komme til sig og træde frem for sig. Hertil tilføjes:] Da de to var sig godt bevidst om deres forbryderiske handlinger, var de tilbageholdende med at nære tillid til ham. […] [De oprindelige frankiske årbøger beretter, at de på betingelse af garantier møder frem og sværger troskab og lader sig døbe. Hertil tilføjes:] Saksernes stædige forræderi stilnede af i nogle år, hovedsagelig fordi de ikke kunne finde passende muligheder for at gøre oprør.

[…]

789: [Under året 789 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at Karl sammen med sakserne førte krig mod det slaviske folk wilzierne. Om årsagen til krigen tilføjes:] Wilzierne (12) har altid været fjendtlige over for frankerne og plejede at hade og chikanere deres naboer, der enten var underlagt frankerne eller allieret med dem og provokere dem til krig. Idet han tænkte, at han ikke længere burde finde sig deres arrogance, besluttede kongen at føre krig mod dem. [Det fortælles herefter, at Karl hærger wilziernes land, der herefter overgiver sig og sværger ham troskab.]

[…]

793: [Under året 793 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at Karl drager til det sydtyske område, hvor han hører om endnu et saksisk oprør. Hertil tilføjes:] Mens kongen ønskede at afslutte krigen, som han havde påbegyndt og besluttede igen at marchere i Pannonia (13), blev han underrettet om, at de tropper, som grev Theodorik ledte gennem Frisland, var blevet afskåret og tilintetgjort af sakserne i Rüstringen ved Weser. Da han modtog disse oplysninger, standsede han fremmarchen i Pannonia, men skjulte tabet. […] [Det fortælles herefter, at Karl lader en kanal bygge mellem Altmühl og Rednitz.] Mens han var beskæftiget med dette projekt, blev der sendt to meget ubehagelige rapporter til ham fra forskellige dele af landet. Den ene handlede om saksernes omfattende opstand. Den anden var, at saracenerne var trængt ind i Septimania (14). […]

[…]

795: [Under året 795 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at Karl atter drager mod sakserne. Som indledning til året tilføjes:] Sakserne gav den foregående sommer gidsler i og aflagde ed, som de var blev beordret, men kongen glemte ikke deres forræderi. […] [De oprindelige årbøger beretter, at Witzin, obodrittenes konge og frankernes allierede, var blevet dræbt der af sakserne. Hertil tilføjes:] Denne begivenhed overbeviste ligeledes kongen om hurtigt at nedkæmpe sakserne og fik ham til at hade de forræderiske mennesker endnu mere.

[…]

798: [Under året 798 beretter de oprindelige frankiske årbøger, at den saksiske nordliudi-stamme gjorde oprør og fangede nogle af frankernes udsendinge. Hertil tilføjes:]  De skånede kun få for at opnå løsepenge for dem. Sammen med de andre dræbte de også Godescal, kongens udsending, som kongen nogle dage tidligere havde sendt til Sigifrid, danskernes konge. Under sin tilbagerejse blev han på dette tidspunkt opsnappet af anstifterne af dette oprør og henrettet. Da dette blev rapporteret, blev kongen voldsomt ophidset. […] [De oprindelige årbøger beretter, at Karl rykker ind i Saksen og hærger området mellem Elben og Weser. Hertil tilføjes:] Men sakserne fra den anden side af Elben lod sig medrive af deres egen uforskammethed, fordi de havde kunnet dræbe kongens udsendinge uden straf. De greb til våben og drog mod obodritterne (15). Obodritterne har altid hjulpet frankerne, lige siden frankerne accepterede dem som deres allierede.

Annales Regni Francorum, oversættelse af J. Rosenløv efter B. W. Scholz: Carolingian Chronicles – Royal Frankish Annals, Nithard’s Histories, Ann Arbor (1972) samt J. H. Robinson: Readings in European History, Vol. I, Boston (1904) s. 131.